TAIPEI – Anden Verdenskrig i Stillehavet kunne have fået et meget andet forløb, hvis amerikanerne på deres vej mod Tokyo havde valgt at invadere det japanskbesatte Taiwan.
De overvejede det omhyggeligt, men de endte med at opgive tanken. Det ville både være for besværligt og for blodigt.
Det ville have været en af historiens største landsætningsoperationer, med over 400.000 soldater og marineinfanterister på amerikansk side. Selvom der kun var 30.000 japanske forsvarere, var det forventet, at de ville udnytte det vanskelige terræn til det yderste.
»Det vil være en massiv operation, ekstremt omkostningsfuld i både mandskab og skibe, mens den logistisk set vil være et usikkert foretagende og tage alt for lang tid,« udtalte den amerikanske general Douglas MacArthur, der foretrak en landgang på Filippinerne i stedet.
MacArthur fik sin vilje. Invasionen af Taiwan blev aldrig til noget. Men det er et historisk »hvad nu hvis«, som kan blive relevant igen, nu bare med kineserne i rollen som angribere.
Taiwan har haft truslen om kinesisk invasion hængende over hovedet siden det kommunistiske styres oprettelse i 1949, og indtil videre er det blevet ved retorikken. Spørgsmålet er, hvad der ville ske, hvis Kina besluttede sig for at gøre alvor af truslerne og med magt indlemme øens 23 millioner indbyggere i folkerepublikken.
Teknologien har udviklet sig, siden amerikanerne opgav projektet for snart 80 år siden, men den strategiske beliggenhed er den samme, forklarer Kung Shan-son, en analytiker ved tænketanken Institut for National Forsvars- og Sikkerhedsforskning i den taiwanske hovedstad, Taipei.
»Geografien er særdeles vigtig for Taiwans forsvar, specielt fordi det er beskyttet af de omkringliggende farvande. Det er Taiwans vigtigste fordel i sammenligning med et land som Ukraine,« siger han.
Eksperter, som Weekendavisen har talt med, er dog enige om, at en kinesisk invasion hen over det 160 kilometer smalle Taiwanstræde ville udvikle sig til et blodbad med omfattende tab også på taiwansk side. Der ville desuden være et stort antal dræbte og sårede civile på den tætbefolkede ø.
Hvad angår udfaldet, mener mange, at hvis Taiwan modtager støtte fra USA, vil resultatet være et kinesisk nederlag. Uden amerikansk opbakning er det langt mere usikkert, hvordan det alt sammen vil ende.
Kinesisk overlegenhed
Kinas præsident, Xi Jinping, har ifølge rapporter beordret sit militær, kendt som Folkets Befrielseshær, til at være parat til at erobre Taiwan i 2027. Men allerede nu er den kinesiske overlegenhed knusende på stort set alle parametre.
Det amerikanske forsvarsministerium udsendte i november den seneste udgave af sin årlige rapport om det kinesiske militær, med en sammenligning af kinesisk og taiwansk formåen. Den falder mildest talt ikke ud til Taiwans fordel.
Over for det kinesiske militær med et mandskab på over en million har Taiwan en stående styrke på 89.000. Kina råder over mere end 2.300 jager- og bombefly, mens Taiwan har 350. Kinas kampvognsstyrke på 4.400 står i kontrast til Taiwans 850.
Den type kvantitative sammenligninger er ofte forsimplede, da de ikke tager højde for kvalitative forskelle. Men de er mindre misvisende end før, fordi det kinesiske militær igennem de seneste år har været igennem en omfattende modernisering.
I modsætning til de andre krige, Kina har været i involveret i historisk, vil det blive en konflikt, hvor sø- og luftstyrker spiller den mest afgørende rolle. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at netop Kinas flåde og luftvåben i de seneste år er blevet særligt tilgodeset, når militærbudgettet skulle fordeles.
Det er dog samtidig vigtigt at huske, at formåen ikke er det samme som hensigt. Bare fordi kineserne måske kan invadere Taiwan, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de vil tage det skæbnesvangre skridt.
Alene evnen til at gennemføre en invasion vil være et stærkt politisk og diplomatisk redskab i hænderne på den kinesiske ledelse, hvilket kan være den primære årsag til, at Xi har pålagt sit militær at stå klar om bare fire år.
Men selv hvis den militære formåen i første række skal bruges til at true med, vil det kun have værdi, hvis den kan omsættes til let tænkelige scenarier, hvilket fører tilbage til spørgsmålet: Hvordan ville et kinesisk forsøg på at skaffe sig kontrol over Taiwan med militære midler tage sig ud, hvis det skete i dag?
Grå nuancer
Nederst på eskalationsstigen findes den såkaldte kinesiske gråzonetaktik. Det henviser til aktiviteter i tusmørket mellem krig og fred. Flådemanøvrer eller missiløvelser tæt ved Taiwans kystlinje er et eksempel. Cyberangreb på øens informationssystemer er et andet.
Det kunne også være civile kinesiske fiskefartøjer, der styrer mod en af de småøer, som Taiwan administrerer. Det ville være usikkert, om der var tale om en krigshandling, og det ville være op til Taiwan at afgøre, om det skulle mødes med et militært modsvar.
Bolden ville dermed være spillet over på Taiwans banehalvdel. Skal man skyde på de civile kinesiske fiskekuttere? Teknisk set kunne Taiwan ende med at ligne den, der begyndte en egentlig varm krig.
På papiret virker det måske meget lovende. Men Raymond Kuo, ekspert i Taiwan-spørgsmålet ved den californiske tænketank Rand, tvivler på, at Beijing fæster den store lid til den tilgang. Kina har før benyttet sig af gråzonetaktik, for eksempel med militærøvelser efter den amerikanske politiker Nancy Pelosis besøg i Taiwan sidste år, og det har aldrig virket.
»På spørgsmålet om, hvorvidt gråzoneaktiviteter er tilstrækkelige til at føre til taiwansk kapitulation, er svaret meget entydigt nej. Kineserne har indtil videre i det store og hele skudt sig selv i foden med de aktiviteter,« siger Kuo.
»Hver gang Kina foretager sig noget i den dur, bidrager det til at øge den folkelige opbakning bag regeringen i Taiwan, og det styrker taiwanernes følelse af at have en særlig national identitet adskilt fra den kinesiske.«
Et andet skridt, Kina kunne tage, kunne være en egentlig erobring af en af de taiwanskkontrollerede småøer. Men det ville ligeledes have begrænset værdi. Det ville ikke i sig selv tvinge Taiwan til noget som helst, og det ville øge modviljen mod Kina i den taiwanske opinion.
I det hele taget følges risiko og forventet gevinst ad i de alternativer, som Kina står over for i forhold til Taiwan. Jo større risiko, desto større potentiel gevinst.
Skibe og missiler
Blokade af Taiwan er derfor en mere sandsynlig kinesisk fremgangsmåde, måske endda den mest sandsynlige i betragtning af de ressourcer, som Folkets Befrielseshær råder over lige nu, siger flere iagttagere.
Blandt dem er Matthew Cancian, analytiker ved Naval War College i Rhode Island, der peger på, at det kombineret med angreb på kritisk infrastruktur i Taiwan i løbet af få uger ville kunne påføre øen store omkostninger.
»Mangel på vand og elektricitet i bare en måneds tid vil sandsynligvis betyde, at mange mennesker vil dø på grund af mangel på lægehjælp og generelt fraværet af tjenester, som de er vant til,« siger han.
»Det er naturligvis ikke i kinesernes interesse at overtage en ø, som er fuldstændig smadret. Men det ville i høj grad stå i deres magt at skabe store humanitære problemer for Taiwan, og det ville sandsynligvis være deres mest direkte vej til sejr, hvis de valgte at gøre noget i dag.«
Raymond Kuo fra Rand er enig i, at blokade ville være den mest logiske form for operation, hvis de kinesiske ledere besluttede sig for, at militære midler var den eneste udvej. Men det ville også indebære betydelige ulemper for dem.
»En blokade af Taiwan ville gøre ondt på Kina selv. Taiwan er kilde til mange former for input, herunder forskellige former for højteknologi, som kineserne har brug for til at holde gang i deres egen økonomi. Ved at blokere Taiwan afskærer de deres egen industri fra at få de nødvendige forsyninger fra Taiwan,« siger han.
Desuden vil en blokade før eller siden inddrage japanerne, fordi en betydelig del af deres handel og energiforsyninger passerer Taiwanstrædet. Sydkorea og Filippinerne ville sikkert også blive inddraget.
Det er stik imod Kinas instinkter, da det foretrækker at holde enhver uoverensstemmelse med et andet land på det bilaterale plan, fordi det så normalt vil være den største og vil kunne bruge sin økonomiske, politiske og militære vægt over for modparten.
Invasion
Med andre ord er der ingen garanti for, at en blokade ville være en succes. Alternativet kunne være en egentlig invasion af Taiwan, der har et areal som Jylland og Fyn tilsammen. Det er lettere sagt end gjort.
Hele østkysten, hvor bjergene nogle steder står lodret ned i havet, kan på forhånd udelukkes. Men der er i det hele taget ikke mange sandstrande, som egner sig til en invasion, hvilket gør det lettere for det taiwanske militær at koncentrere sine styrker om forsvaret af nogle få vigtige støttepunkter, siger Kung ved tænketanken i Taipei.
»Hvis Kina invaderer Taiwan, vil den nordlige del af øen omkring Taipei være det første valg, fordi kontrol af hovedstaden har både politisk og militær betydning. Der er ingen grund til at spilde tid ved at kæmpe sig nordpå efter en invasion mod syd,« siger han.
Eric Heginbotham, ekspert i asiatiske sikkerhedsspørgsmål ved Massachusetts Institute of Technology har studeret de forskellige invasionsscenarier nøje og giver en beskrivelse af, hvordan kineserne sikkert vil bære sig ad.
Som en forberedelse vil de forsøge at eliminere Taiwans luftvåben og flåde, ligesom de vil gøre deres bedste for at sætte kommando- og kontrolsystemer ud af spillet gennem en kombination af angreb med missiler og fly. Samtidig vil de minere indsejlingerne til Taiwanstrædet for at forhindre adgang for amerikanske fartøjer, især ubåde.
»Personligt tror jeg ikke, at der vil gå lang tid, før de herefter igangsætter en egentlig invasion. Et af problemerne med et forberedende luftangreb er, at hvis det ikke bliver fulgt op umiddelbart efter af en landgang, begynder uret at tikke for en taiwansk mobilisering af reserverne,« siger Heginbotham.
Andre tvivler på, at Kina ville være i stand til at skride direkte til en invasion, inden omverdenen finder ud af, hvad der er på færde. Det ville være vanskeligt at samle en styrke på flere hundredtusinder af soldater på fastlandet over for Taiwan, uden at nogen ville opdage det.
En invasion uden et omhyggeligt forarbejde vil desuden øge risikoen for fiasko i uacceptabelt omfang, ifølge Lin Ying-yu, ekspert i strategiske studier ved Taiwans Tamkang Universitet.
»Kina ville først skulle tilkæmpe sig sø- og luftherredømme i nærheden af Taiwan, før det ville kunne gennemføre en egentlig invasion af Taiwan. Så det ville være svært at gennemføre en invasion uden at give omverdenen en form for forvarsel,« siger han.
Uanset om en invasion sker som et lyn fra en klar himmel eller ej, vil en kinesisk landgang være beregnet på hurtigst muligt at sætte sig i besiddelse af en af de etablerede havne, for eksempel Keelung i nord.
Herfra vil kineserne så forsøge at kæmpe sig i retning mod Taipei. Det kan vise sig at være felttogets vanskeligste del.
»Der er ikke rigtig noget åbent terræn på Taiwan. Det er enten ufremkommelige bjerge eller det er by eller forstad. Der er også dambrug og oversvømmede rismarker. Oveni kommer floder og masser af broer, som en forsvarer kan sprænge i luften,« siger Heginbotham.
Eftersom den bjergrige del af Taiwan er ubeboelig, er indbyggerne stuvet tæt sammen på en tredjedel af øens areal, og derfor ville en humanitær katastrofe nærmest være uundgåelig, fortæller Malcolm Davis, analytiker ved Australian Strategic Policy Institute i Canberra.
»Civilbefolkningen ville være hjælpeløst fanget midt i det hele. I Ukraine for eksempel er det muligt at evakuere civile hen over grænsen til Polen og Rumænien, men i Taiwan er der bogstaveligt talt ingen steder at flygte hen. Der ville være utrolig store tab,« siger han.
Pearl Harbor 2.0
Ifølge Davis vil Kina have to valg. Det kan enten bare invadere Taiwan og ikke foretage sig andet. Eller det kan handle ud fra den antagelse, at USA vil intervenere, og derfor igangsætte en serie præventive angreb.
»Kinesiske missiler samt rum- og cybervåben ville blive brugt til at ramme ikke alene amerikanske styrker i Stillehavet og Det Indiske Ocean, men også deres allierede og afskære dem fra muligheden for at intervenere i Taiwan,« siger han.
Han kalder det selv for et »Pearl Harbor-scenario«. Det vil være en nærmest nøjagtig gentagelse af japanernes fremgangsmåde i december 1941, hvor de gik i offensiven for at erobre de ressourcerige europæiske kolonier i Sydøstasien og samtidig slog til mod amerikanernes Stillehavsflåde, da de anså det for givet, at USA under alle omstændigheder ville blande sig.
Lin Ying-yu fra Taiwans Tamkang Universitet er enig i, at hvis Kina beslutter sig for en konventionel militær kampagne beregnet på at tilkæmpe sig kontrollen med Taiwan, er der stor sandsynlighed for, at det vil forsøge at sætte de amerikanske tropper i Japan og Sydkorea ud af spillet.
»Det indebærer ikke nødvendigvis et direkte kinesisk angreb på de amerikanske tropper i de to lande. Det kunne for eksempel også være, at Nordkorea fik til opgave at binde de amerikanske tropper i Sydkorea ved hjælp af en eller anden form for militær operation,« siger han.
Politik med andre midler
Krig er, som den prøjsiske teoretiker Clausewitz sagde, en fortsættelse af politik med andre midler. Derfor vil den nøjagtige form, som en konflikt i Taiwanstrædet antager, være betinget af de politiske mål, som beslutningstagerne i de respektive hovedstæder sætter sig.
For de stridende parter ville næsten alt stå på spil. Hvis amerikanerne tabte en krig mod kineserne i det vestlige Stillehav, ville det være ensbetydende med afslutningen på USAs status som global supermagt.
For kineserne ville et nederlag være endnu mere fatalt. Det ville være et prestigetab af dimensioner, og regimets overlevelse ville hænge i en tynd tråd. Det betyder, at ingen af parterne vil være parat til at kaste håndklædet i ringen.
»Jeg tvivler på, at Kina kan acceptere et nederlag, og det kan USA heller ikke. Så begge parter vil føle sig tvunget til at kæmpe videre og forsøge at inddrage deres respektive allierede,« siger Davis.
»Alternativet er en risiko for en hurtig eskalering til atomkrig, og hverken kineserne eller amerikanerne er interesserede i at havne dér. Så jeg tror, at hvis en krig først går i gang, er en langtrukken konventionel konflikt det mest sandsynlige udfald.«
