Anmeldelse. Martin Larsens efterladte romanmonstrum er et svimlende og stærkt diverterende, skrøne- og digressionsrigt ridt gennem en litterær, til alle sider sammenstyrtende guldmine.
En luft af død hund
Martin Larsen, som døde ubarmhjertigt tidligt sidste år, har for længst selv sørget for, at vi ikke imponeres over sidetallet – 526! – på hans generøst kaotiske, indædt rastløse, efterladte roman, navngivet Kronos’ drømme af bogens kompositører og sammenstykkere, vennerne og kollegerne Peter Højrup og René Jean Jensen samt Gyldendal-redaktøren Janne Breinholt Bak, efter et af forslagene på en titelliste; arbejdstitlen forblev B&B, fordi værket begyndte som en omskrivning, til en serie på forlaget Arena, af en trivi-westernroman om cowboyparret Bill og Ben (en mere ligelig og vellignende fordeling af lav- og højstemt kunne være Bill & Bens drømme). Thi sammenlignet med Larsens koncept- og systemdigteriske hovedværk, den 5.984 sider og otte tykke bind lange navneliste Monogrammer, 2008, syner 500+ sider af ingenting.
Men sikke dog et ivrigt broget, episk rundtosset ingenting, som kompositørerne ifølge deres efterskrift har forsøgt at sætte i en slags system og sammenhæng, efter hvem og hvad der fortælles om. Og det skulle de måske ikke have gjort, ymter jeg utaknemligt, for det formelt mest slående ved Kronos’ drømme er og bliver dens både som sådan og især for en koncept- og systemdigter – og måske faktisk endnu tydeligere i kompositørernes heroiske forsøg på oprydning – insisterende usystematik og sammenhængsløshed.
Del:
