HVEM køber togbillet til en længere rejse i Danmark med blot en smule ro i sjælen? Hvem sætter sig i toget uden nervøsitet over aflysninger, forsinkelser og togbusser, der aldrig kommer? Hvem overvejer ikke at tage bilen eller flyet? Fra nytår er svaret: endnu flere, når DSB hæver billetpriserne markant. At rejse kollektivt bliver konstant dårligere og dyrere. At toget ikke kommer, er vi vant til. Men hvornår ankommer kravene om politisk handling?
ØDELAGDE generationer af uambitiøse politikere togdriften, er det sket helt uden debat. Kollektiv transport udtrykker ellers konkret den sammenhængskraft, politikere elsker at tale om. Den geografiske først og fremmest, mellem by og land. De manglende ambitioner gør forsikringerne om at skabe sammenhæng mellem storby og udkant hule. Bosætter en familie sig i provinsen, må den have en bil, måske to. Har man et sommerhus, må man have en bil. Pendler man, er man afhængig af et system, man overhovedet ikke kan stole på. Vil man overholde aftaler, må man lægge en del luft ind i rejseplanen. Eller få sig en bil.
DEN kollektive transport er lige så afgørende for den sociale sammenhængskraft. Den skal sikre, at folk, der ikke har råd til en bil, som koster en afgiftsbelagt formue, kan komme sikkert og hurtigt frem. De borgere må slå en træt hånlatter op på perronen, når de endnu en gang mindes om statens manglende evne til at blødgøre sociale forskelle dér, hvor det burde være allermest ligetil: ved at lægge nogle skinner og køre tog til tiden. Slutteligt skal den kollektive transport sikre sammenhæng mellem os selv og vores børn og børnebørn. Men hvordan kan vi med den mindste troværdighed påstå at skabe grøn omstilling for deres skyld, når den kollektive transport kører os baglæns?
KOLLEKTIVE transportformer afslører noget fundamentalt om et samfund: Hvor alvorligt menes erklæringerne om fællesskab? Hvor ambitiøs er man i det øjeblik, borgeren bevæger sig ud af sit eget hjem for at møde andre? Selv i lande, hvor de fleste kollektive institutioner fungerer rædsomt, insisterer man på, at togdriften i det mindste skal virke. Her er vi på den mest dagligdags måde i fællesskabets vold. Virker den fælles transport ikke, klarer vi det hellere alene. Og hvis ikke et samfund kan sikre tog til tiden, hvorfor så forvente noget af mere komplekse fænomener – for eksempel sundhedsvæsenet og skolesystemet?
TRANSPORT på skinner er af mærkværdige årsager blevet politisk lavstatus. Sådan har det ikke altid været: »Næst efter kønsdriften er af de menneskelige drifter jernbanedriften den, der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse,« sagde venstremanden J.K. Lauridsen i slutningen af 1800-tallet, hvor visioner om kollektiv transport var uomgængelige for enhver ambitiøs politiker. Hermed et opråb til alle på øde perroner eller i overfyldte tog, danskere, der forgæves venter på information om det tog, der aldrig kommer, medborgere, der mod endnu et sporarbejde polstrer sig med apati og stille vantro: Slip togdriften fri, og lad den flyde sammen til et fælles raseri mod de politikere, der intet gør for at sikre den mest håndgribelige form for sammenhængskraft, der findes.
