Voiceover. I en smuk bogserie fra det lille forlag Antipyrine udlægger fire filmskabere deres metier. Det er på én gang vedkommende litteratur og tankevækkende poetikker om de levende billeder, der fylder mere i dag end nogensinde.
Lumières lys
Den 15. marts 1895 viste brødrene Louis og Auguste Lumière ti film, der alle varede under et minut. I den sidste gik fire drenge ud på en badebro og sprang i havet. Så var verdens første filmforestilling forbi. Den fandt sted på Grand Café på Boulevard des Capucines i Paris. Siden da er et uoverskueligt antal film blevet vist overalt på kloden: i biografer, i fjernsyn og på computerskærme. Den sidste, jeg så, inden jeg skrev disse linjer, var lige så kort som brødrene Lumières. Jeg så den på min iPhone på YouTube, mens jeg sad i et S-tog. Det var en droneoptagelse af russiske soldater i en skyttegrav. Den endte med, at soldaterne blev dræbt af præcisionsartilleri.
Jeg bilder mig ind at have set de fleste af filmhistoriens bedste spillefilm. De allerbedste blev efter min mening skabt i 1950erne. Jeg tænker naturligvis på de italienske neorealisters film fra efterkrigsårenes Rom, på de store japanske instruktørers film fra efterkrigsårenes Tokyo og på amerikanske mesterværker som Herfra til evigheden. I 1950erne havde filmskabere den store fordel, at al den vigtigste teknik allerede var udviklet, mens intet endnu var blevet rutine. Man skulle stadig være lige så opfindsom, som de første stumfilmsinstruktører havde været det. Men man havde langt bedre udstyr at være det med.
Del:
