Der er få emner i den offentlige samtale, der i så høj grad er præget af modvilje, dårlige læsninger og mangel på imødekommenhed som debatten om repræsentation og mangfoldighed inden for kunst og kulturindustrien. Bevares, der findes rablende skøre udsagn i denne debat – det gør der i de fleste debatter – men få andre steder bliver de fornuftige lige så hurtigt sat i bås med ekstremisterne.
Det så vi et krystalklart eksempel på forleden, da en gruppe primært ikkehvide, handicappede og ikkeciskønnede danske skuespillere søsatte initiativet »Et større billede«. På Instagram offentliggjorde de deres programerklæring, og sjældent har man læst noget så afbalanceret. De vil »skabe fokus på den stadig meget ensidige forestilling om, hvad og hvem der kan repræsentere 'det normale' i Danmark. Vi er et sammensat folkefærd. Men forskelligheden afspejles hverken på eller bag skærmen og tilsvarer ikke befolkningen eller publikum. Vi ønsker at skabe forandring«.
Gruppen garderer sig endda mod automatbeskyldninger om at ville gøre vold på den kunstneriske frihed i repræsentationens navn: »Vi har ikke et ærinde om at pege på film og kunst, der ikke må laves, ej heller at forsøge at forbyde eller ’aflyse’ film eller specifikke kunstnere. Vi peger tværtimod mod fremtiden, hvor vores alternative billeder kan bruges som inspiration til nytænkning.«
Som primært kommunikationsmiddel benytter kampagnen sig af humor i form af alternative plakater til tre prominente, aktuelle danske film- og tv-produktioner af Paprika Steen, Thomas Vinterberg og Lars von Trier. Her er projekternes i alt 42 hvide skuespillere skiftet ud med skuespillere fra »Et større billede«-initiativet.
SÅ LANGT, så harmløst og sympatisk. Men da kampagnen mødte offentligheden, blev det hele hurtigt forvrænget. I en artikel i Berlingske blev projektet lødigt præsenteret, og repræsentanter for gruppen uddybede deres sag. »Tingene ændrer sig ikke af sig selv. Så nu står vi her i samlet flok og peger på et problem, der ikke handler om enkeltpersoner, men om hele branchen,« forklarede skuespilleren Sandra Yi Sencindiver.
I forhold til det kontroversielle spørgsmål om, hvorvidt der bør indføres kvoter for repræsentation, udtalte en anden repræsentant for gruppen, Laura Allen Müller: »Jeg er sådan set enig i, at kvoter i sig selv ikke er særlig befordrende for kreativiteten. Men altså, kunstnere arbejder i forvejen med en masse benspænd, så hvis det er det, der skal til, for at slippe den store masse ubrugt talent løs i Danmark, so be it.« Et udsagn, man bestemt kan være uenig i, men som stadig befinder sig vel inden for det diskuterbare. Hovedindtrykket er et initiativ, der frem for alt ønsker at højne bevidstheden om, hvilken type roller der skrives, og hvem der castes til dem.
Men så lykkedes det for Berlingske at få en saftig kommentar fra Lars von Trier. Under den tendentiøst vinklede clickbaitoverskrift »Lars von Trier beskyldt for diskrimination: Så voldsomt er hans svar« (ingen i kampagnen har beskyldt von Trier for diskrimination) blev instruktørens respons fremlagt: »Rend mig i røven! Arbejder kun under total kunstnerisk frihed. Enhver form for censur eller kvotering på området er en indskrænkning af ytringsfriheden og leder dermed slutgyldigt til fascisme.«
I artiklen fremstilles Von Triers svar ikke som andet end »Lars von Triers svar på beskyldningen«, og det fremgår ikke, hvordan sagen er blevet fremstillet for ham. Hvis den er fremstillet i tråd med artiklens overskrift, giver hans svar naturligvis god mening. Resultatet er blevet, at von Trier-citatet nu rundsendes på de sociale medier som eksempel på en brav kamp mod ekstremistiske, identitetspolitiske skuespillere.
I diverse aviskommentarer er gruppens egentlige budskab siden blevet udvisket til fordel for en abstrakt diskussion fuld af imaginære bussemænd. I en kommentar i BT undlader Aminata Amanda Corr eksempelvis at citere noget som helst fra oplægget, men mener alligevel, at gruppen ønsker at »bestemme, hvad alle mulige andre skal og må«, og at de sågar udgør et eksempel på »velfærdsstatens krævementalitet.«
Det lader ikke til, at budskabet fra »Et større billede« er, at det en skandale, at Lars von Trier kun har castet hvide skuespillere til Riget. Som de skriver i deres oplæg, handler det primært om fremtiden. At dem, der udtænker de næste tv-klassikere, kan være mere bevidste om at sætte sig ud over branchens vanetænkning, og at der måske kan gøres en større indsats for, at gøre det lettere for kunstnere med en anden baggrund end etnisk dansk at ende i instruktørstolen.
Det er aldeles legitime og fornuftigt fremsatte pointer, og gruppens respons til von Triers udtalelse bevarede da også det kølige overblik og den humoristiske tone med et citat af mesteren selv: »Husk at tage det gode med det onde! Vi elsker (stadig) Lars von Trier.«
