Skolebiblioteket lå sammenklemt i en lille lejlighed, der lugtede af gammelt støv, som et bibliotek skal, men også lidt af sur piberøg. Skolebibliotekaren var piberyger, han hed hr. Henriksen, det var en anden tid, selvom det dog ikke var udbredt at være på efternavn med sine lærere i 1980erne.

Jeg husker hr. Henriksen som en rar mand, lidt distræt og brummende, men en dag var han ret klar i mælet: Vi, min siamesiske barndomsveninde Rikke og jeg, ville have bøger af Fay Weldon. Vi var nok 12 år gamle, og hr. Henriksen jamrede, faktisk husker jeg, at han begravede ansigtet i hænderne. Vi var jo alt for unge til at læse Fay Weldon, Fay Weldon var ikke for børn, hvad ville der ikke blive af os?