BILLEDET kender de fleste: En mand med gevær i hånd er på vej ned ad en skråning, da han rammes af en kugle. Den unge ungarer Robert Capa, der dækkede Den Spanske Borgerkrig i 1936, har taget fotoet. Det er her, det moderne krigsfotografi tager sin begyndelse.
LYVER billedet? Man kan ikke se på det uden at tænke, at vi her overværer et menneskes sidste øjeblik. Kugle og billede skydes samtidig. Han dør for næsen af os og går direkte over i den kollektive erindring. Man tænker også, at den patron lige så godt kunne have ramt Capa. Han har sat sit liv på spil for at dokumentere soldatens død. Men fotoet er formentlig løgn. I 2009 blev det fastslået, at det er taget langt fra fronten og højst sandsynligt er opstillet.
MERE er kommet frem om Danmarks berømte krigsfotograf Jan Grarup. I sidste uge fortalte hans to ukrainske fiksere her i avisen, hvordan han i et interview i Politiken har pyntet på sandheden, så han fremstod tættere på dramatiske begivenheder, end han var. Nu beskyldes han for at have løjet sig til stede ved en kirke i Rwanda i 1994, kort efter en massakre under folkemordet havde fundet sted. Han har også groft overdrevet de overgreb, en i forvejen voldsomt maltrakteret ung pige i Rwanda blev udsat for.
END ikke den mest sympatiske udlægning kan forklare, hvorfor Grarup lyver om den slags. Hans fotografier rummer rigeligt med blodig dramatik i forvejen. Han har tydeligvis ofte sat sit liv på spil for at fastholde billedet af menneskelige vanskæbner kloden rundt. Det har haft store omkostninger for hans liv. Hvorfor lægge til?
TUSIND ord kan ikke sige så meget som et enkelt billede, lyder det. Fotografer udfører en essentiel funktion som vidner til historien og udsætter sig selv for livsfare for at dokumentere menneskelig ondskab. Men allerede Capas foto er en påmindelse om, at billeder kan lyve, og at fiktion og selviscenesættelse har været med i mørkekammeret fra begyndelsen. Fotografer kan hævde, at deres billeder forestiller noget andet, end de gør. Lyssætning og filtre kan få det til at tage sig mere dystert ud. Beskæringer kan fjerne det, der afkræfter den historie, fotografen vil have, vi skal forstå. Vi kan blive vildledt.
ORD tåler således sagtens sammenligning med billeder. Men nok har Jan Grarup løjet om sine billeder; har han også ligesom Capa løjet i dem? Det er der ingen, der anklager ham for. Alligevel må den seneste tids afsløringer kaste et skarpt lys på de billeder, han har hævdet er dokumentation for nogle af de seneste årtiers mest forfærdelige krigsforbrydelser. Dem kan man ikke længere se på uden at tænke, at han manipulerer med os. Grarup er blevet berømt på sin evne til at præsentere frygtelige krigsscener, så de ligefrem fremstår smukke. Hans billeder af bombekratre, ruiner, forvredet jern, sårede soldater og fortvivlede børn er så lækkert udført, at de gnidningsfrit kan præsenteres i bogform og ligge fremme som coffee table book hos anstændige familier. Der er paradoksalt nok noget beroligende over dem. De bekræfter vores indre billeder af, hvordan krig ser ud. Det er ikke godt, for billederne ender som klicheer, mens krigens egentlige omstændigheder fortoner sig. Spørgsmålet må være, om Grarups fotografier i lige så høj grad forestiller fotografen selv. Om hans forfængelighed og selviscenesættelse står i vejen for den sandhed, han påstår at dokumentere. Og om hans publikum har købt en særlig, æstetiseret form for krigsbilleder, der ikke rigtig gør os klogere. Jan Grarup har i så fald ikke alene forblændet den nysgerrige offentlighed. Han har også svigtet de ofre, han altid har hævdet at tale på vegne af.
