I Karen Blixens fuglereservat på Rungstedlund er den vilde natur i højsædet. Her er gode, varierede levesteder for såvel fugle som andre dele af den biologiske mangfoldighed i form af store, gamle træer, mængder af dødt ved og levende hultræer, artsrige skovbryn og krat, småsøer og skovsumpe og lysåbne, blomstrende overdrev og enge med græssende heste og kvier.

Men her er også nogle meget farverigt blomstrende havebede, dels på plænerne omkring huset, dels i Rungstedlunds gamle frugthave. De er anlagt for at kunne videreføre en smuk tradition fra Karen Blixens tid: Når baronessen ventede gæster, skabte hun gerne imponerende buketter af blomster og andre dekorative emner, som hun så vidt muligt hentede i Rungstedlunds have og park. Der indgik både ædle roser, stauder, sommerblomster og mere ydmyge vækster som ellekviste, skvalderkål, porreblomster, kålblade og frøstande fra afblomstrede planter – alt efter årstidens muligheder.