Tyskland. Det var Europas økonomiske lokomotiv, som skabte høj vækst i Nordeuropa, mens Sydeuropa sakkede bagud. Nu er tyskerne ramt af recession, mens sydeuropæerne oplever vækst. Den østrigske økonom Gabriel Felbermayr kalder det en tiltrængt »rebalancering« af EU.
Den hostende folkevogn
Tyskerne har ikke længere succes som globaliseringens »europæiske kraftværk«, »eksportverdensmestre«, eller hvad man nu har brugt af metaforer. Tiderne ændrede sig, og tyskerne fulgte ikke med. Både inflation, skatter, lønninger og renter ligger i dag i den høje ende, og nok så vigtigt: Energien til den fyldige tyske industri er blevet for dyr.
Nu falder eksporten, ordrebøger tyndes, investeringer stryger udenlands, virksomheder lukker, arbejdsløsheden stiger, privatforbruget falder. Landet er samtidig plaget af en aldrende arbejdsstyrke, et kvælende bureaukrati, svag innovationsevne, langsom digitalisering, og Tyskland er som den eneste store vestlige økonomi i recession.
Del:


