Fejlopslagh

Det er slående, hvor meget Alex Vanopslagh tog fejl, da han 12. oktober sidste år gav et interview på forsiden af Berlingske:

»Den eneste måde, vi kan komme af med inflationen på, er at lave en opbremsning i dansk økonomi,« sagde Vanopslagh.

Staten skulle skære dramatisk ned, bruge færre penge, fyre folk, stoppe økonomien. At mene noget andet var »uærligt« og »farligt«. At sende varmechecks til pensionister var »gift for dansk økonomi«, »et pragteksemplar på uansvarlighed« og »rendyrket populisme«.

»Den her krise skal gøre ondt,« sagde han.

Og hvad skete der så? Regeringen strammede ikke op, den uddelte varmechecks og opførte sig som de uansvarlige populister, Vanopslagh advarede imod – og nu er inflationen faldet syv måneder i træk – fra over 11 procent i oktober til 2,9 procent i maj. Toppen var cirka, da interviewet blev bragt.

Bevares, Vanopslagh var ikke den eneste, der tog fejl. Lars Løkke Rasmussen, CEPOS, Berlingske og Nationalbanken sagde alle, at vi skulle stramme økonomien voldsomt op.

Jeg nævner det kun, fordi der synes at tegne sig et mønster her: Borgerlige stemmer udtaler sig bombastisk om store makroøkonomiske spørgsmål – og tager fejl.

Det samme skete nemlig under pandemien: Da den socialdemokratiske regering ville optage lån og bruge dem til at betale dele af borgernes løn, advarede Berlingske om »et orgie af gældsætning«. Vi var på vej mod »afgrunden«. Regeringen ville »bruge løs og forgælde danskerne«, mente Rasmus Jarlov. De blå partiledere skrev en fælles kronik og advarede om »en regning, der skal betales«.

Hvad skete der? I maj i år var den danske statsgæld ifølge Nationalbanken nede på 11 procent af BNP, det laveste tal siden statistikkens begyndelse i 1995.

Det mest sigende ved Vanopslaghs fejlanalyse er måske, hvor selvsikkert den leveres: Han iscenesætter sig selv som modig og indsigtsfuld, mens hans politiske modstandere er uvidende og uansvarlige. Sådan taler borgerlige tit om penge: Vi har forstået det, men det har I andre ikke. Det skyldes måske arven fra 80erne. Schlüter genoprettede økonomien, og de blå blev med rette betragtet som mere økonomisk ansvarlige end de røde.

Men nu har man fornemmelsen af, at det blå Danmark ikke har udviklet sine økonomiske teorier siden dengang.

Under pandemien var renten omkring nul eller ligefrem negativ – investorer ville betale den danske stat for at låne penge – og så er det jo en god forretning at låne for at holde hånden under beskæftigelsen.

Den høje inflation sidste år skyldes ikke populistisk overforbrug, den skyldes et prischok på energi og fragt, som ikke kan afhjælpes med nedskæringer. I sidste uge udkom i øvrigt et studie fra cheføkonomen i IMF: De mange penge, Europas regeringer brugte på at hjælpe borgerne med de høje energiregninger, var ikke »gift« for økonomien, de dæmpede faktisk inflationen.

Den blå økonomitænkning fremstår i dag lidt som venstrefløjens forhold til indvandringsdebatten i 90erne: Man har en masse moralske fortællinger fra fortiden, men kun få nye analyser. Og så ender man typisk med at tage fejl.