Satellit. Et stort skridt på vejen mod gensidig anerkendelse mellem de to stridende Balkanlande.

Aftale mellem Kosovo og Serbien

»Vi har en deal,« erklærede Josep Borrell, EUs udenrigschef, sidste lørdag, da det var lykkedes Kosovo og Serbien at nå til enighed om en aftale, der skal normalisere det ofte anspændte forhold mellem de to Balkanlande.

Det skete efter forhandlinger i den nordmakedonske by Ohrid mellem den serbiske præsident Aleksandar Vucic og Kosovos premierminister Albin Kurti – med EU som mægler.

Kosovo er en tidligere serbisk provins med et etnisk albansk flertal. Det rev sig løs fra Serbien efter en kort krig og en NATO-intervention i 1999 og udråbte sig som en selvstændig republik i 2008 – en status, Serbien aldrig har anerkendt.

Det vil Serbien fortsat ikke formelt, men med lørdagens aftale er den serbiske leder gået med til, at Serbien vil anerkende alle Kosovos statssymboler, herunder pas, flag og tolddokumenter, hvilket ifølge Kosovos premierminister Kurti er en »de facto-anerkendelse af Kosovo«. Kurti har til gengæld sagt ja til, at de kommuner i Kosovo, der har serbisk flertal, kan slutte sig sammen i noget, der kaldes en »autonom tværkommunal sammenslutning«, altså en form for kosovo-serbisk selvstyre.