Hr. Putins fornemmelse for historie

Ægteparret Krivtsov har næppe læst den nye historiebog for russiske elever i 11. klasse. De to russere fra provinsbyen Kursk har nemlig ikke kun brugt mange kræfter på at fragte mad, tøj og militærudstyr til russiske soldater i Ukraine. De er også uforvarende kommet til at gå imod en af de nye sandheder, som bliver pensum i det russiske skolesystem fremover.

Deres ufrivillige fortalelser skete i et videointerview i sidste måned, da ægteparret blev spurgt om deres oplevelser i de russiskbesatte ukrainske regioner.

»Under de mange køreture til Zaporizjzja- og Kherson-regionen har jeg fået det indtryk, at omkring 70 procent af befolkningen er imod vores russiske verden,« sagde Roman Krivtsov.

»Den er god nok,« bekræftede hans kone, Margarita Krivtsova, og kiggede skuffet ned.

»I Zaporizjzja-regionen bliver vi endda ofte afvist på tankstationerne, så vi først kan tanke i tredje forsøg. På de to første tankstationer siger de, at vi skal tanke hos Putin,« tilstod Roman Krivtsov.

»Der er rigtig mange forrædere (altså ukrainere, som støtter Ukraine, red.). Man er nødt til at være lige så bange for den lokale befolkning som for den ukrainske hær. Vi forsøger at ankomme tidligt om morgenen og køre væk derfra samme dag, for det er meget farligt at overnatte der,« sagde Roman Krivtsov og rystede på hovedet.

Hans fortælling er blevet hyppigt delt og har fået millioner af visninger på YouTube og sociale medier, hvor ukrainske debattører mener at vide, at 70 procent er alt for lavt sat. Der er i virkeligheden endnu flere modstandere af »den russiske verden« på de kanter.

Mange lokale er flygtet, andre kan være bange for at demonstrere deres tilhørsforhold. At de russiske frivillige så alligevel ikke er i tvivl om, at befolkningen er imod dem, siger alt om de såkaldte folkeafstemninger, som Vladimir Putin afholdt i den besatte del af regionerne sidste september. Dengang påstod russerne, at 87 procent af indbyggerne i Kherson og 93 procent i Zaporizjzja havde stemt for at blive indlemmet i Rusland.

På nettet er det ikke særligt svært at finde frem til videoen med familien Krivtsov eller andre videoer, der piller Putins påstande fra hinanden. Derfor er det ikke overraskende, at russiske gymnasieelever bliver advaret mod »vestlige sociale medier« i den nyeste lærebog, som de skal studere, så snart det russiske skoleår bliver skudt i gang 1. september:

»Når I på nettet støder på enhver form for information om det, der for tiden sker i Ukraine, skal I huske, at den internationale industri har en samlebåndsproduktion af iscenesatte videoklip, misledende læk, falske fotos og videoer.«

Sådan lyder advarslen på side 409 i, hvad der på papiret er en historiebog for russiske elever i 11. klasse, som nogenlunde svarer til 3. g i Danmark. Bogen handler om Ruslands moderne historie fra 1945 og frem til i dag.

Ruslands Goebbels

For et halvt år siden proklamerede Vladimir Putin, at der var brug for en ny undervisningsbog i Ruslands nyere historie »uden indre modsætninger og dobbeltfortolkninger«. Opgaven blev givet til Putins rådgiver Vladimir Medinskij, der havde erfaring med at redigere lignende lærebøger.

Til forskel fra tidligere er Medinskij denne gang opført som en af to medforfattere. Den nye bog er skrevet med udgangspunkt i en tidligere udgave, men især kapitlerne om 1970erne, 80erne, 90erne og 00erne er blevet »helt gennemarbejdet og omskrevet grundlæggende«, som en stolt Medinskij selv forklarede, da han præsenterede bogen i sidste uge. Det afholder ham dog ikke fra i bogen at bebrejde Vesten, at det omskriver historien efter forgodtbefindende:

»W. Churchill var en kompromisløs politiker og en arrig antikommunist … men hvis sir Churchill stiftede bekendtskab med 'Vestens nye historieudgave', ville selv han tænke, at verden er gået helt fra forstanden,« står der i Medinskijs lærebog.

I samme kapitel kan man læse, at sidste års folkeafstemninger i Zaporizjzja, Kherson, Donetsk og Luhansk blev gennemført af lokale magthavere. Det nævnes ikke, at russerne havde besat regionerne og fjernet den oprindelige ukrainske ledelse.

Men måske er det ikke så mærkeligt. For i en af de mange bøger, som Medinskij skrev i slutningen af 00erne og begyndelsen af 10erne, klargjorde han sit forhold til fakta:

»I sig selv betyder fakta ikke særligt meget. Jeg vil sige det endnu mere groft: Når det drejer sig om historisk mytologi, betyder de overhovedet intet. Alt begynder med fortolkninger, ikke med fakta. Hvis De elsker Deres moderland og folk, vil den historie, som De vil skrive, altid være positiv.«

Fjenden kunne til gengæld ikke dømmes for hårdt. Bøgerne var skrevet med det eksplicitte formål at »afsløre« de negative historiske myter om Rusland, som ifølge ham var blevet opfundet af antirussiske vestlige historikere.

Den tilgang skaffede ham ikke kun tilnavnet »den russiske Goebbels« i Ruslands liberale kredse, men også udnævnelsen som landets kulturminister i 2012. Han beholdt den vigtige post frem til 2020, hvorefter han blev Putins rådgiver. Ifølge rygterne er det netop Medinskij, der har forfattet det ideologiske kampskrift for krigen i Ukraine, Putins berygtede essay Om den historiske enhed mellem russere og ukrainere.

Geopolitisk katastrofe

I den nye lærebog har Medinskij opfundet et tidligere ukendt begreb i sovjetisk historieskrivning, nemlig »en velfærdsrevolution«, hvor velstanden stiger betragteligt. Revolutionen fandt angiveligt sted i Sovjetunionen i 1953-1964, under Nikita Khrusjtjovs regeringstid. Alt var dog bestemt ikke fryd og gammen dengang, for Khrusjtjov begik en række fejl. Den største af dem var at afsløre Stalins masseforbrydelser offentligt.

Det førte en række negative konsekvenser med sig, blandt andet en stigende kritik af kommunismen i Østeuropa, hvor vestlige efterretningstjenester fremprovokerede Den Ungarske Opstand i 1956. Derfor blev Sovjetunionen nødt til at »hjælpe de ungarske magthavere« med tropper. Også i 1968 var Vesten medskyldig i den »krise« i Tjekkoslovakiet, som Sovjetunionen og fire andre lande fra Warszawapagten måtte reagere på.

I det hele taget optræder Vesten og først og fremmest USA aggressivt i sit forsøg på at dominere verden. For vesteuropæiske lande mistede reelt deres suverænitet, da de i efterkrigstiden sagde ja til Marshallhjælpen fra amerikanerne.

Det var ikke godt, at østeuropæiske lande løsrev sig fra Sovjetunionens indflydelse i slutningen af 1980erne, for dermed tabte Moskva en del af sin geopolitiske styrke. Det, vi i Vesten beskriver som Tysklands genforening i 1989-1990, var i virkeligheden noget andet: BRD annekterede DDR.

Sovjetunionens sammenbrud var selvsagt »den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede«, som Vladimir Putin formulerede det i 2005. Hans berømte citat er nævnt på side 1 i kapitel 1.

Man kan mærke Putins ånd gennem bogens næsten 450 sider; der er både direkte citater og referencer til hans tanker, hvor han ikke nævnes eksplicit. For to måneder siden langede Putin for eksempel ud efter Polen og fastslog, at polakkerne skal være taknemmelige for de tidligere østtyske territorier, som de fik fra Stalin. I lærebogen er disse blevet markeret på et selvstændigt kort. Det nævnes ikke, at Sovjetunionen samtidig overtog en stor del af Østpolen.

I det hele taget har europæiske lande svigtet russernes tillid. I 1945 forpligtede Finland sig til at være et neutralt land, men i 2023 blev det alligevel medlem af NATO. Hvis Ukraine også blev NATO-medlem, ville det udvikle sig til en direkte krig mellem Vesten og Rusland og »muligvis til civilisationens undergang«:

»Det måtte man ikke tillade,« står der i bogens sidste kapitel om Rusland i dag med et særligt fokus på Spetsialnaja Vojennaja Operatsija, den særlige militæroperation i Ukraine.

Ukrainske nynazister

I det næstsidste kapitel kan man læse, at vinterolympiaden i Sotji i 2014 blev kåret som den bedste i verdenshistorien. Det samme blev VM i fodbold i 2018, som ligeledes blev afholdt på russisk jord (FIFAs præsident, Gianni Infantino, kaldte rigtignok det russiske VM for det bedste nogensinde, men det samme sagde han fire år senere om VM i Qatar).

Under covidpandemien var der sundhedskrise i mange lande, men ikke i Rusland, der som det første land i verden producerede en vaccine mod sygdommen.

Og Ukraine? For det første var det østrigerne, der i slutningen af 1800-tallet fandt på at kalde ukrainere for et selvstændigt folk i stedet for »lillerussere«. For det andet erklærede Ukraine sin selvstændighed fra Sovjetunionen på et ulovligt grundlag.

For det tredje protesterede hele Sydøstukraine fra Kharkiv til Odesa, da der blev begået et militærkup på Majdan-pladsen i Kyiv i 2014. Så godt som alle på Krim stemte straks efter for at blive en del af Rusland. Ukraines nye nationalistiske magthavere formåede dengang at undertrykke de fleste af de andre utilfredse regioner bortset fra Donetsk og Luhansk. Den moderne ukrainske neonazisme er i øvrigt noget anderledes end Hitlers nationalsocialisme:

»Det er en forbitret national, sproglig og kulturel vold begået af det aggressive mindretal mod flertallet.«

Frem til i hvert fald 2014 var 80 procent af Ukraines befolkning russisksproget og russiskorienteret. For så vidt er det klassiske ukrainske sprog også blevet mishandlet af nynazisterne alias magthaverne i Kyiv, der har tvunget folk til at tale en vanskeligt forståelig vestukrainsk dialekt.

Men i Ukraine kæmper Putins tropper ikke kun for russerne og lillerusserne. De kæmper også mod USAs forsøg på at ødelægge Rusland og splitte landet i en masse små stater, akkurat som amerikanerne allerede har gjort det med et andet slavisk land, Jugoslavien, og, ikke mindst, Sovjetunionen, da det lykkedes dem at manipulere unionens uduelige sidste leder, Mikhail Gorbatjov.

Det står sort på hvidt i Medinskijs/Putins nye historiebog, som bliver afsluttet med en række portrætter af modige russiske helte, som har ofret deres liv for at forsvare moderlandet i Ukraine. Drengene fra 11. klasse skal helst inspireres til at gøre det samme. Der er cirka 600.000-900.000 af dem i hver russisk årgang.