Vi kan også se på tiden efter katastrofen som en ny paradisisk tid, hvor skovene vender tilbage, og solens stråler finder vej ned gennem løvet og rammer klare pludrende vandløb i skovbunden, mens fuglene holder korkoncert i træer og buske. Publikum er den heldige overlevende, som ligger i det friske græs og nyder den rene luft og duften i tiden efter civilisationssammenbruddet.

Naturen ville jo have det meget bedre, hvis vi mennesker ikke var her. Omkring Tjernobyl udfolder der sig i dag, 36 år efter ulykken, et dyreliv uden lige, trods de mange strålingsfarlige depoter, og det samme sker i en del af de efterhånden mange postapokalyptiske bøger og tv-serier, hvor The Last of Us er det seneste succesrige skud på stammen.