Der hænger altid en smule kalkstøv i luften i klatrehallen, ligegyldigt hvor tit de lufter ud. Madrasserne er så tykke, at man uden fare kan falde ned fra væggene, som er fire meter høje med kunstige klippeformationer og klatregreb i klare farver. Jeg falder en del. Ellers hænger der mennesker allevegne: med dirrende muskler, hovedet nedad, svedigt pandehår, hele kroppen holdt oppe i et par fleksede fingerspidser. Jeg er begyndt til klatring.
Træning har ellers aldrig sagt mig noget. Jeg har endda en mulepose, hvor der står, at bøgerne reddede mig fra sporten. Men klatring har vist sig at være sjovt. Det vækker en glad, barnlig følelse, fra dengang man klatrede i træer og brugte hele kroppen. Jeg øver mig, jeg er ikke særlig god, det er tungt at løfte sin egen vægt. Alligevel har jeg for første gang i mit liv fået muskler (ømme) og vabler i hænderne. Hver uge kommer der drenge og mænd, der aldrig har klatret før, og overhaler mig, ingen teknik, men masser af rå muskelstyrke. Køn er en konstruktion, indtil man hænger i yderste fingerled. Jeg bliver hidsig over at se en absolut uøvet far klatre sløset op ad en væg, der hælder kraftigt udad, som jeg lige er faldet ned fra.
DER ER ET ELLER ANDET galt med mænd. Jeg har set et par dokumentarfilm om klatring. De gør mig også stiktosset. De har det med at følge mænd, der er fantastisk dygtige til at klatre, men frygteligt dumdristige. I Free Solo klatrer Alex Honnold alene og uden reb op ad El Capitan-klippen i Yosemite. Hundredvis af meter. Jeg kunne høre mit blod i ørerne hele filmen, jeg var så nervøs på hans vegne. I Torn fortæller Max Lowe om sin far, Alex Lowe, en legendarisk klatrer, som omkom i en lavine. I The Alpinist hører vi om unge Marc-André Leclerc, helt hvalpet kejtet på kamera, men guddommelig, når han klatrer. Uden reb. Op ad lodrette isformationer i sine pigsko. Midt ud i snestorme og laviner. Det provokerer mig, at det er uansvarligt: De har familie, der elsker dem, hvad skal de risikere livet for? Det er et meningsløst foretagende for mig: Hvorfor vil man løbe den risiko for et bjerg? Jeg har aldrig forstået det machotautologiske bjergbestigerræsonnement: »Fordi det er der.«
Men ved I, hvad der i virkeligheden irriterer mig? At jeg måske godt gad være lidt mere macho. Et bjerg er jo ikke et arbitrært mål. Det er tværtimod enormt konkret, virkeligt, håndgribeligt. Og det er noget, man gør for sin egen skyld.
Jeg, derimod, har hele mit liv orienteret mig mod usynlige milepæle: kulturelle, symbolske, sociale. En bestemt uddannelse, et bestemt arbejde. Forstå en teori, skriv en tekst. Forsøg at lykkes. Mine mål har været afstemt efter andre mennesker, sociale koordinater, diffus succes. Har jeg ikke haft glæde af det? Jo, men alt, jeg har brugt energi på, har handlet om social opstigning. Lidt defensivt. Altid med motivationen at være »god nok«, at leve op til noget – aldrig for at være den bedste, eneren, ham på toppen af bjerget.
Er det et spørgsmål om kønsroller? At mænd tænker konkret og lever mere risikovilligt? Er det min feminine socialisering eller biologi, der har afholdt mig fra at skænke bjerge en tanke – og i stedet fokusere på 12-taller?
Ville det være frigørende at risikere noget, at gøre noget dumt for sin egen skyld?
JEG DRATTER ned fra væggen igen. Og igen. Men så begynder en velkendt, trodsig temasang at spille i mit hoved. Det paradoksale er, at mens alle mine livsmål har været artige og abstrakte, har min indre underlægningsmusik, hver gang jeg skulle stramme mig an, handlet om klatring. Og at være en rigtig mand.
I 1998 fik Disney-filmen Mulan premiere og ommøblerede min psykologi. Den unge kvinde Mulan rejser hjemmefra klædt ud som mand for at tage sin fars plads i den kinesiske hær. Men hæren er et barsk sted, hvor hun bliver trynet af de andre rekrutter. Der er næsten noget pikant ved ydmygelsen. Kaptajn Shang, den flotte, ulmende overordnede, skyder en pil op i en pæl, som soldaterne skal hente (med to vægtlodder bundet om håndleddene, der symboliserer Styrke og Diciplin).
Det er startskuddet på en af filmhistoriens bedste træningsmontager. Situationen er højspændt; hvad kunne gøre den mere elektrisk? Stig Rossen. Den originale udgave er fin, men han æder den. Sæt »Rigtige mænd« på, og føl nakkehårene rejse sig. De utrænede soldater er uduelige, og Mulan mest af alle. Mod slutningen af sangen synger Shang, at Mulan frit kan tage hjem, hun er uegnet (mens han tager hendes oppakning fra hende og tager den på ryggen selv – i bar overkrop – havde Disney behøvet gøre afvisningen så sexet?).
Her får hun en vej ud, men i stedet træder plottet i kraft. Mulan er der ikke bare i sin fars sted, hun vil faktisk selv »være en mand«. Hun vil bevise noget. (Her grundlagdes et usundt, men produktivt kompleks i mig: Hvis jeg får muligheden for at imponere nogle lidt fraværende autoritetspersoner, kan jeg faktisk alt).
Mens solen står op, surrer Mulan modvægtene sammen og klatrer op ad pælen. Hun er ikke den stærkeste, men opfindsom og stædig. Med sin sidste styrke henter hun pilen og kaster den ned for fødderne af Shang, i samme øjeblik som han overrasket træder ud af sit telt. Kæmpe klimaks. Stemningen vender, nu kan soldaterne pludselig finde ud af det. Hun gør det for sig selv, men det gør en forskel for alle. Machomagi.
Jeg sætter stadig i smug Stig Rossen på, når jeg skal motivere mig selv til at skrive en umulig artikel færdig. Holde et foredrag med nerver. Nu-skal-jeg-vise-jer-sangen. Var jeg nogensinde kommet nogen vegne i verden, hvis ikke Mulan havde hentet den pil? På en indadvendt måde har jeg klatret hele tiden.
Det er en befrielse at klatre konkret. Og helt for min egen skyld. Jeg skal ikke op på et bjerg. Men jeg skal op ad den dumme skrå væg. Temasangen virker også i klatrehallen. Jeg forsøger igen. Sammenbidt. Med indre Stig på maksimal lydstyrke. Det sidste greb er lige så umuligt langt væk som før. Den sløsede far er ikke nogen Shang, men det er lige meget, jeg gør det for mig selv.
