Leder. Det nylige medieforlig viser, at pressens vilkår afhænger af politikernes luner. Med konkurrencen fra en ny, overvældende kant bør det uværdige bånd endelig kappes.
Nådsensbrød
DEN fjerde statsmagt kalder pressen gerne sig selv. En betegnelse, som lyder noget mindre selvgratulerende, når mediestøtten gives, og når offentligheden præsenteres for medieforlig som det, regeringen i selskab med DF, De Radikale, Enhedslisten og SF for nylig aftalte. Her står det klart, at den lovgivende første statsmagt i vidt og overordentligt detaljeret omfang dikterer de betingelser, den fjerde statsmagt lever under. Forliget er en manifestation af, at langt de fleste større mediers økonomi er underlagt politikernes luner. Uværdigt er som altid det ord, der ligger yderst på tungen. Uholdbart ligger lige efter.
UFRIE er danske medier blevet. Det er en konsekvens af, at vi herhjemme opretholder en totalt statsstøttet koncern som Danmarks Radio med det umiddelbart ædle formål at sikre alle borgeres adgang til dansksprogede nyheder og underholdningsprogrammer. Over tre en halv milliard kroner får koncernen, som den blandt andet bruger på et righoldigt og smukt digitalt nyhedssite befolket af landets fremmeste journalister. Det siger sig selv, at det er vanskeligt at få danskere til at betale for privatejede medieselskabers nyheder, når de får dem gratis på DR. Det er også den begrundelse, politikere giver for mediestøtten til private medier – også Weekendavisen. Den skal forstås som et plaster på det sår, konkurrenceforvridningen har skabt. De private medier lever på politikernes nåde.
PRESSE og medier oplever i disse år voldsomt stigende og indgribende konkurrence fra en anden og helt ustyrlig front, som grundlæggende bør ændre vilkårene for hele denne gamle, forbitrede debat. Den kommer fra sociale medier og techvirksomheder, som uafladeligt udsteder nyheder gratis og uden nogen form for redaktionelt filter med besværlige krav om dokumentation. Her hersker det glade anarki. Unges medieforbrug bevæger sig i stigende grad i den retning. Det ligger sjældent til politikere at gøre tiltag, der minimerer den magt, de selv har. Men på medieområdet er det nødvendigt. Mantraet bør være, at danske medier skal sættes fri. Det betyder, at mediestøtten ad åre bør fjernes, og at finansieringen af DR begrænses til det, danskerne ikke får lige så godt andre steder. Vi kan ikke fastholde en presse, der forpligter sig på både magtkritik og sandhedssøgen, medmindre den i ægte forstand er uafhængig. kw
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.

Del:



