Enevælden. Læge, alkymist, astrolog, pietist – Johann Konrad Dippel var en interessant skikkelse i det tidlige 1700-tal. Frederik Stjernfelts nye biografi giver et godt indblik i periodens tankeverden, men er ikke just letlæst eller overskuelig.
Barkgnavernes skræk
I tidligere bøger har Frederik Stjernfelt brugt historien til at bringe et budskab til nutiden. Især har han kredset om Oplysningstiden som ophavet til de værdier, som de fleste af os i dag betragter som væsentlige. Med netop Oplysningstiden er der imidlertid det problem, at den ved nærmere øjesyn ikke så ofte lever op til de idealer om oplysning, fornuft, orden og retfærdighed, som en ophøjet nutid kan finde på at opstille.
I denne bog om lægen, alkymisten, astrologen og den ihærdige pamfletist Johann Konrad Dippel (1673-1734) har Stjernfelt da også fjernet sig afgørende fra den ambition at lede i fortiden efter noget, der ligner nutiden. I stedet studerer han den, fordi den er fremmed. Og Dippel er virkelig et interessant og eksotisk bekendtskab, der abonnerede på en række forestillinger om videnskab og religion, som er ganske fremmed for os. I dag ville han blive kaldt obskurantist, måske endda lidt kværulantforrykt.
Del:


