Den såkaldte spiralkampagne, der medførte, at halvdelen af de fødedygtige kvinder i Grønland fra 1966 til 1970 fik en spiral sat op i livmoderen, er ved at grundfæste sig i den grønlandske offentlighed som det grelleste af alle hidtil kendte danske overgreb i Grønland.
Piger ned til 13-14-årsalderen fik en plasticspiral af mærket Lippes Loop placeret i livmoderen. For en dels vedkommende foregik det, uden at de vidste, hvad de gik ind til, og uden at deres forældre vidste besked – alt sammen i tiden, hvor Danmark stadig havde det politiske ansvar for sundhedsvæsenet i Grønland.
På opfordring af den danske landslæge i Grønland ændrede Folketinget i 1973 loven, så lægerne i Grønland ikke længere skulle besværes med at indhente forældresamtykke, før de vejledte unge piger mellem 15 og 18 om svangerskabsforebyggelse, og i mange tilfælde gled vejledning og opsætning af spiral efter alt at dømme ud i et.
Kampagnen medførte, at cirka 4.500 kvinder i Grønland i de første fem år fik spiral, og at et ukendt antal fik spiral i kampagnens sidste år frem til 1974, mange i forbindelse med abort eller fødsel. Kampagnen fik kolossal effekt: Tal fra Grønlands Statistik viser, at antallet af fødsler i Grønland i starten af 1970erne faldt med cirka halvdelen for kun at stige langsomt igen derefter. Ordet »folkedrab« har siden vundet indpas i den grønlandske debat.
Spiralkampagnen kom til offentlighedens kendskab i maj 2022 via fire DR-podcast, og siden er en lind strøm af nye oplysninger piblet frem.
I dag ved vi eksempelvis, at den zigzagformede Lippes Loop-spiral til tider var større end de yngste kvinders endnu ikke fuldt udvoksede livmoder. Lippes Loop fandtes kun i størrelse D i Grønland, og i nogle år var det den eneste type spiral, de danske læger på hospitalerne anvendte. En del af de berørte og især de yngste piger har derfor med stor sandsynlighed lidt af voldsomme smerter og senere komplikationer, også udover dem, der allerede er trådt offentligt frem.
Mindst ét tidligt dødsfald er sat i forbindelse med kampagnen, og brudstykker af andre svære livsforløb dukker op i kraft af de ramte kvinders private og hidtil tabubelagte erindringer om vedvarende underlivssmerter, menstruationsvanskeligheder, barnløshed, operationer og ødelagte sexliv.
Så sent som i 2022 fandt en gynækolog på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk endnu en Lippes Loop-spiral i livmoderen på en patient. Medierne i Grønland følger grundigt med, og i februar kunne FNs særlige rapportør for oprindelige folk efter et besøg i Grønland inkludere spiralkampagnen i sin rapport til FNs menneskerettighedsråd om brud på grønlændernes basale rettigheder.
I Danmark lovede daværende sundhedsminister Magnus Heunicke i maj 2022 en tilbundsgående kulegravning. Seks millioner kroner er afsat, men arbejdet er endnu ikke kommet i gang, selvom det grønlandske landsstyremedlem for sundhed, Mimi Karlsen, har rykket den nye sundhedsminister Sophie Løhde.
De grønlandske myndigheder tilbyder hurtig og gratis hjælp til alle i Grønland, der har behov; bor man i Danmark, er det mere bøvlet. I januar i år blev de berørte opfordret til at sende beretninger til landslægen i Nuuk, hvor alle data samles – også for årene efter 1992, hvor Grønland overtog ansvaret for eget sundhedsvæsen. Foreløbig har cirka 30 kvinder henvendt sig, herunder ni, der melder, at de har fået spiral efter 1992 uden at have givet samtykke. De ansvarlige læger risikerer nu retsforfølgelse i Grønland.
Psykologen i midte
En gruppe på godt 130 kvinder i Grønland forbereder sig især via Facebook på retssager og erstatningskrav mod Danmark, mens de bearbejder de senfølger, de stadig lider af.
Gruppens primus motor, psykolog og traumeterapeut Naja Lyberth, var den første, der stod frem. Hun er selve årsagen til den igangværende proces. Da hun i 2017 delte sine erindringer på Facebook, var næsten fem tavse årtier gået, siden hun selv under svære smerter fik spiral. I dag mobiliserer hun hjælp og kontakt til andre kvinder i samme situation.
»Det kan medføre meget stærk retraumatisering pludselig at blive mindet om sit traume, hvis man ikke er forberedt. Man føler sig ubeskyttet og sårbar. Det gælder om at føle sig beskyttet af sine omgivelser og om at føle, at man kan beskytte sig selv. Ikke mindst, når man forstår, at der var tale om en stor, politisk organiseret kampagne,« siger hun.
I 2022 optrådte Naja Lyberth i BBC-dokumentaren Greenland’s Lost Generation, og hun kom på BBCs liste over verdens 100 mest inspirerende kvinder. Forleden blev hun kåret til Årets Kvinde i Grønland.
»Jeg har fundet ud af, at jeg ikke var 14 år, men faktisk kun 13 år, da jeg fik min spiral,« fortæller hun på Zoom fra sit hjem i Nuuk. Hun sprang en klasse over i hjembyen Maniitsoq og blev derfor rykket frem i køen. Hun var på ingen måde seksuelt aktiv, hun var ikke fyldt 15, og hendes forældre blev ikke bedt om samtykke.
Hun fremmaner et billede af knive, når hun beskriver smerten, da byens danske læge førte de gynækologiske redskaber og spiralen ind i hende, men bagefter talte hun ikke med andre om gruen.
I 1992 blev hun psykolog fra Århus Universitet og senere efteruddannet i traumebehandling. Hun har i en årrække været en del af Selvstyrets rejsehold, der hjælper voksne grønlændere med senfølger efter seksuelt misbrug i barndommen.
For nogle år siden blev hun klar over, at hun selv led af senfølger:
»Da jeg kom i overgangsalderen, fik jeg stærke menstruationssmerter, og mange af mine symptomer mindede mig om smerterne, da jeg fik spiralen. Jeg mærkede igen, at noget var for stort til min krop, præcis som de gynækologiske redskaber og spiralen. Min krop, min livmoder, hele mit underliv reagerede,« siger hun.
Under sine traumeuddannelser fik hun greb om sit eget traume og har siden forsøgt at finde og hjælpe andre i samme situation.
»Jeg vidste, at mange ville spørge, hvorfor de ikke har kunnet blive gravide. Vi kender alle sammen nogen, kusiner og andre kvinder, der ikke har kunnet få børn. Jeg gik ud fra, at en del af dem ville blive retraumatiserede,« siger hun.
Hun har også fundet en mulig forklaring på, hvorfor mange undlod at sige fra, selvom de var ramt af samme panik som hende:
»Før i tiden var vi nødt til at leve i fællesskab og lade vores ledere styre storfamilien, så alle ved fælles hjælp kunne overleve de barske vilkår. Allerede før vi får sprog, får vi indlejret i vores overjeg, at vi ikke skal kæmpe mod autoriteterne,« siger hun.
»Vi undertrykte vores naturlige trang til at kæmpe imod eller flygte, og så opstår traumerne. Vilde dyr bliver ikke traumatiserede, fordi de fortrænger ikke deres medfødte reflekser. De kæmper eller flygter, når de skal. Bagefter hviler de ud bag en busk og er klar igen, men den mulighed havde vi ikke,« siger hun.
Hun sammenligner sine egne reaktioner med dem, hun møder hos ofrene for seksuelle overgreb.
»Man lader sig styre af sin frygt og bliver skamfuld og flov. Man tier stille af frygt for at blive dømt eller udskammet,« siger hun.
Ansvaret placerer hun entydigt i Danmark: »Lægen var jo bare den danske stats forlængede arm,« siger hun.
»Jeg fik ikke lov til selv at bestemme over min krop og livmoder. Jeg følte, at min krop blev koloniseret. I dag har jeg taget min autoritet tilbage ved at sige fra. Jeg har afkoloniseret min krop, men jeg er slet ikke i tvivl om, at der var tale om kolonisering af vores kroppe dengang. Det er først nu, at min krop og min psyke ikke længere tilhører regeringen,« siger hun.
Hun fik aldrig fortalt sine forældre om forløbet, men i 2022 opsøgte hun deres grav i Maniitsoq.
»Jeg ville fortælle dem det hele. Ens livmoder er det mest private, der findes, og helt derinde var jeg udsat for et ufrivilligt indgreb. Det var ikke bare vores kønsdele og jomfruhinder, der blev udsat for overgreb. De trængte helt ind i vores indre organer. Det var alt for voldsomt til at håndtere for en ung pige, så det blev fortrængt, indtil kroppen huskede det igen,« siger hun.
For mange enlige mødre
Den lovede kulegravning skal blandt andet kortlægge de danske sundhedsmyndigheders motiver. Grønland havde dengang klodens højeste befolkningstilvækst, men det står ikke ganske klart, hvorfor man i København anså det for så stort et problem, at spiralkampagnen måtte søsættes.
Økonomen Mogens Boserup, der var dybt involveret i Grønlands modernisering, skrev i 1960 i sin bog Økonomisk Politik i Grønland, at han ikke havde »væsentlige betænkeligheder ved den grønlandske befolkningstilvækst, skønt den er nær ved at være verdens rekord«.
Boserup anså tværtimod rigdommen af børn som et økonomisk aktiv, der skulle sikre mandskab til at drive fremtidens Grønland. Hans konklusion lød, at »hensyn til folketallets vækst ikke tilsiger, at man inden for den økonomiske politiks relevante fremtid går ind for en propaganda for fødselsbegrænsning«.
Et alternativt hovedmotiv lå måske i de danske bekymringer om sexlivet og familiestrukturerne i Grønland, eller den familiepolitiske motivering, som Boserup kaldte det. Andelen af børn født uden for ægteskab i Grønland nåede i 1960erne op på mere end 25 procent, og fænomenet nævnes gerne i de dokumenter, der hidtil er dukket op i Danmark.
Naja Lyberth ser kulturblinde danskere bag det hele: »Vi skulle pludselig lære dansk og leve i kernefamilier i stedet for storfamilier,« siger hun. »Det var vores pensionsforsikring at få børn og børnebørn og oldebørn. Storfamilier var selvbærende, og børn var en alderdomsforsikring,« siger hun.
Folkedrab
Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam kaldte straks i sommeren 2022 spiralkampagnen for folkemord, og i dag står hun ikke længere alene.
»Jeg tænkte først, om man virkelig behøver at råbe så højt for at blive hørt, men i dag har jeg flyttet mig, så tak til Aki-Matilda,« siger Asii Chemnitz Narup, en af Grønlands politiske veteraner, tidligere borgmester i Nuuk og i dag toneangivende medlem af Inatsisartut, det grønlandske parlament, for regeringspartiet Inuit Ataqatigiit.
»Det er tusindvis af grønlandske liv, som ikke er blevet undfanget. Det er et overgreb på den enkelte kvinde, hendes liv og hendes partners liv, men også på vores samfund, der er blevet berøvet rigtigt mange borgere. Talrige talenter og personligheder, drømme og latter, styrke og idérigdom er gået tabt for os som folk og som land. Det er en forbrydelse mod Grønland og vores folk. Kald mig gerne højttravende, men det er sådan, jeg føler,« siger hun.
Ifølge FNs Folkedrabskonvention kan der være tale om folkedrab, hvis der foreligger et forsøg på »helt eller delvist« at ødelægge en national eller etnisk gruppe ved »at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen«.
Institut for Menneskerettigheder har sammen med Rådet for Menneskerettigheder i Grønland appelleret til regeringen om at sikre kompensation og oprejsning til de ramte kvinder.
»Der er tale om systematiske og grove overtrædelser af helt basale menneskerettigheder,« siger Louise Holck, direktør for det danske institut. Ordet folkedrab bruger de to institutter dog ikke.
»Det er erfaringsmæssigt meget svært at bevise, at der foreligger et folkedrab, blandt andet fordi der skal være tale om beviseligt forsæt hos enkeltindivider – embedsmænd, politikere, læger eller andre til at udslette befolkningen helt eller delvist,« siger Louise Holck.
Anklager om folkedrab skal i givet fald rejses af den danske anklagemyndighed mod nulevende enkeltpersoner, ikke mod staten. Det skal bevises, at de pågældende ikke alene ville begrænse antallet af fødsler i Grønland af moralske eller økonomiske grunde, men på grund af etniske eller nationalistiske hensigter.
Udredningen af spiralsagen vil efter planen tage to år og omfatte afhøring af vidner. Resultatet vil indgå i en større udredning af alle danske misgerninger i Grønland siden Anden Verdenskrig, der blev aftalt i juni 2022.
Anne Pilegaard Petersen, Celine Klint, Rune Sparre Geertsen og Tobias Ingemann: »Spiralkampagnen«, fire podcast, MonoMono for DR 2022.
Martine Lind Krebs: Denmark and Greenland confront a traumatic birth control campaign, JusticeInfo.net, 2022.
