Hver dag bruger Kremls propagandister mange kræfter på at overbevise den russiske befolkning om, at Vladimir Putin fører en ny fædrelandskrig. Alligevel har de fleste russere enten abstraheret fra den såkaldte »særlige militæroperation« eller fulgt med i den uden at få hjertet med: først med tilfredshed og siden med bekymring og en såret stolthed.
I Ukraine er den slags peptalks om krigens betydning unødvendige. For lige siden februar har ukrainerne grædt af smerte, vrede og glæde, sådan som deres bedste- og oldeforældre gjorde det under Den Store Fædrelandskrig mod nazisterne.
»Jeg har svært ved at holde tårerne tilbage,« siger tv-journalisten Olena Vanina.
Hun kommer fra Kherson, den sydlige regionalhovedstad, som den ukrainske hær netop har befriet efter en flere måneder lang, imponerende modoffensiv på vestsiden af Dnipro-floden.
»Vi jubler i hele Ukraine og sådan set også i andre lande,« tilføjer Vanina, der selv befinder sig i Polen. Efter knap 100 dage under russisk besættelse flygtede hun og familien i juni til Kyiv-regionen, hvor de i løbet af efteråret fik det svært på grund af problemer med el-, varme- og vandforsyningen. For nylig tog de videre til EU, men nu vil tv-journalisten vende tilbage til sin hjemby:
»I første omgang regner jeg med at rejse ind og ud af Kherson for at rapportere derfra. Jeg vil ikke tage mine tre børn med, for jeg vil gerne have, at de er i sikkerhed. Det vil være farligt i Kherson i den kommende tid, fordi russerne står på den anden side af floden med deres artilleri rettet mod byen,« fortæller Olena Vanina.
»Desuden er det meget hårdt at bo i Kherson lige nu, fordi der hverken er el, gas eller mobil- og internetforbindelse. Men i det mindste kan indbyggerne endelig indånde frihedens luft efter over otte måneder i et helvede, hvor man kunne blive smidt i fængsel eller forsvinde helt, blot fordi man sagde noget udfordrende til russerne, eller fordi de opdagede noget på ens telefon, som de ikke kunne lide.«
En indmarch til forskel
Alverdens tv-kanaler har i de seneste dage vist, hvordan ukrainske soldater er blevet hyldet i Kherson og andre byer og landsbyer i regionen af samme navn. Gamle koner er kommet spurtende for at give dem knus, mad fra køkkenhaven og endda våben, som de har nappet fra russerne. Klapsalver, balloner, ukrainske flag og patriotiske sange har fulgt soldaterne nærmest overalt på vejen.
Denne lykkelige indmarch står i skarp kontrast til russernes fra begyndelsen af marts, da invasionsstyrkerne blev mødt med forbandelser, protester og selvsamme ukrainske flag. Kontrasten er blot et ud af mange beviser på, at den russiske folkeafstemning i september ikke var andet end fup.
Dengang påstod russerne, at hele 87 procent af befolkningen i Kherson-regionen stemte for at blive en del af Rusland. Efterfølgende gjorde Vladimir Putins underskrift Kherson russisk på lige fod med andre russiske regioner, sagde man i Kreml. Hverken befolkningen eller hæren har dog købt denne fortælling.
Tilsyneladende kan russerne godt lide tanken om at erobre Kherson og andre ukrainske territorier. Men de betragter tydeligvis ikke regionen og byen som værende lige så russisk som for eksempel Voronezj eller Rostov på den anden side af den russisk-ukrainske grænse. Ellers ville de ikke opgive Kherson så let. I stedet ville de kæmpe for den til det sidste, ligesom det ukrainske Azov-regiment gjorde det i Mariupol i foråret.
Det var netop det, som den lokale kollaboratør Kirill Stremousov opfordrede russerne til at gøre. Stremousov var blevet udnævnt til viceleder af den prorussiske administration i Kherson. Mandag sagde han, at det ville være forræderi, »en kniv i ryggen«, hvis de russiske styrker trak sig til den østlige side af Dnipro-floden.
Onsdag blev det alligevel meldt ud, at de ville gøre det. Et par timer inden udmeldingen kom det frem, at Kirill Stremousov var blevet dræbt i »en bilulykke«:
»De offentliggjorte fotos fra det angivelige ulykkessted rejser mange spørgsmål. Hvor er den lastbil, der efter sigende dræbte ham? Hvorfor overlevede hans chauffør, og hvor er han? Hvad med den anden passager?« – spørger den ukrainske tv-journalist Olena Vanina.
Kremls håndtering
Sandsynligheden for, at Stremousov tilfældigvis omkom netop den dag, hvor russerne for alvor begyndte at trække sig fra Kherson, må siges at være meget lille. Snarere ligner det en klassisk russisk oprydning, som umiddelbart har to årsager.
For det første var Stremousov det mest løsgående missil blandt alle de ledende ukrainske kollaboratører. Han lod endda forstå, at Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, burde tage konsekvensen af de mange nederlag i krigen og begå selvmord. Det var derfor uforudsigeligt, hvordan han især på længere sigt ville håndtere tilbagetrækningen.
For det andet er Stremousovs død et kraftigt signal til den forholdsvis lille, men dagsordensættende kerne af krigskorrespondenter, militærbloggere og andre russiske imperialister, som reagerede meget kritisk, da russerne led et spektakulært nederlag i Kharkiv-regionen i september. Nederlaget i Kherson er endnu mere monumentalt og betydningsfuldt; både militært, strategisk, politisk og symbolsk.
Derfor er det virkelig vanskeligt for imperialisterne at holde igen med kritikken. En af de mest kendte af dem, filosoffen Aleksandr Dugin, kom således endda til at lege med tanken om et rituelt drab på Vladimir Putin på nyhedstjenesten Telegram. Senere sørgede Dugin dog for at rose Putin og understrege, at han selvfølgelig støttede den russiske præsident.
Også andre populære imperialistiske skikkelser blander i disse dage kritiske bemærkninger med loyalitetsløfter. Hvis den russiske hær ikke snart stopper ukrainerne for alvor, kan eventuelle forskydninger i deres vurderinger blive et problem for Putin og derfor et endnu større problem for i hvert fald nogle af disse imperialister selv.
Hvad angår håndteringen af den brede russiske befolkning, så foregår det som altid ved at holde Putin langt væk fra udmeldinger om nederlag:
»Det var den øverstkommanderende for Ruslands styrker i Ukraine, general Sergej Surovikin, der anbefalede tilbagetrækningen til forsvarsministeren Sergej Sjojgu,« pointerer Carsten Rasmussen, pensioneret brigadegeneral og tidligere forsvarsattaché på den danske ambassade i Moskva.
»Deres tv-transmitterede samtale var naturligvis aftalt i forvejen. Men ved at iscenesætte den på den måde sikrede Kremlledelsen sig, at ansvaret for beslutningen om tilbagetrækningen ligger hos Sjojgu og militærsystemet, mens Putin distancerer sig fra den.«
