Baggrunden for Macrons pensionsreform

PARIS – Hvad nu hvis præsident Emmanuel Macrons forkætrede pensionsreform, som de seneste måneder har fået fagbevægelsen og lønmodtagerne op af sofaen og ud på gaderne i protest, i virkeligheden handlede om andet og mere? Ikke blot om pensionsalder og kommende budgetunderskud, men om selveste landets internationale kreditværdighed, slet og ret?

Det er i hvert fald den påstand, der fremsættes i bogen Où va notre argent?, »Hvor forsvinder vore penge hen?«, der udkom forleden.

Bag værket står en af Frankrigs mest hårdtslående økonomer: Agnès Vérdier-Molinié, direktør for Fondation iFRAP, en uafhængig tænketank, der netop beskæftiger sig med forvaltning og offentlige udgifter.

Og hun lægger ikke fingrene imellem i sin 240 siders bandbulle, der tordner mod »spildet i den offentlige forvaltning i Frankrig«.

I bogen konstaterer hun, at man har forholdt franskmændene sandheden om baggrunden for pensionsreformen, der blandt andet sætter pensionsalderen op fra 62 til 64 år.

For i virkeligheden handler det dybest set om gæld, skriver Verdier-Molinié. Hvis ikke reformen var blevet trumfet igennem, ville Frankrig risikere at få en ekstraregning på op mod 20 milliarder euro (knap 150 milliarder kroner). Uden overhovedet at få noget som helst for alle disse mange ekstra penge.

Årsagen?

De internationale kreditvurderingsbureauer – som Moody's, Fitch og Standard & Poor's – ville med stor sikkerhed nedgradere Frankrigs kreditvurdering – som er afgørende for, hvor dyrt eller hvor billigt man som stat kan låne penge på det internationale gældsmarked.

Og for at sikre den bedst mulige kreditvurdering var det ifølge Verdier-Molinié afgørende for regeringen at sende et stærkt signal om, at man var villig til at lave et par ekstra huller i livremmen efter et par år i pandemiens tegn, hvor staten så at sige havde lagt livremmen i skuffen og var trukket i et par formløse joggingbukser.

Emmanuel Macron lod budgetunderskuddet løbe løbsk, fordi – som han sagde – det vigtigste var, at de små erhvervsdrivende kunne holde snuden oven vande, Quoi qu'il en coûte – Koste hvad det ville – som præsidentens slogan under pandemien lød.

Resultatet har været en bundlinje, hvis skarlagensrøde nuancer giver mindelser om italienske eller græske budgetter: Budgetunderskud og offentlig gæld har således nået henholdsvis 4,7 og 111,6 procent af bruttonationalproduktet.

Men pandemien er overstået og kan ikke længere bruges som undskyldning, så derfor er det nu tid til at vise kreditvurderingsbureauerne og de europæiske partnere, at Frankrig ikke styrer mod en statsbankerot. Men tværtimod vil bestræbe sig på igen at respektere EUs såkaldte konvergenskriterier, der dikterer, at budgetunderskuddet skal være under tre procent af bruttonationalproduktet, og at den samlede offentlige gæld skal ligge under 60 procent. Det skal ske hurtigst muligt.

Plastre på såret

Pensionsreformen er imidlertid kun en del af et større puslespil. Og her mangler Macron og hans entourage stadig en hel del af brikkerne.

Således har Macrons regering flere gange forsøgt at købe sig til social fred ved at sende trøstechecks til de hårdt pressede husholdninger. En brændstofcheck her, en energicheck der og snart også en fødevarecheck oveni som kompensation for de stigende priser.

Men ifølge Verdier-Molonié er man i Frankrig alt, alt for glad for at udstede checks. I stedet for at sætte skatterne ned eller give fradrag. Det skyldes dels ønsket om at sikre de fremtidige skatteindtægter, dels ønsket om at holde borgerne i et afhængighedsforhold, hvor »de nærmest føler, at de skal være taknemmelige og sige tak, når de får en check – selvom det jo dybest set er deres egne penge,« syder Agnès Verdier-Molinié.

Kritikken af den almægtige franske stats selvopholdelsesdrift er et gennemgående træk – som det også var i de foregående bøger, La France peut-elle tenir encore longtemps? (Kan Frankrig mon holde længe endnu?) og Le vrai état de la France (Frankrigs sande tilstand), som hun udgav i henholdsvis 2021 og 2022.

For Frankrig kan virkelig godt trænge til en økonomisk overhaling. Frankrig mistede allerede i 2012 sin AAA-kreditvurdering (den bedste i skalaen) og har siden ligget på AA. Desuden ligger landet ifølge den økonomiske samarbejdsorganisation OECD fortsat i den absolutte top, hvad angår skatteopkrævning (med Danmark som eneste seriøse konkurrent). Skatter og afgifter nåede således i fjor op på 45,2 procent af bruttonationalproduktet.

Det er et kæmpe problem. For selvom mange også i Danmark gerne så skatterne sænket, betaler de fleste danskere alligevel gerne deres skat uden brok, fordi de stadig føler, de får noget for pengene.

Her forholder det sig temmelig anderledes i Frankrig. Ifølge den seneste opgørelse fra Institut Paul-Delouvrier – en anden uafhængig økonomisk tænketank – mener otte ud af ti franskmænd, at man godt kunne forbedre den offentlige service uden at hæve skatterne. Ja, 40 procent mener ligefrem, at man kunne gøre det og samtidig sænke skatterne. Hvordan det hænger sammen? Spild og overflødige lag i forvaltningen, hvis man skal kondensere svarene.

Så hvad kunne løsningen da være? Mere transparens om de offentlige udgifter, lettilgængelige regnskaber for alle offentlige institutioner, information til borgerne om kvaliteten af den service, der bliver ydet af disse institutioner og organisationer, samt en egentlig rangordning af deres kvalitet, som man også ser i mange andre lande.

For som Agnès Verdier-Molinié skriver i bogen: »Hvis det virker for andre, hvorfor da ikke for os?«

Spørgsmålet er imidlertid, om det allerede er for sent? I den forgangne weekend offentliggjorde kreditvurderingsbureauet Fitch således sin vurdering af Frankrig, og det lovede ikke godt. Frankrig slap for den totale ydmygelse, men måtte alligevel lide den tort at blive nedgraderet til AA-.

Det skyldes sandsynligvis også en erkendelse af, at Macrons hårdhændede og lidet konsensussøgende metode til at gennemføre pensionsreformen kan have spoleret hans muligheder for at få gennemført flere større reformer i landet.