LONDON – Storbritannien var et af de første lande i Europa, som krævede »samtykke før sex«. Men det var først i 2003, at landet blev en egentlig firstmover på området, da den britiske regering definerede, hvad samtykke før sex egentlig dækker over. Håbet var, at det ville få flere ofre til at anmelde voldtægt til politiet – og resultere i flere domfældelser.

20 år senere står det klart, at den første del af målsætningen i hvert fald er opfyldt: Mange flere kvinder – men også mænd – anmelder nu om dage voldtægt.

Det tog dog tid, før loven slog igennem. Fem år efter dens indførelse, viser tal fra Statistica, var antallet af anmeldelser i England og Wales kun steget ganske lidt – fra 12.295 anmeldelser i 2002-2003 til 13.096 anmeldelser i 2008-2009.

Frem for alt var det afsløringen i 2012 af omfattende seksualforbrydelser begået af den afdøde dj og tv-vært Jimmy Savile, der satte skub i processen. Nok så meget blev befolkningen tilskyndet af politiet, som under Operation Yewtree opfordrede ofre for seksualforbrydelser til at anmelde overgrebene, også selvom de var af ældre dato.

Hvordan kan jurister bevise, at nogen handlede mod bedre vidende efter byturen? Her den festlige bydel i Soho i London. Foto: Richard Gray, Scanpix.
Hvordan kan jurister bevise, at nogen handlede mod bedre vidende efter byturen? Her den festlige bydel i Soho i London. Foto: Richard Gray, Scanpix.

»Når vi kigger på statistikkerne, kan vi se, at der ikke var nogen stigninger i antallet af anmeldelser som resultat af lovændringen i 2003. Stigningen kom først omkring Jimmy Savile-sagen i 2012,« fortæller professor i kriminologi Katrin Hohl fra City University of London.

Senere har også MeToo-bevægelsen spillet en væsentlig rolle for det nu rekordhøje antal politianmeldelser for voldtægt i England og Wales, siger flere eksperter. I 2022-2023 modtog politiet hele 193.566 anmeldelser for seksuelle overgreb, heraf 68.049 anmeldelser for voldtægt.

Men den anden del af målsætningen – flere domfældelser for voldtægt – kniber det til gengæld med. Som man må forstå Katrin Hohl, ender 99 procent af alle anmeldelser nu med frifindelse.

Så hvordan går det til?

Lovændringens virkninger

Da de britiske politikere i starten af 00erne blev enige om at opdatere landets voldstægtslov, var det blandt andet, fordi der var bred enighed om, at den daværende lov var »forældet, usammenhængende og diskriminerende« og ikke afspejlede de ændrede sociale holdninger i samfundet.

Især var der behov for en afklaring af, hvad »manglende samtykke« – som havde været definitionen på voldtægt i Storbritannien – egentlig dækkede over.

Resultatet af reformprocessen blev den nye Sexual Offences Act 2003, som slår fast, at en person giver samtykke til sex, hvis han eller hun af egen fri vilje indvilger i at have sex og er i stand til at foretage dette valg. Det betyder blandt andet, at en person ikke er blevet truet til at sige ja og verbalt eller nonverbalt skal udtrykke et ønske om seksuelt samkvem – og derfor naturligvis skal være ved bevidsthed.

Ifølge den nye lov er der tale om voldtægt, hvis det kan bevises, at den forurettede ikke gav samtykke, og at den anklagede ikke havde rimelig grund til at tro, at der var givet samtykke.

I virkelighedens verden er det sidste imidlertid overordentligt svært at bevise. For hvordan beviser man, at nogen handler mod bedre vidende?

»Hvis offeret i en voldtægtssituation fryser frem for at kæmpe imod, så kan manden påstå, at han ikke kunne vide, at hun ikke gav samtykke. Og hvis det ikke kan bevises, at den anklagede med sikkerhed vidste, at offeret ikke gav samtykke, så går han fri. Bevisbyrden påhviler jo offeret for forbrydelsen,« siger hun.

Det samme problem ser man i andre lande, som også har en lovgivning baseret på samtykke, tilføjer hun.

»Problemet er, at man skal bevise noget, som foregår inde i folks hoveder, og i England skal det bevises 'ud over enhver rimelig tvivl'. Det er ikke nok, at det er usandsynligt, at hun gav samtykke.«

Selvom den danske samtykkelov er spritny – fra 1. januar 2021 – tyder de foreløbige spinkle resultater på, at det samme vil gøre sig gældende i Danmark.

Ifølge Danmarks Statistik var det kun fem procent af alle anmeldelser for voldtægt i 2021, der førte til dom med frihedsstraf; der var 115 domfældelser og 2147 anmeldelser. I 2022 var der 131 domfældelser med frihedsstraf og 1925 anmeldelser, svarende til syv procent. Det kunne altså tyde på, at færre relativt set bliver dømt, omend ikke alle domfældelser vil falde samme år. 

I 2013 var det 13 procent af alle anmeldelser, der førte til dom med frihedsstraf. Dengang anmeldte 367 personer voldtægt og 48 blev dømt.

Positive og negative konsekvenser

På trods af de få domfældelser mener eksperterne alligevel, at den britiske samtykkelov kan have positive effekter.

»Vedtagelsen af den nye lov og definitionen af samtykke var et kæmpe fremskridt i forhold til at fremme forståelsen af, hvad voldtægt er, og hvad samtykke betyder. Men selvom det var et positivt skridt, så er antallet af domme for voldtægt bare blevet ved med at falde«, siger professor Nicole Westmarland, der er direktør for Centre for Research into Violence and Abuse på Durham University.

Katrin Hohl er enig:

Hvis offeret i en voldtægtssituation fryser frem for at kæmpe imod, så kan manden påstå, at han ikke kunne vide, at hun ikke gav samtykke. Og hvis det ikke kan bevises, at den anklagede med sikkerhed vidste, at offeret ikke gav samtykke, så går han fri.
Katrin Hohl, Kriminolog fra City University of London

»Det havde også en enorm symbolsk betydning her i England, da loven oprindeligt blev ændret i 1992. Inden da var voldtægt begået i et ægteskab ikke voldtægt, og mænd kunne ikke være voldtægtsofre. At bringe loven på linje med den måde, samfundet tænker på, er enormt vigtig,« siger hun og tilføjer modfaldent: »Men når vi ser på resultatet i forhold til antallet af sigtelser og domfældelser, så står det klart, at lovens ordlyd er en helt anden ting end loven i praksis; altså som den udspiller sig på politistationer og i retssale.«

Flere af eksperterne fremhæver, at forældede forestillinger om samkvem mellem mænd og kvinder kan være en medvirkende årsag til det lave antal domfældelser.

Katrin Hohl har studset over, at sandsynligheden for domfældelse i en sag, hvor kvinden og manden indgår i en amourøs relation, er lavere end i sager, hvor de ikke kender hinanden på forhånd. For ifølge loven er det helt irrelevant for, om der er tale om en voldtægt eller ej, at parterne kender hinanden.

»Antallet af domfældelser i sager, hvor der er tale om et eksisterende intimt forhold, er meget lavere end i de sager, hvor gerningsmand og offer ikke kendte hinanden på forhånd. Der er tale om en faktor, som ikke står i loven, og som ikke burde gøre nogen forskel for sagen, men som ikke desto mindre gør en forskel,« forklarer Hohl.

Forsvar for mændene

Michael Naughton, der underviser i sociologi og jura på Bristol University, påpeger, at forventninger til kvinder også kan have ændret sig over tid.

»For 20-30 år siden ville mange nævninge for eksempel have haft den forestilling, at hvis en kvinde har en kort nederdel på, er meget fuld eller har haft mange seksualpartnere, så betyder det automatisk, at hun gav samtykke. Nyere forskning viser dog, at nævningene ikke tænker sådan længere.«

Til gengæld er Michael Naughton dybt bekymret for, at loven med tiden vil få den konsekvens, at nævningene begynder at anskue enhver mand som en potentiel voldtægtsforbryder.

»Ofte må man vente på en ny generation af jurister, før en ny lov bliver implementeret i praksis, for de praktiserende jurister fortsætter ofte bare, som de altid har gjort. Så det kan tage 15-20 år, før en lovændring for alvor ændrer kulturen og den måde, som loven bliver implementeret på,« siger han og tilføjer, at det også tager tid for nævninge at ændre deres personlige opfattelse af, hvad for eksempel samtykke er, selv hvis loven siger noget andet.

Han mener, at konsekvensen af lovændringen i 2003 først nu er begyndt at vise sig i statistikkerne.

I Danmark har litteraturforsker og forfatter Marianne Stidsen hævdet, at samtykkeloven har resulteret i, at »alt for mange uskyldige mænd dømmes og smides i fængsel«, og Naughton mener, at det samme kan siges om lovændringen i England og Wales (Skotland og Nordirland har deres egne retssystemer, red.).

Han tolker nemlig loven således, at det nu er op til manden at bevise, at han troede, at partneren gav samtykke til sex; altså omvendt bevisbyrde.

»Vi ser nu en eksplosion i antallet af anmeldelser for voldtægt, men vi ser også en eksplosion i antallet af mænd, der siger, at de er blevet ofre for falske klagemål,« siger Naughton, som i mere end ti år har stået i spidsen for projektet False Allegations Watch, der forsker i falske klagemål i bredere forstand.

»Jeg er begyndt at interessere mig for voldtægtssagerne, fordi 90 procent af alle dem, som har skrevet til mig i de seneste par år, er mænd, som siger, at de er blevet dømt for en voldtægt, som de ikke har begået.«

Michael Naughton har dog ikke tal for stigningen i antallet af mænd, der mener, at de er blevet udsat for justitsmord, ligesom det heller ikke er muligt at bevise, at de taler sandt.

»Vi forsøger at give de folk, som hævder, at de er blevet udsat for justitsmord, en stemme,« forklarer Naughton.

Ifølge forskning foretaget for Justitsministeriet vurderes det, at omkring tre procent af alle anmeldelser af voldtægt er falske, hvilket er på linje med antallet af falske klagemål i sager om ikkeseksuelle voldelige overgreb.

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at de mange voldtægtssager har store menneskelige konsekvenser: for de kvinder, som ser mændene gå fri, og for de mænd, der, hvad enten de går fri eller ej, føler sig hængt ud som voldtægtsforbrydere.

For domstolene er det heller ingen fest, for de er ved at segne under byrden af sager. Ifølge tal fra denne sommer var der i årets første kvartal et efterslæb af voldtægtssager på 2.210 sager sammenlignet med 576 sager i samme kvartal for fire år siden.

Det betyder ifølge Katrin Hohl, at det i gennemsnit tager 817 dage, før en sag kommer for en domstol. Og det er endnu en årsag til, antallet af domfældelser er så lavt. For som hun siger:

»63 procent af sagerne bliver trukket tilbage, fordi ofrene simpelthen giver op.«

Rettelse: En tidligere udgave af denne artikel henviste til en evaluering foretaget for Folketingsretsudvalg. Det stod imidlertid ikke klart, hvem der havde forfattet analysen. Derfor henvises nu til tal fra Danmarks statistik.