Hen over weekenden gik en video viralt. Den viste, hvordan fire betjente med magt anholdt den 43-årige journalist Adam Dyrvig Tatt – chefredaktør på mediet Danwatch. Anholdelsen fandt sted på Christianshavn nær Christiania og gik ikke stille for sig.
To mandlige betjente sad på hans ryg, mens én kvindelig betjent forsøgte at holde hans ben nede, og en anden kvindelig betjent gav ham et skud peberspray i ansigtet. Tatt fik flere gange at vide, at han skulle forholde sig roligt, hvilket han råbte meget højt, at han allerede gjorde. Han blev sigtet for fire forhold: for at cykle med sin telefon i hånden, for at nægte at opgive navn og fødselsdato, for at true eller udøve vold mod en betjent og for at modsætte sig anholdelse.
På de sociale medier – ikke mindst fra kolleger i journalistbranchen – var der en udbredt støtte til denne familiefar, der blot var på vej for at hente sine børn. Mange kan ikke forstå, hvordan en simpel trafikforseelse resulterede i så hårdhændet en anholdelse.
Det er dog ikke så mystisk. Hvis man efter påbud fra politiet nægter at opgive navn og fødselsdato (hvilket Tatt i podcasten Afhørt har erkendt, at han gjorde), kan man blive anholdt og hevet med på stationen. Og hvis man i den forbindelse modsætter sig anholdelse, så er politiet i deres gode ret til at anvende fysisk magt. Den beskedne trafikforseelse er i så fald uden betydning.
Og så er der pebersprayen. Flere har set anvendelsen af denne som særligt problematisk. Ifølge loven er der dog vide rammer for, hvornår politiet kan vælge at bruge den. Ifølge Politilovens paragraf 20 a, stykke 5 er det tilladt at bruge peberspray for »at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand«. Politiklagemyndigheden har dog udarbejdet nærmere retningslinjer, og deres årsrapporter giver et udmærket indblik i, hvordan denne gummiformulering skal forstås i praksis.
Siden 2014 er der kun fem tilfælde, hvor en politibetjent har fået kritik for brug af peberspray. I ét tilfælde gik det ud over en ældre bilist med Alzheimers, der flygtede fra politiet. I et andet tilfælde var det en gæst til et musikarrangement, der generede politiet, hvorefter en betjent gav ham peberspray ad tre omgange uden at inddrage sine tre kolleger, der kunne have været med til at få situationen under kontrol.
I et tredje tilfælde fik en bilist peberspray i ansigtet, mens han sad i sin bil. Det gav i sig selv ikke anledning til kritik, men mandens datter sad tæt på og kunne være blevet ramt, hvilket resulterede i en forsigtigt løftet pegefinger over anvendelsen (også et andet tilfælde, der minder slående om dette, har givet anledning til kritik). I et fjerde tilfælde blev den brugt mod en anholdt mand, der allerede befandt sig på bagsædet af en patruljevogn og dermed var under politiets fulde kontrol.
Hvad har så undgået kritik? Adskillige sager, hvor borgere har følt sig forurettet. Lad os her nøjes med at hive det bedste eksempel frem fra arkivet
I 2015 blev pebersprayen anvendt mod en person på Christiania, der allerede var blevet anholdt, havde fået håndjern på og var ved at blive ført væk. Hændelsen blev fanget på video, som førte til en nærmere efterforskning. Anklagemyndigheden endte med at opgive sigtelsen, fordi man lagde vægt på, at man ikke havde haft fuld kontrol over den anholdte – heller ikke, selvom han var lagt i håndjern.
Som udgangspunkt må man ikke anvende peberspray mod en person, der er i politiets varetægt, medmindre man netop ikke har fuld kontrol over den anholdte. Dette er ifølge Politiklagemyndighedens vurdering i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod tortur samt den eksisterende retspraksis i Strasbourg.
Med andre ord: Hvis Politiklagemyndigheden vurderer, at chefredaktør Tatt fik peberspray, fordi man ikke havde fuld kontrol over ham, så vil der næppe kunne rejses en sag. Selv hvis han allerede havde håndjern på, vil brugen af peberspray i så fald ikke være i strid med reglerne, særligt ikke hvis situationen i øvrigt var tumultarisk, og alternative, mindre indgribende midler blev fundet uegnede.
Det forhold, at de fire tilstedeværende betjente var over ham, er næppe til chefredaktørens fordel, da det logisk indebærer, at der ikke var ledige betjente til rådighed, hvis kræfter kunne være anvendt i stedet for pebersprayen.
Sådan er altså retstilstanden. Man kan mene, at det er for galt, men så er det jo loven, der bør ændres. Og i så fald er det et anliggende for politikerne, ikke politiet.
