Nabo til ragnarok

TAIPEI – I årtier har det været en gave for landene i Østasien at befinde sig tæt på Kina. Pengene er strømmet ind som følge af folkerepublikkens økonomiske mirakel. Men medaljen har en bagside. Et Kina i krig kunne gøre den geografiske placering til en forbandelse.

Den demokratiske ø Taiwan, der ville være den mest sandsynlige anledning til og skueplads for en varm kinesisk-amerikansk konflikt, befinder sig lige i centrum af regionen, som et geografisk bindeled mellem Nord- og Sydøstasien.

Landene omkring ligger tæt op ad hinanden på en måde, der fremmer handel i fredstid, men skaber en ubehagelig nærhed i krigstid. Der er ingen steder at gemme sig, hvis det kinesisk-amerikanske opgør, som flere og flere frygter, bliver til virkelighed.

Der er for eksempel mindre end 200 kilometer mellem Taiwan og de nordligste øer under filippinsk kontrol. Det skaber en stille erkendelse af, at en krig om øen – for eksempel et kinesisk invasionsforsøg – uundgåeligt vil få konsekvenser.

»Hvis der virkelig opstår konflikt i det område, er det meget vanskeligt at forestille sig en situation, hvor Filippinerne ikke bliver involveret på den en eller anden måde,« sagde den filippinske præsident Ferdinand Marcos Jr. tidligere på året.

Ikke alle lande i regionen er dog parate til den samme smertefulde erkendelse. Nogle regeringer synes nærmest at følge en politik byggende på den antagelse, at hvis man ikke tænker på et problem, går det væk af sig selv.

»De forsøger at ønske en potentiel krise i Taiwanstrædet ud af verden. Naturligvis gør det dem mindre velforberedte på en sådan krise og mere sårbare over for en pludselig eksplosion omkring Taiwan,« siger Chong Ja Ian, en ekspert i regionale sikkerhedsforhold ved National University of Singapore.

Selv hvis det lykkes for Taiwans naboer at holde sig fri af direkte involvering i fjendtligheder, vil krig uundgåeligt have katastrofale følger, både af økonomisk og humanitær art. Øen ligger tæt ved vitale skibsruter, ligesom den taiwanske bygge- og servicesektor beskæftiger 700.000 migrantarbejdere fra Sydøstasien.

Hellere rød end død

Landene i regionen ville i en kinesisk-amerikansk konflikt om Taiwan stå lidt i samme situation som Skandinavien under de to verdenskrige. Begge gange ønskede vores del af verden at holde sig udenfor. Første gang lykkedes det. Anden gang ikke: Både Danmark og Norge blev angrebet og besat.

Geografi er skæbne. Eller som den fipskæggede russiske kommunist Lev Trotskij udtrykte det: »Det kan godt være, at du ikke er interesseret i krig. Men krigen er interesseret i dig.«

Dén gamle sandhed har ikke mange tilhængere. Kun de færreste i regionen bryder sig om at være tvunget ind i noget, der kunne udvikle sig til Tredje Verdenskrig.

En rundspørge blandt borgere i Sydøstasien udført af tænketanken ISEAS – Yusof Ishak Institute i Singapore viser, at kun seks procent bryder sig om at skulle vælge side mellem USA og Kina. Men hvis de blev tvunget til at træffe et valg, ville næsten 40 procent læne sig op ad Kina.

Det afspejler en defaitisme, der kan minde om mottoet »hellere rød end død« udbredt i visse kredse i Europa under Den Kolde Krig. Eller som formuleret af Rohan Mukherjee, der forsker i international politik ved London School of Economics:

»Det her er nok en smule kontroversielt at sige, men mange af landene ville, tror jeg, foretrække at tilpasse sig til en eller anden form for Kina-domineret regional orden frem for at opleve de omvæltninger, som en krig vil føre med sig,« siger han.

Det hele ville være mere simpelt, hvis Kina bare ville nøjes med at være en militær stormagt, ligesom Sovjetunionen i gamle dage. Men Kina er også en økonomisk sværvægter, og det gør det vanskeligere at forholde sig til.

»Det her er helt anderledes end under Den Kolde Krig, hvor der var en skarp adskillelse mellem de to lejre både politisk og økonomisk. Man handlede for det meste inden for sin egen blok. Men Kina er dybt indlejret i naboøkonomierne på en måde, som ingen anden amerikansk rival har været,« siger Mukherjee.

»Kina er i den henseende langt mere magtfuldt, end Sovjetunionen nogensinde var. Det er en udfordring af en helt anden størrelsesorden og en helt anden natur end den sovjetiske. Derfor er det også helt forståeligt, at landene i regionen ønsker at fortsætte deres økonomiske forhold med Kina uden at blive suget ind i en konflikt.«

Modvillige Japan

Også i Japan, hvor der ellers hersker en forholdsvis realpolitisk betonet holdning til den kinesiske udfordring, er der en påfaldende mangel på appetit for at dø for Taiwan.

En nylig rundspørge blandt 3.000 voksne japanere foretaget af avisen Asahi Shimbun viser, at kun 11 procent ville støtte en japansk beslutning om at deltage aktivt side om side med amerikanske styrker i en krig for at forsvare Taiwan mod et kinesisk angreb.

Det skaber et paradoksalt interessefællesskab mellem Kina og Japan. Selvom de to lande og arvefjender ville befinde sig på hver sin side i en konflikt, ville de begge foretrække, at japanerne holdt sig ude af en krig om Taiwan.

Japanerne bryder sig ikke om de store omkostninger, krigsdeltagelse ville medføre, mens Kina vil have betydeligt bedre chancer for sejr i en krig om Taiwan, hvis amerikanerne skal klare sig uden japansk hjælp, fortæller Pascal Lottaz, der forsker i neutralitetsstudier ved Kyoto Universitet.

»Japansk deltagelse i en konflikt om Taiwan er helt afgørende. Hvis Japan bliver involveret, bliver Kinas chancer for at vinde meget, meget mindre. Så hvis der udbryder en krig, vil Kina gøre alt for at holde Japan ude,« siger han.

Det indebærer for eksempel, mener han, at det kinesiske militær vil strække sig til det yderste for at undgå at beskyde amerikanske mål på japansk territorium, da det nærmest pr. automatik ville betyde, at Japan skød igen.

Japan vil med stor sandsynlighed komme under amerikansk pres for at bidrage aktivt til en krig med Kina, og Washington har i den forbindelse en klemme på Tokyo: Det kan true med at fjerne den atomparaply, som i årtier har givet japanerne lov til at leve et liv i stabil velstand trods uberegnelige naboer.

Det er ikke en situation, de japanske beslutningstagere bryder sig om, og et hastigt voksende militærbudget, der i år er steget med 26 procent, vil på længere sigt give Japan muligheden for at stå på egne ben.

»Det betyder, at japanerne måske om ti år vil kunne fortælle amerikanerne, at de ikke vil gå i krig sammen med dem. Selv hvis USA gør gengæld ved at lade japanerne være alene, kan de godt klare sig,« siger Lottaz.

Det siger sig selv, at Kina ligesom USA i tilfælde af en krig vil forsøge at mobilisere både aktiv og passiv støtte blandt de nærliggende lande.

Cambodia, Laos, Myanmar under juntaen og måske Thailand er de mest sandsynlige kandidater, fordi de har et bedre forhold til Beijing end andre, ifølge Chong fra National University of Singapore.

»Cambodia, Laos og Myanmar er også mere afhængige af Kina økonomisk end andre. Og specielt juntaen i Myanmar er meget afhængig af våben fra Kina,« siger han.

Han tilføjer, at andre lande, som Singapore og Malaysia, måske vil blive presset til mere skjult støtte til Kina, eller, i fraværet af egentlig bistand, et løfte om at afholde sig fra at bekæmpe kinesiske forsøg på at forstyrre amerikanske operationer.

Alle æg i én kurv

Ingen af staterne i regionen er glade for at blive trukket i hverken den ene eller anden retning, fortæller Nguyen Khac Giang, en ekspert i international politik ved Singapores ISEAS – Yusof Ishak Institute.

»De mindre lande ønsker ikke at vælge side og dermed blive tvunget til at lægge alle deres æg i én kurv. De ønsker også en vis form for fleksibilitet, så de kan gøre, hvad der fungerer for dem,« siger han.

»Hvis de vælger at satse på enten Kina eller USA, og det pågældende land så taber en krig, vil de stå i en meget vanskelig situation over for sejrherren. De er små lande, og de har ikke råd til den form for risiko. Så de forsøger at helgardere sig.«

Ngyuen kommer selv fra Vietnam og fremhæver landet som et eksempel på, hvordan både ældgammel og moderne historie kan komplicere situationen i det kludetæppe af nationer, som Østasien udgør.

»Det er korrekt, at Vietnam har en flere tusind år lang og ofte konfliktfyldt historie med Kina, men samtidig er det også et ufravigeligt faktum, at landet er nabo til kineserne, og det ville være meget varsomt med at blive set som et redskab i amerikanernes hænder,« siger han.

»Vietnamesisk udenrigspolitik i de senere år har også vist, at det forsøger sig med en forsigtig balancegang mellem USA og Kina. Vietnameserne er bange for Kina, men de er også bange for Vesten og især USA som ideologiske modstandere, der potentielt kunne forsøge at demokratisere Vietnam.«

Der bliver med andre ord slæbet på fødderne i Sydøstasien, og meget tyder på, at USA har mistet tålmodigheden med regionen som helhed. I stedet sætter amerikanerne deres lid til en gruppe af nære venner, herunder Japan og Australien, fortæller Cho Sungmin, en analytiker ved Asia-Pacific Center for Security Studies, en tænketank i Hawaii under det amerikanske forsvarsministerium.

»De fleste i ekspert- og embedsmandskredse i de lande hælder til at støtte USA og danne en koalition af villige lande mod Kina med henblik på at udgøre en afskrækkende virkning eller få de kinesiske ledere til at tænke sig om en ekstra gang,« siger Cho, der understreger, at han ikke udtaler sig på vegne af Pentagon.

Dermed er Østasien ved at blive delt mellem inderkredsen af særligt betroede, og så en kødrand uden om, der bare må stå og se til, ifølge Mukherjee fra London School of Economics.

»De sydøstasiatiske lande har i lang tid forsøgt at trække tiden ud i forhold til at slutte sig til en koalition, og de oplever nu, at de har fået frarøvet initiativet, og at amerikanere allerede har truffet et valg for dem,« siger han.

»Amerikanerne siger, at de vil satse på deres større demokratiske partnere. Og nu er de sydøstasiatiske lande begyndt at blive bekymrede og er bange for, at de har sat sig selv uden for indflydelse.«