Portræt. Tucker Carlsons storhed og fald er et resultat af Trump-æraen. Hvad kanalen og den fyrede vært nu foretager sig, kan være med til at afgøre det næste præsidentvalg.

Skærmtrolden

WASHINGTON – I tv-serien Succession bliver en populær vært på den højreorienterede tv-kanal ATN kaldt til samtale, fordi han har gjort sig uheldigt bemærket med nogle antisemitiske udtalelser.

Chefen spørger forsigtigt til værtens hund, der er opkaldt efter Hitler. Bare rolig, siger værten, den historie er der ikke noget i, for hundens navn »bliver stavet på en anden måde«.

Hvad så med hans begejstring for Mein Kampf, vil chefen vide.

Værten indrømmer at have læst den »et par gange«, men kun fordi han er interesseret i den historiske periode og tragedierne under Anden Verdenskrig. Da den stadig mere ængstelige tv-direktør spørger, hvilken tragedie han helt nøjagtig hentyder til, begynder værten at opremse de tyske og russiske tabstal.

I Succession bliver den kontroversielle tv-vært aldrig fyret, som Tucker Carlson blev det fra Fox News i denne uge. Han er ellers også blevet kaldt både racist og fascist og er kommet med udtalelser, der ville have skaffet mindre populære værter værre ting end kammeratlige samtaler på halsen. Carlson har blandt andet sagt, at indvandrere gør Amerika »fattigere og mere beskidt«. At kvinder er »ekstremt primitive«, og at indbyggerne i Irak er som »primitive aber«.

Men Tucker Carlson har også en magt og rækkevidde, som Successions manuskriptforfattere – på trods af at hele deres fortælling er baseret på arvefølgen i Rupert Murdochs medieimperium – ikke har kunnet indfange.

På hverdage klokken 20 stillede mere end tre millioner amerikanere indtil denne uge ind på Tucker Carlson Tonight. Værter på andre kanaler kopierede hans stil, og Fox News begyndte at indstille hele nyhedsmaskinen efter hans redaktionelle linje. Siden Donald Trumps valgnederlag i 2020 har Carlson også fungeret som stationens cheftrumpist og forsvaret den forhenværende præsidents politik, hver gang han fik chancen.

»Der er dem, der siger, at han har tegnet Det Republikanske Partis udenrigspolitik,« bemærkede senatoren Mitt Romney til The Washington Post dagen efter fyringen.

Det er ikke helt forkert. Værten har længe ført en kampagne mod dét, han mener er USAs løbske støtte til Ukraine, og mange republikanere har koblet sig på. Da Rusland invaderede Ukraine, var kun en håndfuld af dem imod støtten, men tallet er vokset i takt med Tucker Carlsons indslag om emnet.

Den forhenværende britiske premierminister Boris Johnson undrede sig over tv-værtens indflydelse, da han tidligere på året besøgte Washington for at overtale republikanerne til at øge de økonomiske og militære bidrag til Ukraine.

»Jeg er blevet forbløffet og forfærdet over, hvor mange der er bange for en mand ved navn Tucker Carlson,« sagde Johnson under en tale til Atlantic Council, til stor morskab og nok også en smule pinagtighed for det republikanske publikum. »Er der nogen her, der kender Tucker Carlson?« fortsatte han. »Hvad er det med den fyr?«

Arbejderhelt fra eliten

Først og fremmest er Tucker Carlson en fyr, der steg til tops sammen med Donald Trump. Hans program gik i luften for første gang i ugen efter præsidentvalget i 2016, og jo mere tv-stationer som CNN og MSNBC efterfølgende kritiserede præsidenten, desto mere tog Carlson ham i forsvar.

Det var ikke deres første parløb: Tucker Carlsons onlinemedie, The Daily Caller, gav i sin tid spalteplads til Trumps påstande om Obamas forfalskede dåbsattest – og det på et tidspunkt, hvor Fox News-værter som Bill O’Reilly og Glenn Beck ikke turde at røre historien.

Efter Trumps tiltrædelse flyttede tv-stationen bogstaveligt talt ind i Det Hvide Hus. Værterne Tucker Carlson og Sean Hannity rejste rundt med præsidenten, som var de medlemmer af hans stab. Hen mod slutningen af Trumps embedsperiode holdt præsidenten stort set op med at indkalde til pressekonferencer, mens hans pressefolk optrådte som faste værter på Fox-programmer. Da tv-stationens direktør Bill Shine blev hyret til at være kommunikationschef for Det Hvide Hus, lød vittigheden, at hans arbejdsopgaver var nøjagtig de samme som før.

På det tidspunkt har Tucker Carlson også fundet en vinderformel til sit program: Han opsnuser lokalhistorier om ulovlige immigranter, politisk korrekthed, indoktrinering i skolerne, kriminalitet eller pamperi – og blæser dem op på landsplan.

Kilden til landets problemer er som regel »den herskende klasse« eller »eliten«, som forsøger at true eller manipulere de hårdtarbejdende amerikanere til tavshed. Det skal ingen finde sig i.

Tucker Swanson McNear Carlson blev ellers født i en velhavende familie i San Francisco, men nu er han en arbejderhelt for mange amerikanere.

Han er også ekspert i at fastholde dem på kanalen. Carlsons redaktion er ivrige brugere af analyseværktøjer og kan følge seertallet minut for minut. På den måde opdager de, at publikum mister interessen, når stationens egne journalister eller venstreorienterede kilder er for længe på skærmen. Kritik af Trump fik også seerne til at zappe væk.

Til gengæld elsker de fleste at se konservative gæster konkurrere om at være mest uenige med demokraterne – et fænomen, som redaktionen kalder »raseri-inflation«. De er også vilde med Tucker Carlsons monologer, som efterhånden optager et kvarter af det én time lange program.

Andre tv-kanaler trækker den modsatte vej. Mandag i denne uge blev Tucker Carlsons modpol på CNN også fyret. Don Lemon havde tillagt sig Fox-værtens kamplystne stil og begyndte også at tale direkte til kameraet i lange monologer. Her harcelerede han over Republikanerne, Donald Trump og af og til også over Tucker Carlson selv.

Fyringen af Don Lemon ligner et opgør med Trump-æraen. CNN har fået en ny direktør, som har lovet at file på spidserne af de kløer og hugtænder, som er vokset frem på kanalens værter i de seneste år.

»På et tidspunkt, hvor ekstremer dominerer tv-nyhederne, vil vi forsøge at gå en anden vej,« sagde direktøren sidste år til stationens annoncører.

En dæmonisk kraft

Er Rupert Murdochs tv-station i gang med en lignende manøvre? Vil Fox News træde tilbage fra afgrunden, nu hvor man har skubbet sin mest kontroversielle vært derned?

Meget er stadig uklart om årsagerne til fyringen. Onsdag aften lagde hovedpersonen selv en usammenhængende video op på Twitter, som ikke gjorde nogen meget klogere.

Vi ved dog, at Dominion-sagen spiller en central rolle. I forrige uge indgik Fox News et forlig til en værdi af mere end fem milliarder kroner med firmaet, som producerer stemmemaskiner, og fik ødelagt sit ry på grund af tv-stationens mange anklager om stemmefusk ved præsidentvalget i 2020.

Da stationen erklærede Joe Biden for vinder af valget, blev kerneseerne vrede og skiftede til en kanal, der stadig omtalte Donald Trump som landets præsident.

Tucker Carlson var ikke dengang blandt de mest højtråbende værter, men på grund af søgsmålet er flere af hans mails og tekstbeskeder blevet offentliggjort. Her har man kunnet læse, hvordan både værter og ejere af Fox News gjorde tykt grin med Trump og hans anklager om valgsvindel, så snart kameraet var slukket. Murdoch kaldte Trump »helt kukkuk«, og Carlson skrev, at præsidenten besad en »dæmonisk kraft«, og at han længtes efter det øjeblik, hvor han ikke længere var ved magten.

I Tucker Carlsons korrespondance er der også nedsættende kommentarer om kilder, kolleger og kvinder generelt. Tilsyneladende er der også noget mere og værre, som endnu ikke er offentliggjort.

Fox News betalte efter sigende Tucker Carlson 20 millioner dollar om året (omkring 140 millioner kroner) og tjente enorme summer på reklameindtægterne fra hans programmer.

Men efter fyringen i mandags skød seertallet vildt i vejret hos konkurrenten Newsmax: Tre gange så mange som normalt stillede ind klokken 20, da Carlson ikke længere tonede frem på Fox.

Det var netop frygten for at tabe seere til det mere højreorienterede Newsmax, der i 2020 fik ledelsen i Fox News til at skrue op for anklagerne om valgsvindel. Da stationen erklærede Joe Biden for vinder af valget, blev kerneseerne vrede og skiftede til en kanal, der stadig omtalte Donald Trump som landets præsident.

Om Fox vil genoptage den linje, kan være med til at afgøre det kommende præsidentvalg. Hvor Tucker Carlson dukker op næste gang, spiller også ind. I øjeblikket går der rygter om podcasts og nye tv-kontrakter til svimlende beløb, men sporene fra hans ældre kolleger skræmmer. Bill O’Reilly havde endnu flere seere end Carlson i sin storhedstid, men blev fældet af en sexchikanesag i 2017 og slog aldrig rigtig igennem med sin podcast bagefter. Larry King havde landets mest kendte talkshow, men endte med at optræde på den Kreml-støttede kanal RT America. Selv Tucker Carlson kan risikere at opdage, at det er svært at få et publikum uden en af de store tv-kanaler.

Ifølge The New York Times har både Rupert Murdoch og hans søn Lachlan gennem længere tid været frustrerede over hans udsendelser. Da Dominion-retssagen ulmede, blev Carlson ved med at tale om valgsvindel og kaldte begivenhederne 6. januar 2021 for »fredelige protester«.

Flere republikanere var efter sigende også været trætte af hans kampagne mod Ukraine og har klaget til Rupert Murdoch. I et af Carlsons programmer blev Volodymyr Zelenskyj kaldt for en »ukrainsk alfons«, og ifølge avisen tog den 92-årige Murdoch det så ilde op, at han indfandt sig til et redaktionsmøde for at diskutere det.

»På trods af sin politiske indflydelse og de penge, som hans populære program indbragte tv-stationen, måtte hr. Carlson til sidst sande, at han var ansat på Murdoch-familiens nåde,« konkluderer avisen.