2024. Donald Trump får svært ved at udskyde retsopgøret til efter næste års valg. I stedet skal han føre valgkamp fra flere retssale samtidig.
Trumps pressede kalender
Donald Trump får travlt til foråret. I denne uge besluttede en dommer, at retssagen om Trumps rolle i urolighederne 6. januar 2021 skal begynde 4. marts. Det er dagen før den såkaldte Super Tuesday, hvor 15 delstater vælger deres præsidentkandidat, og som måske er den travleste uge i hele valgkampen.
Men Trump får alligevel ikke tid til at føre valgkamp i traditionel forstand. Stormy Daniels-retssagen begynder også i marts 2024, og i maj skal han for retten i Florida og forsvare sig mod anklager om at have stjålet fortrolige dokumenter fra Det Hvide Hus. I januar er der også en civil retssag om injurier.
Den måske mest tidskrævende sag foregår i Georgia og handler om Trumps mulige påvirkning af valgresultatet. Her gik hans tidligere stabschef i mandags i vidneskranken for at købe mere tid: Mark Meadows påstod, at han handlede i embeds medfør, og at både han, Donald Trump og de 17 øvrige sigtede derfor var omfattet af en særlig immunitet, som blandt andet kræver en ny jury.
Trumps advokater forsøger også at udskyde de andre retssager til efter næste års præsidentvalg. I Washington var der nu ikke meget sympati at hente hos 6. januar-dommeren, som opfordrede ham til at indrette sin valgkamp efter retsmøderne: »Hvis denne sag havde omfattet en professionel atlet, ville det også være upassende at planlægge en retssag for at tilgodese hendes kalender,« sagde dommeren.

Del:



