Smukt land med grimme fjender

Allerede på første side af Susanne Stauns nye »spændingsroman« med den noget kraftesløse, men meget spændingsromanagtige titel Forræderne i Litauen får jeg en god fornemmelse af, at Staun i det mindste – og det er i litteratur for fanden aldrig det mindste – sprogligt er oppe på dupperne, som hun de seneste år kun har været hver anden eller tredje gang. Det er den sammenligning i den sidste linje i citatet, der skaber tilliden, men også bare selve den – hvad skal vi kalde det? – stilistiske selvsikkerhed:

»Klokken var 21 den tidlige septemberaften i 2022, hvor Adam Basko for første gang mødte en vaskeægte litauer i form af Kamilé Katilené, chef for Vilnius-filialen af statens sikkerhedstjeneste, Valstybés saugumo departamentas./ Kort før han satte sig ind i flyveren i Washington D.C. var det gået op for ham, at han ikke kunne fremmane en litauer for sit indre blik. Han havde skrevet 'litauer' i Googles søgefelt og havde fået en masse billeder af nåletræer, basketballspillere og et uforholdsmæssigt stort antal af landets tidligere præsident Dalia Grybauskaité, som lignede – han fiskede rundt i sin hjerne og kom frem til, at hun lignede Margaret Thatcher uden hals.«