Glenn Bechs meget omtalte bog Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet (2022) begynder med en dedikation: »Til klassekampen.«
Med sine udgivelser, også romanen Farskibet (2021), har Bech fornyet den offentlige samtale om klasse i Danmark. Gennem sin families historie har han vist, at klasse sætter sig i nervesystemet og skaber en dyb ulighed i adgangen til magt.
Den danske forfatter skriver sig sammen med folk som Thomas Korsgaard og Morten Pape ind i en international tendens, som jeg i min forskning har kaldt for den nye arbejderklasselitteratur. Denne er kendt for sin særlige blanding af autofiktion og klasseanalyse og tæller forfattere som Édouard Louis, Douglas Stuart og pioneren Annie Ernaux, som i år vandt Nobelprisen i litteratur.
Arbejderklasselitteraturens tradition går tilbage til forfattere som Martin Andersen Nexø, George Orwell og John Steinbeck – og handler grundlæggende om at bedrive klassekamp gennem litteraturen. Historisk set er dette blevet gjort ved at fortælle om de trange kår på samfundets bund og erobre et ellers borgerligt medie – litteraturen – som talerør for arbejderklassen.
Ser vi imidlertid på den nye arbejderklasselitteratur, ser vi på en litteratur, der er vokset frem i en tid, hvor klasse næsten er forsvundet ud af den politiske samtale. Bech har fortalt, at han i otte ud af ti interview skal forklare, at klasseskel altså stadig eksisterer i Danmark.
Socialdemokratiet definerer ikke længere sig selv som et arbejderparti, men som »det eneste folkeparti i Danmark«. SVM-regeringen er skabt på et ønske om »at overskride politiske skel« – underforstået også klasseskel. Klasse er den store fortrængning i dagens politik.
Og så til paradokset: for mens politikerne ikke ønsker at snakke om klasse og ulighed, er arbejderklasselitteraturen populær som aldrig før. En forklaring kunne jo være, at klasse og social ulighed føles lige så akut som nogensinde, men at disse følelser ofte må leve i det skjulte.
Men man kan blot gå en tur i supermarkedet og identificere folks klasse, alt efter hvad de lægger i kurven: øko, discount, dyrevelfærd. Man kan også lytte til, ikke hvad folk siger, men hvordan de siger det: Dialekt er også en markør. Den nye arbejderklasselitteratur handler om den skam, arbejderklassen udsættes for i mødet med de højerestående klasser. Samtidig går denne litteratur til angreb på de politiske magthavere og deres undvigelse af klassespørgsmålet.
I sin bog Hvem slog min far ihjel (2018, da. 2019) strækker Édouard Louis en fuckfinger til Frankrigs mainstreampolitik – inklusive den socialdemokratiske ekspræsident François Hollande – der gennem arbejdsmarkedsreformer tvang hans far ud i et hårdt arbejdsliv, som endte med at ødelægge hans ryg.
Ifølge Louis er politik for magthaverne et spørgsmål om æstetisk temperament, mens det for de fattige er liv og død. Glenn Bech skriver i Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet: »er du dum eller hvad/ mor/ er du lige så dum som statsministeren/ tror du er?/ falder du for statsministerens makrelmadder, hundehvalpe/ tænker du, gud/ hun er jo én af os?«
I Danmark snobber de politiske magthavere ofte nedad ved at smykke sig i arbejderklassens traditioner og kultur: makrelmadder, hundehvalpe og håndbold. Men den økonomiske politik, der føres, er klassekamp fra oven. SVM-regeringens genindførsel af kontanthjælpsloftet, nedlæggelse af seniorpensionen og afskaffelse af store bededag fattiggør de dele af arbejderklassen, der står uden for arbejdsmarkedet, og tvinger samtidig den gennemsnitlige lønarbejder til at arbejde »lidt mere«.
For den nye arbejderklasselitteratur er klasse ikke en livsstil, men en magtform. Disse fortrinsvis yngre forfattere – Édouard Louis er 30, Glenn Bech 31 – anskuer ikke klassepolitik som identitetspolitik, der skal tilgodese en særlig gruppe i samfundet. Klassekampen er snarere en modstandskamp, de magtesløse fører mod magthaverne.
I deres bøger skildres derfor også en mangefacetteret arbejderklasse. Ikke kun den ufaglærte bryggeriarbejder, men også den enlige forsørger i Horsens, provinsqueerpersonen, prekariatet, de arbejdsløse, lagerarbejderne, Wolt-budene og migranterne.
Er den nye arbejderklasselitteratur tegn på, at en ny klassebevidsthed er ved at indfinde sig uden for Christiansborgs mure? Vil vi snart se et oprør sprede sig som blodceller i Horsens gader, som vi så med De Gule Veste i Frankrig? Litteraturen spejler aldrig den politiske virkelighed 1:1, men kan være med til at skubbe i en bestemt retning.
Historisk set har arbejderklasselitteraturen haft sine gyldneste dage i epoker, hvor arbejderklassen er blevet røvrendt. Eksempelvis under 1930ernes store depression, dengang arbejdsløsheden hærgede, og i de neoliberale 1980ere, da arbejderbevægelsen led store nederlag rundtom i Europa. I begge perioder var arbejderklasselitteraturen med til at sætte ord på og forme en social frustration.
Vi ser noget lignende i denne tid. Den store modstand mod afskaffelsen af store bededag synes antændt af en frustration over, at de svageste skal arbejde endnu hårdere, mens toppen kun bliver endnu rigere.
I Danmark truer en storkonflikt og dermed en arbejdsnedlæggelse af den brede arbejderklasse, som længe er blevet bedt om at ofre sine kroppe for fællesskabet, mens overklassen belønnes med en sænkelse af arveafgiften og topskatten.
Storbritannien rammes i disse dage af omfattende strejker på grund af de stigende leveomkostninger, og i Frankrig protesterer dele af arbejderklassen mod præsident Emmanuel Macrons planer om at hæve pensionsalderen – et slag, som ifølge økonomen Thomas Piketty handler om netop social retfærdighed.
Litteratur er ikke politik, og hvem kan sige, hvor stor indflydelse Glenn Bech egentlig har, eller om hans opråb ændrer på vores klassebevidsthed? Men sammen med andre forfattere peger han på en nyfunden indignation blandt de magtesløse. Med Bechs egne ord fra Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet:
»jeg skriver fordi jeg er hjælpeløs/ eller jeg er rasende/ jeg skriver fordi det er min pligt/ jeg skal fortælle jer hvad jeg har set/ og i skal tvinges til at lytte.«
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
