Mider daler. To digtere opruster med held hver sin periferi: Sternberg besværger sin stålsatte fremmedgørelse, Sigurd Buch arbejder ufortrødent på et dige.

Digterne på digerne

I gamle dage – før 1980erne, det er mine gamle dage – var digterne faktisk på barrikaderne, når de var på barrikaderne, eller i det mindste til 1. maj i det rigtige hjørne af Fælledparken (eller i Aarhus i Botanisk Have): Nu nøjes de med at være på digerne, når de er på barrikaderne, bogstaveligt talt.

I sit nye lille, forfinet og polyfont minimalistiske tekstbind, Digefred, går digteren og skibsbyggeren Sigurd Buch Kristensen (f. 1988) – der var det store, kvidrende håb i det første nummer af Hvedekorn, jeg redigerede (1, 2008) – rundt på den lillebitte sydfynske ø Birkholm, som han bebor, og ser til og efter bedste evne genopbygger øens diger sten for sten (er der mon et link til Henrik S. Holcks gode, halvgamle 80er-digt om at flytte en sten og forandre verden?), græstot for græstot, hvilket ikke kun er en metafor på skriften (to sider senere står der: »At skovle en tanke fra en tanke«), men også rent praktisk praksis, nænsom og viljestærk:

larsbukdahl
(f. 1968) er forfatter og anmelder. Cand. phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Debuterede som anmelder i Kristeligt Dagblad i 1988, sluttede sig til Weekendavisen i 1996, Debuterede som forfatter med digtsamlingen Readymade! i 1987, har siden udgivet både digte, romaner, rim og remser, børnebøger og litterære monografier, senest kom erindringsteksterne Korshøjen, 2018. Siden 2008 redaktør på det hæderkronede poesitidsskrift Hvedekorn. Blogger på bloggen Blogdahl og bebor desuden en hjemmeside larsbukdah.dk. Modtog 2008 Kunstrådets Formidlingspris.

Andre læser også