Kort nyt. Der har længe været teorier om, at p-piller spiller mere end fertiliteten et puds.

Nedtrykt på p-piller

Hormonerne i pillerne »fucker med kvinders hjerne«, som Weekendavisen beskrev det i en artikel i 2020. Nu kommer en videnskabelig artikel med ny evidens for dén påstand. Data på over en kvart million kvinder viser en betydelig sammenhæng mellem forbruget af p-piller og forekomsten af depression blandt brugerne.

Studiet er forankret hos Uppsala universitet. Her har man analyseret indrapporteringer til UK Biobank, hvor man har sundhedsdata på kvinder fra fødsel til overgangsalder: tal for, hvornår kvinderne begyndte at tage p-piller, og hvor længe de har taget dem. Der er også opgørelser over symptomer på depression eller stillede diagnoser på den psykiske lidelse. På den måde har finske immunologer kunnet pege på sammenhænge mellem de forskellige parametre.

Resultaterne viser, at forekomsten af symptomer på depression er 130 procent højere blandt kvinder, der begyndte at bruge p-piller som teenagere. Blandt voksne brugere er symptomerne 92 procent mere udbredt i forhold til ikkebrugere.

Til gengæld falder tristessen for nogle over tid. I perioden efter de to første år, hvor kvinder har brugt p-piller, er de mindre tilbøjelige til at føle symptomer på depression, viser tallene. Det gælder bare ikke for teenagebrugerne. Hos dem er der fortsat en øget forekomst af depression blandt de unge brugere, selv efter de er holdt op med at bruge p-piller som voksne.

Fundene er dog forbundet med visse usikkerheder, påpeger forskerne: Brugerne har selv indberettet data efter hukommelsen, og det kan desuden være svært at udelukke, om der kan være andre forklaringer på sammenhængene.

Epidemiology and Psychiatric Sciences, 12. juni

Vi kender til blodpropper og kræftrisiko. Læs Lone Franks artikel om de psykologiske og sociale effekter af p-piller, som er den moderne medicins blinde plet.