Konversationsleksikon. At vide, at man er blevet læst, er en særligt moderne følelse.
Læst
Læst [ˈlεsd]. To flueben under min WhatsApp-besked betyder, at beskeden er modtaget; bliver fluebenene grønne, betyder det, at min besked er blevet læst. At vide, at man er blevet læst, er en særligt moderne følelse: I det 18. århundrede, brevskriveriets guldalder, kunne man aldrig vide, om ens brev var nået frem, og slet ikke, om det var blevet læst, før man fik svar.
Den mellemperiode – hvor man ved, at man er blevet læst, men endnu ikke har fået svar – er altså et produkt af moderne teknologi. Mange hader det. Det engelske udtryk to leave on read, »at efterlade på ’læst’«, betegner det at efterlade nogen i den venteposition: at se, men ikke besvare deres besked.
Del:


