Denne artikel var dagens udvalgte artikel i nyhedsbrevet Dagens Weekendavisen. Læs mere og tilmeld Dem nyhedsbrevet her.
Der er ingen tvivl om, at det har været et chok for Putin, at Vesten så entydigt har støttet Ukraine.
På baggrund af den russiske invasion af Ukraine i 2014 – ja, også af Georgien i 2008 – har han følt sig overbevist om, at i hvert fald Frankrig og Tyskland hurtigt ville blive klar til at forhandle en våbenhvile på russiske betingelser.
Sådan gik det ikke. Men Putin har ikke opgivet håbet om at splitte USA og Europa: Han forsømmer ingen lejlighed til at forsøge at svække den vestlige alliance.
Senest på det årlige topmøde i Det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok i denne uge, hvor Putin fik fint besøg af Nordkoreas Kim Jong-un, der indgår i den kvadrille af lande – Kina, Iran, Nordkorea og Rusland, der åbent tilkendegiver, at det vestlige hegemoni står for fald. Med deres hjælp forstås.
Under sin optræden ved plenarforsamlingen i Vladivostok lod Putin først forstå, at alle retssagerne mod Trump i USA var et udtryk for politisk forfølgelse for at forhindre Trump i at blive valgt på ny. »Det udstiller råddenskaben i det amerikanske politiske system, som absolut ikke er et forbillede for andre demokratier,« sagde han og appellerede hermed ikke bare til republikanerne i USA, men sandelig også til de mange europæere, som mener, at USA er dysfunktionelt.
MEN DET VAR nu ikke hans mest bemærkelsesværdige udtalelse.
Det var trods alt hans beklagelse af, at Sovjetunionen havde slået opstanden i Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968 ned.
Den indrømmelse havde ingen ventet. Under Putin er alt ondt i historien jo blevet Vestens skyld. Ikke desto mindre: Da Putin efter endnu en gang at have fremhævet, at Rusland i modsætning til de vestlige lande aldrig har haft kolonier i Afrika, blev spurgt, om ikke de sovjetiske troppers indmarch i lande som Ungarn og Tjekkoslovakiet var en art kolonialisme, svarede han:
»Vi har for længst erkendt, at den del af Sovjetunionens politik var en fejl, som kun førte til et anspændt forhold. Man må ikke gøre noget i udenrigspolitik, som er i lodret modstrid med andre nationers interesser. Men det er præcis den tornede vej, som Vestens førende magter, først og fremmest USA, nu har begivet sig nedad.«
Så hvorfor sagde Putin sådan? Hvorfor overhovedet medgive, at Rusland nogensinde har gjort noget galt?
Ja, det skyldes formodentlig, at der for nylig udkom en russisk undervisningsbog i historie for de ældste klasser, og den havde en noget anden fremstilling af begivenhederne i 1956.
Her var et billede af en væltet Stalin-statue i Budapest ledsaget af teksten:
»De radikaliserede oprørere, der talte mange tidligere soldater fra Ungarns fascistiske hær, forøvede ikke alene vandalisme mod sovjetiske monumenter og symboler, de myrdede også i stort tal repræsentanter for Det Ungarske Arbejderparti, for ordensmagten og deres familiemedlemmer. Selv værnepligtige soldater, der bevogtede regeringsbygninger, blev ofre for brutale massakrer.«
Og senere følger konklusionen: »Da der var god grund til at tro, at krisen var fremprovokeret af de vestlige efterretningstjenester og den interne opposition, som Vesten støttede, sendte Sovjetunionen tropper til Ungarn for at hjælpe de ungarske myndigheder med at undertrykke opstanden.«
Men det har udløst rasende reaktioner i det Ungarn, hvor 1956 nu om dage indskriver sig som en milepæl i kampen for national suverænitet.
Og derfor var det ikke særlig smart med den undervisningsbog, eftersom Rusland har god nytte af Ungarn, der under Ukrainekrigen har udviklet sig til en slags russisk trojansk hest i EU. Bemærk, at det ungarske parlament ikke kunne ratificere Sveriges optagelse i NATO i sidste måned, da det ledende parti ikke mødte op.
Man kan derfor betragte Putins udtalelse om en slags halv undskyldning: Okay, sådan var det heller ikke ment. Og hvad Tjekkoslovakiet angår, er der valg i Slovakiet 30. september, og putinisten Robert Fico fører i meningsmålingerne. Nu kan han pege på, at Putin ikke er så slem igen.
ÉT SPØRGSMÅL fik Putin på topmødet ikke, som man dog gerne ville have hørt svaret på. Særligt fordi mødet fandt sted i Fjernøsten. På Kinas spritnye officielle statsautoriserede landkort er en bid af Rusland – Bolsjoj Ussurijskij Ostrov ved sammenløbet af Ussuri- og Amurfloden – markeret som helt og holdent kinesisk, selvom de to lande ellers enedes om grænsedragningen i en traktat fra 2008.
Andre lande, der har gjort indsigelse mod kortet, fordi Kina også breder sig ind over deres territorium, har fået en kold skulder. Så man ville gerne have hørt Putins bud på, hvad Rusland vil stille op, specielt fordi meget større områder af russisk Fjernøsten historisk har hørt under Kina. Så måske er det kun begyndelsen. Men det spørgsmål fik Putin ikke, og de russiske medier har ganske undladt at problematisere de kinesiske aspirationer.
Man kunne ønske, at vestlige statsledere efter inspiration fra Putin ville bore i sprækkerne i det kinesisk-russiske forhold, når de optræder på konferencer og topmøder.
