Himlen var grå, det smådryppede. Biden, Scholz (med klap for øjet efter et fald), Meloni, Macron, Lula, von der Leyen, Lavrov og resten af lederne til G20-topmødet i New Delhi slentrede afsted med matchende indisk-vævede Khadi-tørklæder, som var de på samme hold.
Forrest gik Modi på bare fødder. Biden og et par andre var i slippers. Vandet samlede sig i små pytter på gåturen op til Mahatma Gandhis mindesmærke, Raj Ghat. På et skilt bag dem stod det kendte Gandhi-citat: My life is my message.
Det var søndag, G20-topmødets sidste dag. Pressefotografier fra Raj Ghat-besøget gik verden rundt og viderebragte nøjagtig det budskab, Modi-regeringen ønskede at sende: Indien forener verden efter intense forhandlinger. Alle sænker skuldrene og tøffer nu rundt i sutsko i regnvejr.
De færreste havde forventet, at verdens 20 største økonomier ville nå til enighed i New Delhi i weekenden. Verden var for splittet, især om Ukrainekrigen. Men allerede på topmødets første dag kunne Modi-administrationen præsentere en sluterklæring, som Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, kaldte for »en succes«, og vestlige ledere beskrev som »en meget stærk tekst.«
Premierminister Modi stod tilbage som en barfodet helt i kridhvid kjortel. Men mere interessant viste topmødet Indiens ambitioner globalt: Landet vil lede i nye tider, hvor udviklingslande sidder med om det høje bord.
Fattig og eftertragtet
Allerede inden topmødet gik i gang, stod det afrikanske unionsflag og blafrede blandt medlemslandenes foran indgangen til konferencecentret. Og da Modi åbnede topmødet, annoncerede han som det første, at den afrikanske union nu var permanent medlem af G20.
Formand for den afrikanske union Azali Assoumani rejste sig i sin marineblå habit og fik en varm omfavnelse af premierminister Modi, mens resten af salen klappede og hamrede i mahognibordet.
Optagelsen af de afrikanske lande i G20 er uden tvivl en stor sejr for Indien, der har dedikeret sit formandskab til det globale syd. Tidligere i år afholdt Modi således en »Voice of Global South Summit« og inviterede over 120 lande; for på deres vegne ved G20-mødet at ymte deres bekymringer.
»Det sidste århundrede har vi støttet hinanden i kampen mod fremmed herredømme. Vi kan gøre det igen i dette århundrede for at skabe en ny verdensorden. Jeres stemme er vores stemme. Jeres prioriteter er vores,« sagde premierministeren og samlede hænderne i namaste.
Modi inviterede ikke de øvrige G20-lande til sit »Voice of Global South Summit«. Kinas præsident Xi Jinping var derfor ikke på gæstelisten, og Xi meldte som bekendt afbud til G20-topmødet i New Delhi. Efter sigende skyldes det rivaliseringen mellem Beijing og New Delhi. Den Beijing-baserede tænketank China Institutes of Contemporary International Relations anklagede lørdag Indien for »at øge disharmonien og konkurrencen i G20«.
I et usædvanligt indlæg på sociale medier angreb tænketanken Indien for at samle det globale syd uden at invitere Kina og andre store udviklingslande.
Xi Jinping og Modi kæmper om at lede den fattige del af verden: Kina kommer med kreditter og en hær af arbejdsomme kinesere, der bygger bro og motorvej uden løftede pegefingre. Og hvad med Indien?
Som Karoline Postel-Vinay, professor i internationale relationer, sagde til mig i sidste uge: »Indien har en lang historie med at stille sig på de fattige landes side, som Kina får svært ved at hamle op med.«
Siden uafhængigheden i 1947 har Indiens udenrigspolitik været rettet mod det globale syd. Indiens første premierminister, Jawaharlal Nehru, var med til at stifte den alliancefri bevægelse. Ingen alliancer, ingen blok. Sammenslutningen bestod af udviklingslande, som ikke valgte side under Den Kolde Krig.
Inderne vil ikke underlægge sig en udefrakommende magt. Afkoloniseringen er en langstrakt proces. Se bare på i dag:
Under kolonitiden kaldte briterne subkontinentet for Indien. Men da Modi satte sig ved bordenden til G20-topmødet i weekenden, var det som premierminister af Bharat. Officielt har Indien to navne. I forfatningen står der: »India, that is, Bharat, shall be a Union of States.«
På hindi hedder Indien Bharat. Det findes i gamle hinduistiske skrifter, hvor Bharat refererer til landskabet mellem bjerge og havet; her menes efterkommere af kong Bharat at have slået sig ned.
Premierminister Modi fører sit subkontinent tilbage til rødderne, omtrent 2.000 år f.Kr.
Et lignende rationale brugte præsident Erdogan, da han sidste sommer skiftede Tyrkiets navn til Türkiye (udtales tur-ke-yay). Navnet var det originale, udbredt blandt tyrkere, men den angliserede version Turkey har haft international gennemslagskraft, hvilket ikke behagede præsident Erdogan. Formentlig var Erdogan heller ikke glad for at dele navn med et fjerkræ – og en association til en ærkeamerikansk thanksgiving-tradition.
Præsident Erdogan udnyttede navneskiftet til at gennemføre en storstilet rebranding af sit land. Som han selv udtrykte det: »Turkiye repræsenterer den tyrkiske nations kultur, civilisation og værdier på bedste vis.«
Oppositionen anklagede straks præsidenten for at føre valgkamp.
Samme kritik møder Modi, som står over for et parlamentsvalg til foråret. Bharat flugter med premierministerens hindunationalistiske politik. »Navneskiftet« tager afstand fra kolonitiden, fra briternes vokabular og fremhæver samtidig den hinduistiske arv. Modi rebrander sit land.
Indiens OL-øjeblik
Premierministeren har travlt med at vise omverdenen, at Indien – eller Bharat – er på vej frem; inderne spenderede fire gange så mange penge på G20 som sidste års værter. Den støvede, forurenede hovedstad fik en »hovedrengøring«, så globale gæster uhindret kunne glide forbi; slum blev jævnet med jorden, gadehunde fanget ind og tre millioner træer plantet i centrum af byen.
I 2008, da kineserne for første gang var værter for De Olympiske Lege, udførte de en lignende manøvre. Fabrikker uden for Beijing lukkede for ikke at forurene luften over millionbyen, halvdelen af byens biler blev fjernet fra gaden af samme grund. For første gang i flere år kom en blå himmel til syne over Beijing, og legene kunne skydes i gang med en overvældende åbningsceremoni. Koordineret ned til mindste paillet.
Kinas OL-værtskab symboliserede landets udvikling. For Modi og hans stab tjener G20-topmødet samme formål: Indien overhalede i år Kina som verdens folkerigeste. Ifølge den internationale valutafond er Indien »et lyspunkt« i den globale økonomi og forventes i år at yde et større bidrag til verdens vækst end hele den vestlige halvkugle.
Trods krisestemning, pandemi og inflation ligger væksten i Indien på over syv procent. Et par procentpoint højere end i Kina, hvor økonomien udfordres af arbejdsløshed og en aldrende befolkning.
Alligevel er Kina langt foran: En nations magt vurderes ikke kun på antallet af borgere, men på kvaliteten af dens arbejdskraft; en kineser er mere produktiv end en inder. Samtidig har Kina formået at udrydde dyb fattigdom. I 1980 havde 90 procent af Kinas borgere en indkomst under verdensbankens grænse. I dag er det tal cirka nul. I modsætning hertil lever flere end ti procent af Indiens 1,4 milliarder mennesker under verdensbankens grænse på to dollar om dagen.
USA har imidlertid besluttet at investere i Indien som bolværk mod kinesisk ekspansion, hvilket kun må formodes at få de indiske vækstrater til at stige yderligere. Som professor Wang Yiwei sagde til Financial Times forleden: »Vesten ønsker at gøre Indien til leder af det globale syd og erstatte Kina med Indien som verdens fabrik.«
Det var næppe nogen tilfældighed, at præsident Biden gik lige bag Modi i sine sutsko.
Amerikanerne havde en indlysende interesse i at gøre Indiens G20-topmøde til en diplomatisk succes. Under mødet kom det frem, at USA støtter en ny handelskorridor, som skal forbinde Indien med Mellemøsten og Europa og udfordre Kinas ambitiøse Belt and road-initiativ, kendt som Kinas nye silkevej.
G20-mødets korridor skal transportere energi og teknologi fra Indien over Mellemøsten til Europa. »Det er intet mindre end historisk, det vil være den mest direkte forbindelse mellem Indien, Golf-landene og Europa,« sagde Ursula von der Leyen i mintgrøn jakke til topmødet i New Delhi.
For USA er gevinsten soleklar: Korridoren bliver modvægt til Kinas magt i Mellemøsten, hvor amerikanerne frygter at miste fodfæste. Aftalen er »a really big deal«, som Biden sagde. Handelsvejen vil også blive central i Europas plan for udfasning af russisk energi og forventes at øge handlen mellem Indien og Europa med hele 40 procent.
Vesten rykker tættere på Indien. Men kan Biden og von der Leyen regne med Modi?
Bashing af Vesten
På sin vis ja, siger Aparna Pande, der er tilknyttet Hudson Institute og forfatter til adskillige bøger om asiatisk politik. »Indien har en stærk interesse i at gardere sig mod truslen fra Kina. Tidligere har man regnet med Ruslands støtte, men Putin og Xi Jinpings alliance bekymrer inderne. Hvem hjælper Indien, hvis Kina indtager mere territorium i Himalaya-bjergene? Russerne kommer formentlig ikke rendende.«
Men det er klart, uddyber Pande, at Indien ikke kommer til at indgå i en blok med USA og Europa. »Indien er selvsikker nok til at lede sin egen sammenslutning af lande fra det globale syd. Det har man gjort historisk, og det vil man gøre igen,« siger hun.
En undersøgelse foretaget af Morning Consult viser, at inderne anser Kina for at være den største militære trussel mod landet. Men med USA på en andenplads. Historisk har amerikanerne støttet Indiens ærkefjende Pakistan. Og det er ikke noget, inderne lige glemmer.
De indiske nyhedsudsendelser basher både Vesten og Kina. Et af de mest populære programmer er med værten Palki Sharma hos nyhedskanalen Firstpost. Sharma er nådesløs i sine udlægninger af verdens gang, Kina og Pakistan bliver kritiseret sønder og sammen, næppe en overraskelse, når man tænker på Indiens konflikter med nabolandene. Men også Vesten får en tur gennem manegen: Europa hånes for at være afhængigt af USA, sidde fast i »en kolonial tankegang«, være svagt og navlepillende. Mens USA er racistisk, splittet og voldeligt.
Indien, derimod, er selvfølgelig harmonisk. Modi og hans udenrigsminister, Jaishankar, har været dygtige til at fortælle inderne, at det, der sker ude i verden, baner vejen for Indiens fremtid som stormagt.
Den fortælling, Modi har vundet valg på, om et nyt og stærkt Indien, er også fortællingen om G20 og om Indiens månelanding for nylig. Modi gør udenrigspolitik til indenrigspolitik og sig selv til symbol for landets opstigning. Tag bannerne til G20 – Modis ansigt var på hvert og et.
Mange indiske premierministre har haft samme stormagtsdrømme.
Singapores grundlægger, Lee Kuan Yew, havde et tæt forhold til Indiens ledere gennem årene. Han ønskede sådan, at Indien skulle få succes, blive en reel modvægt til Kina, så hans lille stat kunne trives i sikkerhed. Men den dag kom aldrig. Og kort inden Lees død i 2015, sagde han dybt skuffet, at Indien var »the country of the future« – hvor fremtiden aldrig ankom.
Lee havde opgivet håbet. Han mente, at Indiens rodfæstede kastesystem og det massive bureaukrati spændte ben for, at Indien nogensinde ville blive lige så magtfuldt som Kina.
Indiens nuværende regering ser ud til at ville modbevise Lees påstand. Måske oddsene er bedre med Vesten i ryggen. Men Biden og von der Leyen skal ikke forvente, at Indien kvitterer ved at støtte et vestligt verdenssyn, som Aparna Pande siger: »Indien vil være den fattige verdens leder.«
