Kommentar. Jorden går snart under. Det er dog uvist, hvilken apokalypse der indtræffer først.

Humørkrisen

Forleden skrev Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, i sin avis, at vi skal holde op med at tale om alle de mange kriser, vi står i. Trivselskrisen. Inflationskrisen. Bankkrisen. For i virkeligheden er der kun én rigtig krise, og den skal ikke relativeres: klimakrisen.

Og så roste Lykkeberg ellers klimaaktivisten Caroline Bessermann for et tweet om, at dét at være ung i dag også betyder, »at man på en almindelig mandag skal forholde sig til klodens snarlige kollaps«.

Og nu er det ikke for at relativere noget som helst, men alligevel: klodens snarlige kollaps? Really? Hvor snart? Og er der nogen, der kan sige det til kineserne?

I hvert fald vil jeg sige, at hvis det står så galt til, så synes jeg faktisk, at »klimakrise« er for lille et ord. Krise er noget, man har i sit parforhold eller i regeringen; det er ikke et synonym for Jordens undergang.

Nu kan jeg måske godt forstå, at Lykkeberg foretrækker ikke at bruge ord som »Jordens undergang« eller »dommedag«, for det kommer jo nemt til at lyde hen ad en 2.700 år gammel profeti fra Esajas bog kapitel 24: »Jorden er vanhelliget af sine beboere, for de har overtrådt lovene, tilsidesat buddet og brudt den evige pagt. Derfor skal forbandelse æde jorden og dens beboere bære straffen; derfor svinder jordens beboere ind, kun få bliver tilbage.«

Men jeg kan også komme i tanker om en anden grund til, at Lykkeberg gerne vil beholde ordet klimakrise.

For hvis man klassificerede »klimakrisen« som en apokalypse, så ville de øvrige dagsordener på venstrefløjen ikke længere kunne nasse på klimakampen. De ville pludselig fremstå ligegyldige i sammenligning.

Og her tænker jeg på, at det er blevet moderne på venstrefløjen at gå rundt og sige, at klimakamp også er klassekamp. Med det argument, at klimaforandringerne går mest ud over de fattige.

Men hvis Jorden går under, så kan det jo være lige meget, om man er rig eller fattig: I døden er alle lige. Specielt fordi Elon Musk garanteret ikke når at kolonisere Mars før det snarlige kollaps – temperaturen deroppe er stadig -120 grader om natten.

I det hele taget synes jeg, det er svært at argumentere for, at klassekampen i Danmark skal blandes ind i klimakampen, hvis den i øvrigt truer hele menneskehedens eksistens. For hvordan skulle det lige begrænse temperaturstigningerne at afskaffe kontanthjælpsloftet og udvide dagpengeretten, når det tværtimod giver folk flere penge til forbrug? Tag bare varmechecken: Her giver man faktisk folk med gasfyr penge til at fyre videre, selvom vi ellers lige præcis ønskede, at folk skulle bruge mindre gas, som de normalt gør, når det bliver dyrere.

Nej, hvis man virkelig mener, at klimaforandringerne bliver Jordens undergang, så skylder man de fattige som en Marie-Antoinette at sige det højt og tydeligt: Lad dem spise vindmøller!

MEN DET KOMMER naturligvis ikke til at ske, for det ville være moralsk angribeligt. Tag Greta Thunberg som bevis for det: I Nordnorge har hun meldt sig på samernes side i kampen mod to vindmølleparker, der for længst er opført. Men vindmøllerne forstyrrer samernes rener i at græsse, og så kan det godt være, at kloden kollapser, men det skal da ikke gå ud over samernes traditionelle levevis.

Og når det ikke har vakt større bestyrtelse, at selve klimabevægelsens skytsengel Greta Thunberg nu kæmper imod vindmøller, så er det, fordi klimakampen for længst primært er blevet et spørgsmål om intentioner fremfor om resultater. Den føres i høj grad på moralens domæne.

Hvad jeg mener med det? Ja, fra den franske sociolog Pierre Bourdieu ved vi, at ikke bare penge, men også kulturel kapital (dannelse) og social kapital (netværk) giver anerkendelse i samfundet.

Siden da er der imidlertid kommet en ny form for kapital til: den moralske. Den er en konkurrence om at bekymre sig allermest og allerdybest på alles vegne. Og her kan rigtig mange være med, selv de flyveglade damer i Alternativet, eftersom det ikke handler om, hvad man selv skal gøre, men hvad samfundet burde gøre.

Tilmed virker netop klimadagsordenen til at mindske værdien af nogle af de andre former for kapital: Rige mennesker kan ikke længere få status ved at flashe deres forbrug og deres safari i Afrika på de sociale medier.

På det grønne område er konkurrencen derfor også de senere år blevet hård. Selv CEPOS foreslår en radikal grøn skattereform, hvor der lægges en ensartet CO₂-afgift på alle udledninger, hvilket faktisk er et af de mest vidtgående forslag i debatten.

I den situation forstår jeg godt, at det kan føles bydende nødvendigt for nogle klimaaktivister at varsle Jordens snarlige kollaps. Men jeg vil advare imod det. Man risikerer simpelthen at være for tidligt ude. Jorden kan nemlig sagtens nå at gå under, før temperaturstigningerne for alvor sætter ind: Rusland planlægger at flytte taktiske a-våben til Belarus, nabo til både Polen, Litauen og Letland, og desuden hævder nogle virologer, at de bare sidder og venter på, at en ny global pandemi lægger kloden øde.

Og på den baggrund tror jeg egentlig, at der er en krise, som vi bør frygte endnu mere end de nævnte tilsammen. Nemlig en humørkrise, der fuldstændig fratager os modet og lammer vores handlekraft.