HAMAS er stærkere end nogensinde. Sådan lyder propagandaen fra terrorbevægelsen, hvis støtter erklærer, at palæstinenserne i de sidste syv uger er kommet nærmere »sejren«. I internationale medier lyder det tillige, at Israel ikke har svækket Hamas, tværtimod. Det ser også sådan ud i disse dage, hvor Hamas kører israelerne rundt i manegen. Hvor mange gidsler er stadig i live? Ved Hamas overhovedet, hvor de resterende befinder sig? Israel forhandler i blinde. Det forekommer nødvendigt at minde om, at Hamas har opnået denne styrkeposition i et terrorangreb, hvor de myrdede 1.200 og kidnappede dem, de ikke henrettede eller lemlæstede.
SKAL Hamas afgøre, hvad der nu skal ske, har de spillet ud: De resterende 150 gidsler frigives, hvis Israel løslader 7.000 palæstinensiske fanger og trækker sig helt ud af Gaza. Undrer man sig over vekselkursen, kan man måske forklare det med Hamas-ledernes velkendte holdning til palæstinensiske liv: De er billige. Krigen har varet i snart to måneder, og Hamas har held til at manipulere store dele af verdensopinionen til at opfatte den ulykkelige situation som Israels ansvar alene.
BESEJRES skal Hamas, mener et stort flertal af israelerne, og man må undre sig over, at så mange er uenige. Der er et massivt og voksende pres på israelerne om at udvide våbenhvilen og gøre den permanent. Det skyldes det forståelige ønske om at spare uskyldige civile, men der er en markant modvilje mod at interessere sig for konsekvenserne.
MED en våbenhvile vil Hamas udråbe sig selv til sejrherre, hvilket ikke vil være helt forkert, idet man vil have opnået det, man ønsker: at fastholde magten i Gaza i en styrket position. Genopbygning og international støtte vil derefter ske gennem Hamas. Terrorbevægelsen vil udbygge alliancerne med Iran og Hizbollah (for ikke at tale om Rusland og Kina). Og Hamas vil være i en god position til at presse Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden. Den islamistiske front, der bekæmper både Israel og ethvert forsøg på en fredsaftale, vil stå styrket tilbage. Israel vil uden tvivl indføre en hårdere blokade af Gaza end nogensinde, hvilket de færreste i så fald bør undre sig over. En våbenhvile er en kortsigtet løsning på en akut og forfærdelig situation. På lidt længere sigt vil den gøre tingene værre.
KRIG i det sydlige Gaza vil have ødelæggende konsekvenser, og Israel må gøre sig meget store anstrengelser for at begrænse civile tab. Samtidig er det indlysende, at krig alene ikke vil kunne besejre Hamas. Vold og terror har altid været en del af den palæstinensiske modstandskamp – mod både Israel og mod jøderne i Palæstina før 1948. Det eneste holdbare våben mod denne front er en fredsaftale med de palæstinensere, der ønsker noget andet.
OG her vil nu åbne sig nye politiske muligheder. Benjamin Netanyahu, der er totalt detroniseret i Israel, er afhængig af kræfter, der ønsker evig konflikt og gudgiven dominans over palæstinenserne. Israels bestræbelser på at eliminere Hamas må følges af et markant pres på Israel for at indlede snarlige forhandlinger med Det Palæstinensiske Selvstyre. Det vil få Netanyahu-regeringen til at falde og gøre plads til friske kræfter.
FRED og en aftale om en palæstinensisk stat er det eneste, der i længden kan svække den ideologi, Hamas repræsenterer. Tilhængere af den tankegang vil som sædvanlig kæmpe imod, og det vil den israelske højrefløj også. I denne uge er det 76 år siden, at FN foreslog en delingsplan for Palæstina. Den fortsatte krig skyldes, at denne deling aldrig er blevet gennemført. En fredsløsning er mulig, men det kræver en enorm indsats fra en stor koalition af kræfter, der har en påtrængende interesse i at løse konflikten: USA, EU og de fleste arabiske lande. De eneste, der virkelig vil modsætte sig et stort kompromis, er yderfløjene i Israel og Palæstina, flankeret af Iran og Rusland. Alene det burde øge interessen for at sætte alt ind på at sætte en fredsproces i gang. kras
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
