Det kunne ligne en storm i et glas ikke særlig radioaktivt vand, men Japans beslutning om at udlede behandlet spildevand fra atomkraftværket i Fukushima, ramt af tsunamien i 2011, har ført landet tættere på en ny voldsom diplomatisk krise med ærkerivalen Kina.

Den kinesiske regering har reageret ved at forbyde al import af japanske fiske- og skaldyrsprodukter, men samtidig har der også været reaktioner fra dele af den kinesiske offentlighed, som sjældent har brug for nogen større anledning til at lufte antijapanske synspunkter. Japanske virksomheder både i og uden for Kina er blevet chikaneret med en bølge af vrede telefonopkald, ofte i et sådant omfang, at de har haft vanskeligt ved at udøve deres normale funktioner.