PARIS – Det er sjældent, at en bog er så elendig, at man føler sig nødsaget til at affatte en kommentar, der advarer mod den ganske genre, som den repræsenterer. Men det er ikke desto mindre tilfældet med Catherine Kalengulas nyligt udgivne Emily in Paris.
Lad mig indledningsvis slå fast, at jeg faktisk synes ganske godt om Netflix’ dunderhit Emily in Paris. Serien, der er skabt af Darren Star – manden bag Sex and the City – og hvis tredje sæson netop har haft premiere, handler om den unge Emily Cooper, som ved et lykketræf får job på et reklamebureau i Paris, som hendes firma i Chicago har opkøbt.
Hun tager afsted uden at kunne ét eneste ord fransk, og hendes overidylliserede forestillinger om den franske hovedstad slår ikke overraskende hurtigt sprækker i mødet med den franske virkelighed: nederdrægtige chefer, gallisk arrogance, svigagtighed og formaliseret utroskab. Letbenede, muntre (og ofte sandfærdige) fordomme og stereotyper, skildret på et billedskønt bagtæppe af postkortagtige pariserkulisser. Det er hverken dybt eller sofistikeret (og heller aldrig ubehageligt, som Paris ellers sagtens kan være), men jævnt underholdende. Og en veritabel publikumsbasker.
Derfor har folkene bag serien set deres snit til at udgive serien i bogform.
DÉT SKULLE DE ALDRIG HAVE GJORT. For det er en dræbende ørkenvandring, der synes forfattet af en retsstenograf, som man har plantet foran skærmen med det opdrag at transskribere serien med forklarende bemærkninger i præsens og jeg-form. Slutproduktet er et tåkrummende blodfattigt handlingsreferat, hvor alt er affattet i opremsende og ekspliciterende hovedsætninger, som intet overlader til fantasien.
(Ovenikøbet ødselt strøet til med sproglige, idiomatiske og faktuelle fejl, som man havde haft lettere ved at tilgive, hvis man blev revet med af fortællingen. Men som nu virker som sandkorn på nethinden, mens man står og spejder forgæves efter en oase i den golde udørks horisont).
Men selv hvis sproget var bedre og idiomerne bemestret, ville bogen (jeg kvier mig ved at bruge ordet »roman«, som forlaget selv gør på omslaget) stadig komme til kort. For de sjove indslag i serien består netop i skuespillernes betoninger, tonefald, grimasser, blik og stemninger, som ikke lader sig transponere 1:1 til bogform, men kræver en kreativ indsats, lad os bare sige gendigtning, for at virke levende i prosaform.
PÅ TV FUNGERER SERIEN, som The New Yorker har kaldt ambient tv, eller elevator-/lufthavns-tv, som man godt kan have kørende i baggrunden, mens man laver andre ting. Ikke mindst fordi stemningsbillederne fra bistroer, cafeer og fyldte fortove i Paris ikke just skriger på intens opmærksomhed. Men den går ikke i bogform. Ganske ligesom man ikke ustraffet sætter elevatormusik op i en større koncertsal.
Det er næppe tilfældigt, at den normale praksis er at filmatisere bøger og ikke omvendt. Det kræver en kreativ kraftanstrengelse at skabe god og ikke mindst morsom litteratur på baggrund af en serie eller en spillefilm. Det har forfatter og forlag forsømt i dette tilfælde, og derfor virker de 243 sider mest af alt som et nærmest tricktyvagtigt forsøg på at spinde guld på successeriens renommé.
Det er uudholdeligt. Ganske enkelt. I sin nuværende form har fortællingen samme dramaturgiske spændstighed som en samlevejledning til en Ikea-reol eller indlægssedlen til en creme mod hæmorider. Jeg måtte lægge bogen fra mig allerede efter knap 50 sider og fandt min nådige frelse i Oscar Wildes legendariske bemærkning om, at man aldrig må føle sig forpligtet til at læse en bog til ende. For som han sagde: »Man behøver jo heller ikke tømme hele tønden for at konkludere, at vinen er ringe.«
MEN DET VÆRSTE ER, at det ikke er første gang, jeg bevidner denne litterære forbrydelse. Disney har for eksempel før fostret flere deplorable børnebøger. Ikke mindst Frost (i serien Disney Klassikere) – hvilket er helt grotesk, al den stund hovedhistorien læner sig voldsomt op ad H.C. Andersens velkendte eventyr »Snedronningen«.
Derfor har indeværende kommentar heller ikke form af en klassisk anmeldelse, men snarere en hvas advarsel både til potentielle læsere mod at bruge 199 kroner på at købe denne litterære vanskabning og så sandelig også til alle forlag, der måtte pønse på at gøre noget lignende: Lad for Guds og Gutenbergs skyld være.
