A la carte. Balladen om kolonihaven er noget af det bedste reality-tv, der er lavet i årevis. Denne uges anbefaler er Anne Sophia Hermansen.
Kulturanbefalinger
Streaming
Ligusterkrig
Balladen om kolonihaven er noget af det bedste reality-tv, der er lavet i årevis, måske endda siden genrens upolerede ungdom i 90erne. Alle følelser er ægte, og ingen deltagere har meldt sig, fordi de vil have flere følgere på TikTok eller Instagram. De vil bare have ro eller ret – og helst ret til mere end de andre i haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde. Umiddelbart ser livet i de små kolonihaver idyllisk ud, men der er selvfølgelig ugler i mosen og tidsler i hækken, og foreningen viser sig hurtigt at være dybt inficeret af magtkampe, korruption, forskelsbehandling, vennetjenester og smålighed.
Igennem 30 år har foreningens bestyrelsesformand heddet Inger. Hun overtog det magtfulde embede fra sin mand, og et lille hof har i hendes regeringsperiode nydt godt af særlige privilegier. Men en dag mister Inger magten, en ny sherif er kommet til byen, og koloniadlen modsætter sig hysterisk at følge de samme regler som alle andre. Samtidig har en dyb generationskløft åbnet sig i foreningen og opdelt dens medlemmer i to klare grupperinger bestående af ældre medlemmer, som ønsker lav hæk, bajere på bordet og socialt samvær, og yngre medlemmer, som foretrækker høj hæk, biodiversitet og at være i fred. Det er så genialt tv, at der er nødt til at komme en anden sæson.

Balladen om kolonihaven, TV 2.
Opera
Glædessymfoni
I august afvikles der operafestival i København, Herning og Aalborg. Det er en oplagt mulighed for at opleve opera i uvante omgivelser, nemlig i forskellige pop op-formater på pladser, gader og endda på vandet. I København åbner festivalen på Den Røde Plads på Nørrebro lørdag den 12. august klokken 20.00, hvor pianisten Mathias Hammer vil give publikum et lynkursus i opera, hvorefter tre operastjerner har annonceret, at de vil synge solen ned. Et par dage senere er der guder og magtkampe på menuen, når Helsingør Kammeropera opfører Wagners monumentale værk Nibelungens ring i en kondenseret kammerversion (på kun tre timer), og endelig vil der også i år være morgensang på Den Røde Plads. Det samlede program har dertil meget mere at byde på. Kort efter går operafestivalen i Aalborg i gang (13. august), mens den i Herning begynder 23. august. Som Richard Gere så klogt siger i Pretty Woman, kan man lære at holde af opera, men første gang man hører det, ved man, om man også kan elske det. Operafestivalen er en anledning til at teste det udsagn.
Operafestival i København, Aalborg og Herning.
Udflugt
Elskovsrede
En times kørsel uden for München ligger Neuschwanstein, som Walt Disney engang besøgte og gjorde til en del af sit logo og til Torneroses slot. Det blev opført af den bayerske kong Ludvig 2., også kaldet Månekongen, fordi han først stod op efter solnedgang, men det nåede ikke at blive færdigt, før kongen blev erklæret sindssyg (og døde dagen efter i en lavvandet sø). De få færdiggjorte rum er til gengæld opsigtsvækkende og er alle inspireret af temaer fra Wagners operaer. Slottet i sig selv er muligvis også tænkt som en elskovsrede, i al fald kurtiserede kongen heftigt komponisten og opførte i vildskab en række andre slotte, hvilket også udhulede statsbudgettet. Kongen var imidlertid ligeglad med regeringsførelse, også med krig, alliancer og andre nationer; han interesserede sig i det hele taget kun for kunst og levede på en diæt bestående af cognac og champagne. Kongens indiskutable excentricitet har smittet af på slottet, der blandt andet byder på en grotte på anden sal og på en riddersal med temaer fra operaen Lohengrin. Slottet, der er opført i nyromantisk stil, ligger prægtigt på en bakketop nær landsbyen Hohenschwangau ved Füssen i det sydvestlige Bayern og er virkelig et besøg værd. Museumsbutikken er til gengæld en af de mest tarvelige i Europa.
Hohenschwangau, Tyskland.
Overnatning
Stationshotel
Nogle af verdens mest spektakulære togstationer er opført mellem 1890 og 1920, men da det ikke længere er en spektakulær oplevelse at køre med tog, er flere af stationerne i mellemtiden blevet omdannet til hoteller. Og hvilke hoteller! Her skal især anbefales St. Louis Union Station Hotel i Missouri, hvor man træder direkte ind i en lobby, hvis hvælvede mosaikloft er næsten 20 meter højt. Stationen blev opført i slutningen af det 19. århundrede og rummer i dag 539 luksusværelser. Et andet eventyrligt eksempel er Canfranc Estación i Spanien. Bygningen, der har 365 vinduer, et for hver af årets dage, har længe været en destination for folk med en forkærlighed for forladte steder. Det er blevet kaldt »Bjergenes Titanic«, men genåbnede her i 2023 som luksushotel, og det ser virkelig labert ud. Også Lackawanna Station i Pennsylvania er blevet omdannet til hotel, og selvom det ikke er helt så spektakulært som de andre, er der noget betagende over de overvældende mængder gul marmor, som stationen har kastet i synet på sine rejsende. Var det bare i Danmark. Stationerne afspejler, at det engang var eventyrligt at rejse med tog, og herhjemme har man nok bedst forstået det i Helsingør, hvor stationen ligner en niece til Rosenborg Slot, som måske kan blive et herligt luksushotel.
USA, Spanien, Danmark.
Podcast
Perspektivforskydning
Fire gange om ugen sendes nyhedspodcasten Blåt Bælte, som er et nødvendigt – og ret sjovt – korrektiv til nyhedsdækningen i P1 Morgen. Mens SU-modtagere i DRs morgennyheder næsten uimodsagt kan fremsætte krav om mere i SU, kommer de i menneskehænder i Blåt Bælte og opfordres til at tage et studiejob. Her undersøger man også, hvorfor Nordisk Råds kostråd skulle koste 12 millioner at lave, og hvorfor det i øvrigt skal blande sig i, hvad folk spiser. Læg hertil den nok mest omfattende diskussion af den aktuelle korankrise, hvor Jakob v. H. Holtermann, lektor i retsfilosofi ved Københavns Universitet, forleden totalt atomiserede Mette Frederiksens bizarre udmelding om, at en koranafbrænding ikke er en ytring, ligesom han gik i rette med udsagnet om, at Danmark og Sverige står isoleret. Værterne er Astrid Johanne Høg, der har en fortid på Kontrast, og Morten Møller Sørensen, som tidligere var en del af Venstres pressetjeneste. Og i stedet for at lade, som om de er neutrale ordstyrere på politiske debatter, deklarerer de sig selv som borgerlige. Dejligt.
Blåt Bælte, 24syv.
Del:



