At bevæge sig rundt mellem Annette Messagers både undseeligt krybende og grådigt væg-ædende værker i soloudstillingen Désirs désordonnés/Disordered Desires på det aarhusianske kunstmuseum ARoS’ førstesal er som at gå baglæns ind i en foruroligende velkendt verden.

Her er bamser, dukker, plysset børnetøj og hunde, ikke dyrene, men de lave plader med monterede hjul, der bruges til at flytte ting, og som i det myldrende værk Mes transports (2012-13) bærer på legemsdele, enlige børnesko og en død spurv med bugen i vejret. Alt sammen svøbt i sort folie. En dunkel, stivnet miniatureverden på vej et sted hen.