En strøm af protester mod den syriske diktator, Bashar al-Assad, fortsatte på anden uge i Suwayda-provinsen i det sydlige Syrien.

Et område, der ellers altid under den 12 år lange borgerkrig har været under regeringens kontrol. Videooptagelser, delt af den aktivistledede organisation Suwayda24, viser adskillige hundrede mennesker, der samledes mandag på byen Suwaydas centrale torv, flagede med drusiske flag og råbte »Længe leve Syrien, ned med Bashar al-Assad«. En anden video viser, hvordan aktivister søndag stormede og lukkede det lokale hovedkvarter for regeringspartiet Ba'ath. Flere veje i provinsen er lukket af aktivister.

Syriens drusiske mindretal, der udgør flertallet i Suwayda-provinsen, har ellers været tilbageholdende med at modsætte sig Assad-regimet under borgerkrigen, fordi de mente, at de mere islamistiske dele af oppositionen, der opfatter druserne som »vantro«, var værre.

»Men nu er folk desperate,« siger Joshua Landis, direktør for Center for Middle East Studies ved University of Oklahoma, til netavisen Al-Monitor. »Der er ingen elektricitet, priserne på fødevarer er forfærdeligt høje og lønningerne lave.« Regeringens beslutning i sidste uge om at skære ned i subsidierne til brændstof var strået, der knækkede kamelens ryg.

Foto: Syrian Presidency Facebook-side / AFP, Scanpix
Foto: Syrian Presidency Facebook-side / AFP, Scanpix -