WASHINGTON – En søndag morgen for ikke så længe siden stod jeg tidligt op og kørte ud til et indkøbscenter i forstæderne. Jeg var på en mission, som havde været planlagt længe.
I USA er der mange måder at erhverve sig en PlayStation 5, men noget så simpelt som at gå ind i en butik og tage varen ned fra hylden er ikke en af dem. Teorien har jeg engang fået forklaret: Det er noget med at holde udbuddet af spillekonsoller kunstigt nede, så kunderne er tvunget til at ringe til forhandlere og sætte deres vækkeur til klokken 5 søndag morgen i håb om at få fingre i et eksemplar.
Det er ligesom en skattejagt, bare uden morskab og med mere stress. Målet er nok at udsætte folk for så mange strabadser, at de til sidst er villige til at betale hvad som helst for at få indkøbsoplevelsen til at høre op.
Usikkerhed spiller en vigtig rolle. Under en rekognoscering i indkøbscentret dagen forinden nægter personalet at kende antallet af konsoller i ugens leverance. Men sent om aftenen vil der blive hængt en seddel op, forklarer en ekspedient højtideligt. En seddel med et tal. Og af det tal vil man hurtigt kunne se, om man har en chance for at få en PlayStation med hjem den følgende morgen.
Men næste morgen har nogen fjernet sedlen fra butikkens facade. Fire stykker tape sidder tilbage som bevis.
Et lille dusin mistænkte har taget opstilling på gangen i storcentret. Nogle sidder på flisegulvet eller læner sig op ad glasset i en række foran indgangen. Men der sidder også et par mænd ved metalborde rundtomkring og skuler til hinanden.
En af dem nikker kort til mig, men ellers er der ingen anerkendelse at spore. At træde ind i centret er lidt som at sparke døren op til en saloon i en western, bare med søvnige fædre, der løfter blikket fra deres mobiltelefoner, og ikke pistolmænd, der skuler hen over en whisky.
Der findes folk, som bliver helt opstemt af den slags indkøbskonkurrencer. Af basarer, lagersalg og limited editions. Jeg er ikke en af dem. Sidste gang jeg forsøgte noget lignende, var for 15 år siden, hvor min bedre halvdel havde set en annonce for et udsalg af danske designermøbler i Holte. Af uvisse årsager havde vi ligesom mange af vores jævnaldrende dengang et stærkt behov for at indrette os nøjagtig som vores forældre, og der var lang kø foran lageret. Forinden havde vi udset os et parti Syver-stole med ekstra sædehøjde i farven lysegrå. Som de vilde unge mennesker, vi var.
Jeg kan huske, at det var en smuk solskinsmorgen, og at køen strakte sig rundt om et lille gadekær. Jeg kan også huske adrenalinet og skrigene fra Storkøbenhavns middelklasse: Hvordan de slog ned over møblerne i sværme og trak i dem fra flere sider. Stolene solgte vi på Den Blå Avis et par år senere og savnede dem aldrig et sekund.
MÅSKE ER DET Holte-traumet, der får mig til at stivne i skydedøren så mange år senere. Men det er nok også USA i det hele taget. Det er som regel flinke folk, man møder herovre, men de er ikke kendt for deres egenskaber i forhold til kompromis og konflikthåndtering.
Derfor bekymrer det mig også, at der ikke er nogen myndighed at se i storcentret denne morgen. Ingen liste, man skriver sit navn på. Ingen automat, hvor man kan trække et nummer. Der er kun et lille dusin mænd og en kamp om ressourcer. En jagt, som ingen har lyst til at vende tomhændede hjem fra.
Her er jeg også nødt til at skrive et par linjer om Westfield, som indkøbscentret hedder: Det er ikke som de amerikanske malls, jeg så i fjernsynet som barn. Det er en øde og mærkeligt laset bygning, som ser ud til at være samlet af reservedele fra andre indkøbscentre. En ende er mørk og har paneler i lakeret træ, mens en anden er fuld af lys, glas og poleret stål. Bevæger man sig tilstrækkeligt langt væk fra sportsbutikken og restauranterne midt i centret, begynder gangene at flyde med pap og byggeaffald. Under pandemien lukkede mange af butikkerne, og flere lokaler står stadig tomme.
Men måske er det netop ikke det amerikanske storcenter, men resten af verden, der har ændret sig. Jeg var vildt benovet over supermarkedskæden Whole Foods, da jeg første gang besøgte USA for 20 år siden: de lange montrer med færdigretter, den liflige, luksuriøse dis, der blev sprøjtet ud over grøntsagerne fra små dyser i loftet.
Men i dag kan man få de samme varer i SuperBrugsen, og på flere måder er europæerne blevet bedre til at være amerikanere end amerikanerne selv. Field's på Amager er et bedre amerikansk indkøbscenter end de fleste indkøbscentre i Amerika. Og en McDonald's i Skandinavien er en gourmetoplevelse sammenlignet med de fleste filialer i USA.
I EN LANG, lang nervøs time siger ingen i centret noget den morgen. Folk går frem og tilbage, strækker sig, skæver ind i butikken og ser rundt på hinanden.
Pludselig kan man høre en stemme længere nede ad gangen. En kvinde. Hun er klædt i nyt, praktisk vandretøj og taler med sig selv i et monotont leje. Noget om Rockefeller og en bog, som »rummer alle svarene«. Hun går rundt mellem os og taler løs, indtil man protesterer eller vifter hende væk. Nu handler det om covid og frysere fulde af lig i Chicago. Det er meget uhyggeligt. Ingen af os ved helt, hvordan vi skal reagere.
»De vil dræbe os allesammen!« råber hun til forsamlingen af tavse mænd foran GameStop-butikken, før hun endelig fortsætter ned ad gangen. »Vi kommer allesammen til at dø!«
Da kvinden er væk, er der igen stille et øjeblik. Så rejser den store mand sig fra metalbordet. Han har militærstøvler på og en T-shirt, hvor der står noget med veteraner. I den ene hånd har han en flaske Gatorade, og i den anden holder han en mobiltelefon.
»Okay,« siger han og ser på telefonen. »Lad os lige blive enige om, hvem der kom først. Jeg var her klokken 5 og har skrevet ned, hvornår I kom hver især.«
Et suk af lettelse går gennem os, og en ny kø danner sig hurtigt foran indgangen.
Kort efter bliver lyset tændt i butikken, og en medarbejder kommer ud med en seddel, hvor tallet »12« er skrevet med sort sprittusch. Straks læner alle sig frem. Man kan se, hvordan de lydløst tæller antallet af mænd foran sig i køen.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
