Den perfekte skjorte

Jeg har i nogen tid jagtet den perfekte skjorte. Det føles magtpåliggende at finde den. Jeg har tre børn og en dejlig hustru, jeg mangler intet. Og dog higer jeg efter en skjorte, der er, som de siger, lige i skabet.

Jagten på skjorten skyldes, som man kan tænke sig, at jeg har svært ved at finde skjorter, der passer rigtig godt. Måske er der noget galt med min krop. Måske er den forandret, det er ikke til at sige, men det er heller ikke så vigtigt, for først og fremmest er skjortejagten en stedfortræderhandling. Det egentlige mål er at bemestre en fase i voksenlivet og pakke kroppen ansvarligt ind i de centrale voksenår, mens den stadig fungerer.

Håret er, som frisører ynder at sige, den T-shirt, man går med hver dag, men jeg går sjældent med T-shirt, og ret meget af håret er faldet af. Skjorten, derimod, den skal jeg have styr på, for det gælder for tøj, som modeeksperten Torsten Grunwald skriver, om at »forfine sin omgang med det for at blive et menneske«.

På TV 2 ser jeg Date mig nøgen, et program, hvor seeren kan betragte tømrersvende og pædagogstuderendes hårløse kønsorganer og kroppe, som er udsmykket med tatoveringer, der ser ud til at være udført på afstand med dartpile. Kan man tillade sig at skrive, at de medvirkende nøgne kærlighedssøgende mennesker synes at repræsentere arbejderklassen? Går arbejderklassen ikke op i tøj? Jo. Glenn Bech har sin kinakrave, Édouard Louis har sin CBS-polo. Jeg tænker to ting: Arbejderklassen har styr på tøjet – og det er en god idé at tage det på.

En ung mand kan imidlertid klæde sig bekymringsløst, Tobias Rahim kan slænge sig i sin kunstbog i sin dumme hvide cowboyhat og gå med briller arvet fra en DDR-efterretningsofficer; en ung mand som Tobias Rahim kan klæde sig på med en T-shirt-kanon, det ville stadig fungere, en ung mand kan klæde sig ud.

Men »kostumer tæller ikke, kun ægte tøj«, som førnævnte Torsten Grunwald i sommer her i avisen i en artikel om hørskjorter citerede en anden guru, modehistoriker G. Bruce Boyer, for at bemærke. En voksen mand må klæde sig korrekt. Når det fungerer, er det magisk. Jeg husker, hvordan jeg måbede engang i den norditalienske by Trieste over at se velklædte ældre mennesker overalt. Mænd på 80 med hatte uden svedskjolder, i velsiddende jakker af let uld.

I Danmark ser flertallet af voksne mænd ud, som om de købte alt deres tøj på én gang, nogenlunde samtidig med at – og muligvis samme sted hvor –  alle de regionale busselskaber indkøbte betrækket til deres bussæder. Ja, vi er en nation af mænd i tøjkrise, der skærer ansigt og har røde øjne på alle fotos. Vi ligner – og dette er ikke det såkaldt falske vi, selvom der findes undtagelser – som Helle Thorning sagde om Freddy Blak, en pose lort.

Sangeren Donovan bedyrede på albummet Barabajagal, at han havde fundet den perfekte skjorte allerede i 1969, (ti år efter at Leonard Cohen købte sin berømte blå, og i den kulturelle tøjkanon accepteret som smagfulde, regnfrakke). Men havde Donovan forstået, hvad den perfekte skjorte drejer sig om? Lad os se på hans sang, som hedder »I Love My Shirt«.

Do you have a shirt that you really love (NEJ, det er jo det, jeg skriver)

One that you feel so groovy in (NEJ, igen nej)

You don’t even mind if it starts to fade (JO!)

That only makes it nicer still (NEJ)

Man ser straks Donovans store misforståelse. Donovan vil slet ikke have den perfekte skjorte. Donovan, som var 23, da Barabajagal udkom, vil helt fritages fra at skulle jage sin skjorte; Donovan vil vimse lalleglad i sin planløse skjorte.

MEN JEG TABER tråden. Problemet med min skjortejagt er, at jeg er dårlig til tøj. Nogle mennesker har jo en intuitiv eller opøvet sans for at finde det, der klæder dem, men ikke jeg. Tøjindkøb keder mig, eller rettere jeg kan kun udholde at være i tøjbutikker i få minutter ad gangen, så varme og uoverskuelige og fyldt med klaustrofobisk hjælpsomhed, som de er. Ofte har jeg i en form for beslutsom panik grebet noget, som jeg kan se er smukt, men som enten slet ikke passer eller i form og farve fremhæver de mest utiltalende og groteske dele af min fysiognomi.

I Tintin-albummet Koks i lasten spørger skurken Allan Thompson med den sande bølles sans for psykologi en tilfangetagen Kaptajn Haddock, om han mon sover med skægget over eller under dynen, hvorefter Haddock slet ikke kan falde i søvn. Med skjorter er det let: Den perfekte skjorte er nede i bukserne, også hvis der ikke rigtig er plads.

I min søgen efter den perfekte skjorte har jeg mødt ikke så få herretøjsekspedienter, servile som hovne, friske såvel som opdunstede, men altid velklædte. Og de mest velklædte har, hver gang, skjorten i buksen, spændt ud over bugen. Når jeg ser sådan en ekspedient, ved jeg, at jeg er et skridt nærmere den perfekte skjorte.

Jeg købte en skjorte i en butik med håndsyet italiensk tøj. Den kostede over 1.800 kroner på udsalg, og den sidder næsten godt. Jeg tog den på, da jeg medvirkede i en video målrettet nyansatte, der skal »onboardes« hos Berlingske Media, men perfekt er den jo ikke.

»Hvad er den perfekte skjorte?« spurgte Weekendavisens Synne Rifbjerg for nylig på mine vegne en mand, der havde en doktorgrad i luksusvarers historie. »Det er den, der sidder godt,« sagde han, og jeg nævnte min kostbare skjorte, for ligesom at indikere, at jeg var seriøs, men at jeg ikke var i mål.

»Så ... må ... du ... få dem skræddersyet!« sagde han, mens han prikkede mig tre gange relativt hårdt med sin doktorringshånd på mit let krøllede skjortebryst. »Så kan du gumle lidt på den!« afsluttede han, med en mine som en mand, der er klar til at duellere på kårde.

»Du har lidt hollow back,« mumler manden, der næste eftermiddag tager mål af min overkrop. Skuldersømmen skal hvile på skulderen, ikke falde ned over den, det er der mange, der ikke ved, siger han.

Forbløffende mange dele af skjorten kan tilpasses. Ærmets fylde kan justeres uafhængigt på over- og underarmene, manchetter og kravens vidde, ditto ærmegabet og stykket hen over brystet, som i dette tilfælde er en smule tøndeformet og derfor får lidt ekstra. Så mange muligheder! Man kan få forskellige typer kraver, besynderlige manchetter, små slidser i rygstykket, knapper, sågar knaptråd, i farver, der yder hinanden modspil. Det er overvældende.

Den ordre, jeg oftest får, siger manden, lyder sådan her: To hvide og to blå samme størrelse som sidst, og kan du levere dem til kontoret? Jeg beslutter, at min skjorte, der bliver leveret om syv uger, skal være mørkeblå. Ligesom de mørkeblå hjemme i skabet, ingen lomme, ingen sære knapper, ingen snurrige flipper. Men den vil være perfekt.

Medmindre jeg går på skrump.