Kun få arbejder mindre end danskerne

Samtiden er fuld af forførende løgne, og en af de største er forestillingen om, at vi arbejder helt utrolig meget i Danmark. Faktisk så meget, at vi kan få helt ondt af os selv bare ved tanken og derfor kalder vores arbejdsplads for et »hamsterhjul« og os selv for »konkurrencestatssoldater« og er nødt til at vrænge ad statsminister Mette Frederiksen, når hun siger, at vi godt kan glemme alt om at arbejde mindre.

For forstår hun da slet ikke, hvor hårdt vi har det? Tror hun virkelig, at vi kun er til for velfærdsstaten? Og har hun overhovedet ikke hørt om quiet quitting, lazy girls job, great resignation og alle de andre hashtag-tendenser, som peger på, at folk ikke gider undertrykkes af deres arbejdsgiver længere?

Det har hun formentlig, men sagen er stadig, at vi ikke arbejder særlig meget i Danmark. Faktisk er vi et af de folk, der arbejder mindst i verden, kun overgået af tyskerne, hvis vi sammenligner med de øvrige OECD-lande.

Samtidig er historisk mange af os på deltid, vi ferierer mere end de andre, og aldrig har vi haft mulighed for at afholde så meget barsel, hvilket Enigmas tidligere direktør Jane Mylenberg også for nylig mindede os om i et indlæg på Altinget om »danskernes stærke arbejdsmoral«.

En arbejdsmoral, som Mette Frederiksen flere gange har hyldet, selvom den måske også hører til en af samtidens mange forførende løgne. For er den moral egentlig så stærk?

Diskussionerne om afskaffelsen af store bededag viste i al fald, at de fleste danskere ikke er villige til at spendere så meget som et minut mere på deres arbejde, og siden pandemien har det heller ikke skortet på artikler, bøger og samtaler om det gode liv, der tydeligvis ikke er arbejdslivet. Tværtimod.

Arbejdslivet har ligesom DSB og døden et imageproblem, hvilket også afspejles i, at ordet »hamsterhjul« i 2012 blev brugt i 29 arbejdsrelaterede artikler, mens det i 2022 blev brugt i 125. En udvikling, der næppe er vendt siden.

Det er også interessant at kigge på Rockwool Fondens løbende undersøgelser af vores arbejdsliv. Her har man flere gange påpeget, at der er forskel på vores »normale« og »faktiske« arbejdstid.

Det betyder, at vi har en tendens til at overvurdere, hvor meget tid vi bruger på at arbejde, og at vores overvurdering vokser, jo mere vi tror, vi arbejder. Fonden anslår således, at folk, der godt kan lide at fortælle, at de arbejder over 50 timer om ugen, reelt arbejder 12,5 time mindre, og det skyldes, at mange glemmer, at de i mandags havde barns sygedag, at de tirsdag tog til tandlæge i arbejdstiden, at de mødte ind senere onsdag og havde lagt et møde ude i byen torsdag, som tog en time, mens transporten tog to.

Der går nok også en del tid med at surfe og shoppe på nettet i arbejdstiden, og fredag klokken 14.30 begynder der at være sort på vejene, fordi folk skal hjem, hvis da ikke ugen lige skal rundes af med en fredagsbar. Læg dertil den tid, der bliver brugt ved kaffemaskinen på brok over det onde, hårde arbejde og selvfølgelig chefen og nu også Mette Frederiksen, der har sagt, at vi godt kan glemme alt om at arbejde mindre.

DET INTERESSANTE spørgsmål er: Hvorfor tror vi selv, at vi arbejder så meget? Særligt forældre til førskole- og skolebørn har utrolig ondt af sig selv, selvom Rockwool Fondens Forskningsenhed flere gange har påvist, at det ikke er blevet hårdere at være forælder siden midten af 1980erne, og at de, der har dårligst samvittighed over at være for lidt sammen med deres børn, samtidig er dem, der bruger mest tid sammen med dem.

En del af forklaringen er, at vores fritid er båndlagt af aftaler. At den frie tid er blevet mindst lige så fastlåst som arbejdstiden, blot af lege-, løbe-, kaffe-, yoga- og middagsaftaler. Stress kan således ikke alene tilskrives karrieren og arbejdstiden, men opstår snarere som følge af de forventninger, mange i dag har til det såkaldt vellykkede liv.

Forventninger til at være en nærværende og Aula-opdateret forælder, en god ven, støttende ægtefælle, sexkilling, have en krop som en græsk gud, et smukt hjem og derudover være gastroseksuel, velklædt, velstillet, uafhængig og fri til at gå til mellemlederpadel et par gange om ugen. Og hvis ikke det stresser, hvad gør så?

Selvfølgelig kan det være hårdt arbejde at balancere familieliv og karriere, men løsningen er ikke at skælde ud på Mette Frederiksen, men derimod at opføre sig som en myndig borger og blive bedre til at prioritere og finde løsninger for sit eget liv.

Selvom der ikke føres statistik over danskernes selvmedlidenhed, er det mit indtryk, at vi har mere ondt af os selv end nogensinde, og det er naturligvis paradoksalt, eftersom vi lever i et af verdens mest velfungerende og velstående lande.

Hvis vores oldeforældre kunne rejse sig fra graven og træde ind i vores samtid, ville de dø af grin over særligt de borgerlige, der frådende har kritiseret statsministeren for at komme med så ukontroversielt et budskab. Engang var flid en borgerlig dyd, i dag er den åbenbart afløst af flæb og mere fritid.