Kunsten at dræbe. USA står i en historisk henrettelseskrise. Man har prøvet hængning, skydning, gas, elektriske stole og giftsprøjter. Men dødsfangerne dør ikke, som de skal.

De levende døde

Da stropperne omkring Kenneth Smiths krop blev løsnet i de sene aftentimer 17. november, havde den dødsdømte fange været spændt fast til briksen i fire timer. Det var meningen, at han skulle dø den aften. Alligevel gik han fra Alabamas henrettelseskammer i live.

Bødlerne havde ellers gjort, hvad de kunne: Overalt på Smiths krop havde man søgt at finde en vene, det var muligt at sprøjte den dødbringende kemiske cocktail ind i. Den kriminelle var blevet stukket i hænderne, armene, fødderne, brystet, halsen – på et tidspunkt var han endda blevet hængt på hovedet, så årene trådte tydeligere frem – men hver gang ramte nålen forbi og ind i en muskel. Da klokken passerede midnat, gav bødlerne op. Tidsfristen, som var udstukket af delstatens højesteret, var udløbet.

Nu sidder Kenneth Smith, dømt til døden for at udføre et lejemord på en præstekone i 1988, atter i sin celle på dødsgangen. Her venter han på Alabamas næste træk: Snart vil de muligvis forsøge at gasse ham ihjel.

Det er ellers årtier siden, at man sidst har gasset dødsfanger i USA. Men Alabama er desperate – tre henrettelser i delstaten er gået galt i løbet af det seneste halve år. Samme desperation breder sig i flere andre amerikanske delstater. Så nu kan gamle henrettelsesmetoder, der ellers var afskrevet som unødvendigt brutale og bedagede, være på vej tilbage. USA står midt i en gedigen henrettelseskrise. Dødsfangerne dør ikke, som de skal.

Fejlslagne udførelser

2022 er i USA blevet døbt »året for fejlslagne henrettelser«. Der blev sidste år udført rekordfå henrettelser, men rekordmange af dem gik galt. To af dem gik så skævt, at fangerne endnu er i live, og mere end en tredjedel af de 18 henrettelser, som blev gennemført, var »åbenlyst problematiske«, viser en rapport fra tænketanken Death Penalty Information Center. Alle henrettelser blev udført med dødelige indsprøjtninger.

Engang troede man, at dødssprøjten var svaret på det spørgsmål, der har præget den amerikanske dødsstrafdebat i mere end et århundrede: Hvordan tager man livet af sine værste kriminelle på en måde, der ikke får retsstaten til at fremstå barbarisk? Med sprøjten fik fangerne »en misundelsesværdig stille død«, som højesteretsdommer Antonin Scalia formulerede det i 1994.

Men døden blev ikke stille. Henrettelserne med sprøjterne mislykkes på forskellig vis:

I nogle tilfælde – som hos Kenneth Smith – kæmper bødlerne i timevis med at få sprøjtet den dødelige cocktail ind, fordi de ikke kan finde en brugbar vene. Da en henrettelse strider imod lægeløftet, er det vanskeligt at finde læger, der vil tage del i proceduren, og mange henrettelser udføres derfor af fængselspersonale uden egentlige medicinske kundskaber. Desuden har mange af dødsfangerne helbredsproblemer eller er tidligere misbrugere, og deres hårdt prøvede vener er svære at stikke i.

Andre fanger får skudt tvivlsomme lægemidler eller forkert afmålte doser ind i kroppen, hvilket kan føre til, at de kaster op, kramper og løfter sig fra briksen, mens de slås ihjel. Enkelte fanger er vågnet under akten og har talt undervejs.

Problemerne skyldes primært, at de dødbringende præparater er blevet yderst vanskelige at få fat på. Den ideelle blanding til en henrettelse består på papiret af tre midler – et bedøvende, et lammende og et dødbringende. Men da et medicinalfirma fra North Carolina, der som de eneste i USA var godkendt til at producere bedøvelsesmidlet Thiopental, i 2010 pludselig stoppede produktionen, blev den perfekte cocktail umulig at blande.

Delstaterne blev derfor tvunget til at eksperimentere med alternative medikamenter. Det har resulteret i obskure kemiske blandinger, der ikke er gennemtestede og i nogle tilfælde ikke er stærke nok til at slå effektivt ihjel.

Nu volder sprøjterne myndighederne så store hovedbrud, at de – i håb om at kunne henrette mere effektivt – i stedet er begyndt at finde inspiration i fortiden.

I South Carolina har man bygget et nyt dødskammer, hvor man fremover vil give dødsfangerne valget mellem to allerede afprøvede metoder: De kan blive aflivet i den elektriske stol eller skudt i brystet af en såkaldt henrettelsespeloton. I Alabama vil man, i lighed med Oklahoma og Mississippi, genindføre gassen.

Især gassen er kontroversiel. Da metoden blev opfundet i 1924, var den tænkt som et »hurtigt og smertefrit« alternativ til galgen og den elektriske stol, men i realiteten endte gassede fanger med at lide en lang og grusom død – de skreg, hostede og harkede, kæmpede for deres liv, indtil deres øjne svulmede op, huden blev blå, og de mistede bevidstheden. Til sidst blev deres organer langsomt nedbrudt.

»Gas er den værste død, man kan forestille sig,« som Deborah Denno, professor ved Fordham University School of Law og én af USAs førende eksperter i dødsstraf, siger til Weekendavisen. »Langt værre end indsprøjtningerne.«

Der er foretaget gashenrettelser både i 1980erne og 1990erne, men med tiden blev metoden sendt i skammekrogen – Nazitysklands gaskamre havde også givet den et blakket ry. I Alabama vil man derfor nu forsøge sig med gassen på mere moderne vis: Med en ny og endnu ikke afprøvet metode vil man give fangerne en plasticmaske om hovedet og fylde den med en dødelig dosis nitrogen.

Men også her risikerer Alabama at løbe panden mod en mur. Ifølge magasinet The Atlantic kniber det nemlig med at finde gasselskaber, som vil levere nitrogenen.

Den pæne metode

Fortællingen om USAs problematiske henrettelser er en historie, der går i ring. Lige siden nationens fødsel har landet jagtet den pæne og ordentlige henrettelse – og hver gang en ny teknologi er blevet introduceret, er samme løfte blevet givet: Denne henrettelsesmetode er sikker, pålidelig og bedre end den forrige.

Mens de fleste lande, der bruger dødsstraf, har valgt én henrettelsesmetode og har holdt sig til den – Taiwan skyder, Iran hænger, Saudi-Arabien halshugger – har amerikanerne prøvet sig frem. Amerikanske afstraffelsesmetoder må ikke være »grusomme« eller »usædvanlige«, står der i landets forfatning. En henrettelse skal være »human«, har det gennem historien lydt igen og igen. Spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre.

Du ville aldrig tillade denne mængde inkompetence i noget andet job.

Deborah Denno, professor ved Fordham University School of Law

Siden før USAs grundlæggelse og indtil langt oppe i 1900-tallet var hængning den foretrukne henrettelsesmetode. Galgen var en simpel og billig løsning. Som Austin Sarat, professor ved Amherst College og forfatter til bogen Gruesome Spectacles: Botched Executions and America’s Death Penalty, skriver:

»At binde en løkke om en mands hals, kaste rebet over en gren på et robust træ og løfte ham mod himlen viste sig at være en opfindelse, der skulle bestå tidens tand.«

Efterhånden erfarede man dog, at metoden var mindre problemfri end antaget. I teorien giver hængning en hurtig og, hvis den udføres korrekt, smertefri død. Men i realiteten dør mange ikke af en brækket nakke, men bliver kvalt langsomt af at hænge i rebet og får derfor en lang og pinefuld død.

Brutaliteten fik allerede i 1774 den britiske læge og anatomiprofessor Alexander Monro til at udtale, at »en mand, som bliver hængt, lider voldsomt; en mand, der hænger i et reb, bliver kvalt som ved at få sin respiration stoppet med en pude presset ned over ansigtet«.

100 år senere gik det samme op for amerikanerne. Blandt befolkningen bredte sig en nyopstået sensibilitet over for den primitive aflivningsmetode. Den var ikke passende for denne teknologisk moderne og moralsk overlegne nation, mente man. »Hængning er et levn fra middelalderen,« lød det i 1885 fra New Yorks guvernør, David B. Hill, som opfordrede til, at »nutidens videnskab« skulle opfinde en henrettelsesmetode, der kunne tage livet af de dømte på »mindre barbarisk vis«.

Allerede nogle år forinden, i 1881, havde en tandlæge fra New York, Alfred P. Southwick, udviklet et nyt dødsredskab: Han havde formået at sætte strøm til en specialbygget tandlægestol. Ni år senere blev hustrumorderen William Kemmler som den første placeret i en tilsvarende stol – men tanken om den pæne, elektriske død skulle vise sig at være en illusion.

I 17 sekunder fik Kemmler 700 volt strøm igennem sig. Men selvom vidner til mordforsøget kunne lugte brændt tøj og forkullet krop, var fangen ikke død. Han blev derfor sat i stolen endnu en gang. Denne gang fik han 1.030 volt gennem sig, og efter to minutter stod der røg ud fra hans hoved, og døden indtraf omsider.

»Fra i dag lever vi i en mere civiliseret nation,« sagde Southwick, stolens opfinder, efter henrettelsen. En anden strømentusiast, den amerikanske pioner inden for elektroteknik George Westinghouse, var mindre begejstret og konkluderede, at »de kunne have gjort det bedre med en økse«.

Siden da har den elektriske stol taget livet af tusindvis af amerikanere, men med tiden løb folkestemningen fra den. Det blev endeligt cementeret i 1997, da den cubanske morder Pedro Medina satte sig i Floridas elektriske stol – der var så gammel, at den havde tilnavnet »Old Sparky« – og en krone af høje stikflammer stod ud fra hans hoved. Hans bryst blev ved med at hæve og sænke sig, indtil flammerne forsvandt. Efter henrettelsen var rummet så fyldt med tyk røg, at tilskuerne i det tilstødende lokale måtte evakueres.

Lige så grufulde eksempler har man set med øvrige alternativer. Da Nevada i 1924 som den første stat skulle henrette en fange med gas, var temperaturen i gaskammeret så lav, at gassen ikke fordampede, men samlede sig på gulvet i en stor, dødbringende pøl. Da fangen – det kinesiske bandemedlem Gee Jon – efter lang tids gispen åndede ud, konstaterede en læge, at han nærmere var død af kulde end af selve gassen.

Alt dette førte amerikanerne til nutidens foretrukne henrettelsesmetode: dødssprøjten. De første indsprøjtninger blev givet i Texas i 1982, men i løbet af det næste årti havde metoden bredt sig til hele landet. Man troede, at det var så simpelt som at give en vaccination, og at metoden kun ville være lidt ubehagelig, nærmest umærkelig, for dem, der skulle dø – og måske vigtigst af alt for dem, der skulle kigge på.

Men det skulle vise sig, at USA aldrig har haft en henrettelsesmetode, der volder flere problemer.

Mange går galt

Austin Sarat undersøger i sin bog, hvor mange af landets henrettelser der gennem historien er gået galt – og hvilke metoder der oftest har været skyld i problemerne.

Ser man på hele perioden mellem 1890 og 2010, er 3,5 procent af alle henrettelser gået galt. Sorterer man de første 100 år fra, er sagen dog en anden: Mellem 1980 og 2010 er mere end 8,5 procent af alle henrettelser gået galt. Værst står det til med sprøjterne: Ingen anden metode har historisk set været skyld i flere problematiske henrettelser. Over syv procent af alle henrettelser med dødelige sprøjter er gået galt, og siden Sarat afsluttede sin undersøgelse for knap ti år siden, er tallet kun steget, fortæller han.

Det er umuligt at tale om fejlslagne dødssprøjter uden at nævne Clayton Lockett. I Amerikas moderne henrettelseshistorie findes der et før og et efter hans død i 2014. Det var nemlig Lockett – en dødsdømt morder og voldtægtsmand fra Oklahoma – der for alvor lod USA forstå, at landet er i henrettelseskrise.

Han skulle slås ihjel med en kemikaliecocktail, der aldrig var brugt på mennesker, og som endnu ikke var godkendt eller gennemtestet. Det første stof gjorde ham kortvarigt bevidstløs, men mens de øvrige stoffer blev sprøjtet ind, vågnede Lockett. Han vred sig, stønnede og lagde an til at rejse sig fra briksen. »Åh mand,« jamrede han, mens personalet febrilsk rullede gardinerne for, så familiemedlemmer og de mange journalister ikke kunne se, hvad der foregik. Herefter forsøgte fængselspersonalet at stoppe henrettelsen, men det var for sent. Efter 43 minutter døde Clayton Lockett af et hjertestop.

Siden er problemerne bare vokset. I Alabama er det siden i sommer gået galt tre gange på den samme briks. Efter henrettelsen af dødsfangen Joe James i juli viste en obduktion, at bødlerne, der havde forsøgt at tage livet af ham i tre timer, havde måttet skære et dybt snit i hans arm for at finde en åre. Siden var det morderen Alan Miller, som personalet ikke var i stand til at lægge det dødelige drop på, og en måned senere lejemorderen Kenneth Smith.

Både Miller og Smith har været dødsdømte i snart 20 år. Nu er de fejlagtigt i live, og deres åndedrag er blevet en påmindelse om, at dødsstraffen i USA befinder sig i en yderst betrængt situation.

»Der har altid været problemer, ikke kun med metoderne, men også med domfældelserne og selve systemet,« siger Austin Sarat. »Men de seneste år har det udviklet sig til en regulær katastrofe. Det mærkelige er, at antallet af henrettelser i samme periode er faldet drastisk. Jo færre henrettelser vi har, desto flere fejl opstår der. Måske øvelse i virkeligheden gør mester.«

Fra Deborah Denno, professor ved Fordham University School of Law, lyder det, at de mange fejl ikke skal tilskrives uheld, men inkompetence.

»Du ville aldrig tillade denne mængde inkompetence i noget andet job. Og dette er tilmed et af de vigtigste, du kan have: Du bestemmer, hvordan mennesker skal dø – og hvor humant det skal være,« siger hun.

»Der er selvfølgelig også nogle, der vil trække på skuldrene og sige: Det er en flok mordere, som har begået modbydelige forbrydelser, deres lidelse bekymrer mig ikke. Men sådan fungerer det ikke, når man har en forfatning, der siger noget andet.«

Skyd dem

Spørger man Deborah Denno, hvilken henrettelsesmetode hun selv ville vælge, hvis det skulle foregå så humant som muligt, kommer svaret uden tøven:

»Skud,« siger hun. »Mange bryder sig ikke om den metode, den giver os associationer til Det Vilde Vesten, men i virkeligheden er det den hurtigste og mest humane måde, man kan henrette på. De relativt få gange, metoden er blevet brugt i moderne amerikansk historie, er det sket effektivt og fejlfrit.«

Gassen er den metode, professoren mindst ville vælge. Dernæst sprøjten. Men alle henrettelsesmetoder tvinger myndighederne til at erkende, at USA tager livet af deres dødsfanger på en betænkelig måde, mener Denno: »Så snart de indser det, bliver det tydeligt, at de har taget del i en forfatningsstridig proces.«

Netop forfatningen – og dens ottende tilføjelse, som slår fast, at en henrettelse ikke må være grusom eller usædvanlig – har været omdrejningspunkt for mange af sagerne med problematiske henrettelser i de seneste år. Flere gange har advokater og aktivister klaget til domstolene og søgt at få henrettelser udskudt eller omstødt for at undersøge, hvorvidt de er i strid med forfatningen.

Samme manøvre er blevet udført af fangerne selv: I begyndelsen af januar afviste retten i Texas et søgsmål fra tre dødsfanger, der forsøgte at få rettens ord for, at planen om at henrette dem med indsprøjtninger var forfatningsstridig. Sprøjterne var, ifølge fangerne, skaffet på ulovlig vis og holdbarheden for længst udløbet. Den ene af fangerne, Robert Fratta, blev henrettet tirsdag i sidste uge. Han døde, 24 minutter efter at det første stof var sprøjtet ind i hans arme. De to andre fanger skal henrettes inden for de kommende uger.

I Alabama, der det seneste halvår har haft rekorden i flest fejlslagne henrettelser på kortest tid, har guvernør Kay Ivey udstedt en midlertidig standsning af alle henrettelser. Pausen kom efter Kenneth Smiths mislykkede død i november. Ifølge guvernøren skal delstatens myndigheder nu undersøge henrettelsespraksissen »fra ende til anden«.

Men tror man, at det betyder, at delstaten nu overvejer helt at sige farvel til dødsstraffen, tager man grueligt fejl. De venter snarere på at få at vide, hvornår de kan fortsætte. Ikke mindst så de kan få godkendt deres nye foretagende med nitrogen.

»Alabama vælger en innovation, der er teknisk snarere end moralsk,« som journalist Elizabeth Bruenig fra The Atlantic skrev forleden.

Alabamas justitsminister, Steve Marshall, er af en anden holdning. For ham handler det om, at fangerne skal dø, så ofrenes familier kan få ro i sindet. Som han sagde på en pressekonference for nylig: »Forsinket retfærdighed er sjoflet retfærdighed.«

Og Kenneth Smith? Han venter svar på, om Alabama atter må forsøge at henrette ham med sprøjten. Hvis ikke skal han dø på anden vis. Måske med en maske fyldt med nitrogen. Indtil da er han en død mand, der lever.