VENSTRE er tredje hjul i den regeringskaravane, der bevæger sig rundt i landet. Og Jakob Ellemann-Jensen er tredje mand i den konstellation, hvis styrke er tosomheden mellem Løkke og Frederiksen. Han prøver at forklare, hvad han dog laver der, og her peger Ellemann særligt på ét forhold: Venstre kan få reel indflydelse, mest afgørende, når regeringen skal indføre en CO₂-afgift i landbruget.
STÅR Jakob Ellemann i en vanskelig situation, står hans parti samtidig ved en beslutning, som overgår alle andre aktuelle hovedpiner. Partiet, der er født af bondebevægelsen, og hvis liberale sjæl kommer fra folk, der ejer og dyrker deres egen jord, skal vælge, om det vil tage ansvar for opgøret med landbrugets dominans over Danmark.
VED Venstre, hvilken vej man skal, skjuler man det imponerende godt. Partitoppen opfører sig, som om den end ikke har tænkt rigtigt over situationen. Der er ingen tvivl om, at en CO₂-afgift er det eneste, der kan gøre landbruget mere bæredygtigt. Snart kommer en ekspertgruppe med sine anbefalinger: En CO₂-afgift vil få de enkelte landmænd til at omstille sig, hvis de fortsat vil producere landbrugsprodukter her i landet. Men Ellemann og hans partifæller udsender signaler, der får deres politik til at ligne et landområde i tæt morgentåge.
HISTORIENS hjul ruller, mente Ellemann efter folketingsvalget: »Man kan godt argumentere imod en CO₂-afgift, men man får ikke ret. Det kommer til at ske.« Sidst i august sagde formanden pludselig, at han er »helt enig« i, at det er bedre at lægge afgiften på produkterne i butikkerne, altså sende den videre til forbrugerne, i stedet for landmændenes produktion. »Det er det, vi kalder at lægge afgiften i køledisken,« lød det fra Venstre-formanden. Og torsdag sagde partiets landbrugs- og miljøordfører, Erling Bonnesen, at afgiften skal over på madvarerne i stedet for på produktionen. Ellers vil man »slå erhvervet ihjel«, sagde ordføreren.
AFGØRENDE er, at alle eksperter advarer mod at flytte afgiften fra produktion til oksekød og andre forbrugsvarer. Det er et upræcist instrument og vil svække omlægning af produktionen. Men Venstre vil åbenbart bruge sin indflydelse i regeringen på at forsvare landbruget, præcis som man altid har gjort det med et væld af støtteordninger og rabatter. Resten af regeringen er også begyndt at udtrykke sig uklart, måske under indflydelse af Venstre.
VALG skal partiledere hele tiden træffe, og der er mange udfordringer for Ellemann: dårlige meningsmålinger og en højrefløj, der forstår at udnytte landbrugets frygt og frustration. Men Venstre har her et historisk ansvar. Det gælder et selvopgør, en konfrontation med den holdning, der stadig præger store dele af landbruget: at alle udefrakommende påbud i realiteten er et brud på det helt principielle: Bonden ejer jorden, har forvaltningsretten, bestemmer selv. Landbruget har bidraget med meget godt til Danmark – men også smadret vandmiljøet, ødelagt biodiversiteten og skadet klimaet. Dette er virkelig en skæbnetime for Venstre og Jakob Ellemann-Jensen. Vil partiet gøre som altid og beskytte det erhverv, der samlet set skader mere, end det gavner? Eller tage ansvar og skabe reel forandring? Her står Venstre ved det ideologiske markskel, yderst på de fædrene jorde. Det er en beslutning, der vil forandre Danmark og ramme mange landmænd hårdt. En stor del må dreje nøglen om, og det vil skabe stor vrede og koste stemmer. Men det vil også vise vejen frem for Venstre, ud af den spændetrøje, partiet sidder i, en vej, hvor nye vælgere vil have lyst til at følge med. Det er her, Venstre skal gøre alvor af Ellemanns egne ord: »Vi skal ikke hjem – vi skal videre.«
