I udbrud. Når Michaels Falchs udtalelser irriterer mig så meget, skyldes det, at de henviser erfaringer til en skyggetilværelse, overstrålet af kategorier som køn og hudfarve.
Hvid mands byrde
»Hvad bør enhver mand vide om kvinder?« spørger Euroman i denne måned musiker og forfatter Michael Falch, der leverer dette tidstypisk forvrøvlede svar: »Jeg er jo en ældre, vestlig, privilegeret mand. Hvid endda. Og selv om jeg har været med til feministiske demonstrationer for ligeløn i 1970erne, må jeg nok erkende, at jeg slæber rundt på en masse strukturel sexisme. Noget, som jeg måske ikke engang har opdaget endnu.«
Svaret er så kælent og korrekt, at det fik mig til at koge over og råbe: »HVOR ER DET RØVSYGT,« til min mand.
For direkte oversat betyder det, at han ikke tør svare på spørgsmålet, og det skyldes, at generaliseringer om kvinder er noget af det mest upopulære, man kan give sig i kast med. Nogen kunne jo blive krænket, og så er fanden løs i Laksegade.
Til gengæld vil han gerne sige noget generaliserende om mænd: »Vi har været slaver af vores seksuelle drifter i så lang tid. Det kan sgu godt være heftigt at ligge under for den der gammel-maskuline energi.«
Naturligvis. Mænd er sexdyr, undertrykt af gammel-maskulin energi, mens kvinder er så nuanceret og usædvanligt et fænomen, at han slet ikke ved, hvad han skal sige om dem.
Fordi han er en 66-årig, hvid, vestlig mand.
Og ja, jeg ved godt, at det er blevet en form for markør for det progressive og oplyste menneske, at man kan redegøre sin egen for hudpigmentering og sammensætning af kønskromosomer. Men det er altså ikke udtryk for stor selvindsigt. Tværtimod er det banalt grænsende til det pinagtige, at det, man kan se i badeværelsesspejlet, skal ophøjes til stor livsvisdom.
Men ikke nok med, at det er latterligt. Det er også problematisk.
Den såkaldte privilegieblindhed er eroderet i tandløs, vandkæmmet, erfaringsløs tænkning.
Selvfølgelig lever menneskeheden med, at Michael Falch ikke vil videregive sine væsentligste erfaringer om kvinder, men når hans udtalelser irriterer mig så meget, skyldes det, at de henviser erfaringer til en skyggetilværelse, overstrålet af kategorier som køn og hudfarve. Er sidstnævnte da helt uden betydning? Nej. Men de er heller ikke altafgørende.
Den såkaldte privilegieblindhed var spændende i fem sekunder, men er siden eroderet i tandløs, vandkæmmet, erfaringsløs, uinspirerende og selvundertrykkende tænkning.
Må den snart blive stedt til hvile under den sten, hvor den falske bevidsthed ligger sammen med kinakål og mundbind.
Del:
