Tinnitussens tid

Sordin er et begreb, vi kender fra musikbranchen. Det bruges til at dæmpe klangen fra eksempelvis violiner og trompeter, så de ikke bliver alt for skingre. Musikken skal jo nødig skade vores hørelse.

Sordin er også gået over som et udtryk i sproget, og her kan det passende bruges i det forhold, vi med tiden har fået til de kvinder, der for cirka ti år siden valgte at tage til Syrien for at tage del i Islamisk Stats barbari. Der fik de ofte udpeget en kriger, som de fik børn med, og de, der overlevede, havnede i kurdiske flygtningelejre i det nordvestlige Syrien, hvor fire kvinder, opvokset i Danmark, og deres fem børn i øjeblikket har tilbragt flere år.

De udgør for en dansk offentlighed den sidste rest af tinnitus som følge af den politiske støj, der herskede for blot få år siden. Her gik regeringen og store dele af oppositionen særdeles langt for at vise syrienkrigerne deres afsky; også længere, end retssystemet har kunnet stå inde for. I den forstand blev politikerne et instrument for det raseri, som var udbredt over det ganske land, også over for disse kvinder og deres børn, som mange mente fortjente at gå til under de grufulde og livsfarlige forhold, de befandt sig i – en passende straf for deres landsforræderi.

Statsminister Mette Frederiksen så det ikke som sin opgave at dæmpe mishaget og indskærpe forpligtelsen til at placere dem for en domstol. Hun gik i stedet forrest, da hun i 2019 erklærede om syrienkrigerne: »Danmark er ikke jeres hjem. Vi ønsker ikke, I kommer tilbage.« Det blev det regeringens politik at sikre.

GIK DET, SOM statsministerens ønskede? Ikke helt. Tre kvinder og deres 14 børn blev i 2021 sendt retur til Danmark fra de kurdiske lejre. Andre syrienkrigere er ligeledes kommet tilbage og stillet for en dommer. Regeringen tøjlede tungebåndet, hvad angik de mest forhærde fordømmelser, i takt med at konventioner, retssystemet og en sund pragmatisme satte ind.

At sordinen yderligere har indsvøbt den heftige debat, kom til udtryk ved en højesteretsdom i onsdags. Her blev det afgjort, at det var ugyldigt, da en dansk-iransk kvinde, som med sine to børn på fire og seks år stadig befinder sig i lejren, fik frataget sit danske statsborgerskab.

Dommen er et konkret korrektiv til det mest foruroligende udtryk for den tidligere regerings uforsonlighed. I 2020 blev det trods protester fra Dommerforeningen, Justitia og Institut for Menneskerettigheder vedtaget, at Udlændinge- og Integrationsministeriet kunne fratage syrienkrigere deres statsborgerskab, hvis de samtidig var statsborgere i et andet land. Forvaltningen, ikke retsvæsnet, bestemte derved, hvorvidt den mest vitale del af danskeres retlige fundament kunne ophæves.

Minister Mattias Tesfaye erkendte dengang, at fratagelsens berettigelse måtte bero på »et skøn«. Nagelfast dokumentation for afgørelserne ville det under de givne omstændigheder ikke være muligt at finde. Det er som følge af ministeriets skøn, at de fire kvinder og deres fem børn stadig befinder sig i Syrien. Kvinderne havde dobbelt statsborgerskab.

DET ER VÆRD at notere sig, hvilken kritik Højesteret i onsdags gav af Udlændinge- og Integrationsministeriets beslutning om at fratage kvinden sit statsborgerskab, ikke mindst fordi den kan danne præcedens. Ifølge Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, vil onsdagens dom »få væsentlig betydning ved afgørelsen af andre sager mod de udrejste«, som han sagde til Jyllands-Posten torsdag. Højesterets begrundelse var, at hun er født i Danmark af iranske forældre, og at hun ved fødslen fik både et dansk og iransk statsborgerskab – ifølge iransk lov er det umuligt for en eksiliraner at frasige sig sit statsborgerskab, selv hvis man ønskede det.

Derudover havde hun ifølge Højesteret »hverken haft bopæl i Iran eller i øvrigt opholdt sig i Iran i længere tid og har heller ikke kontakt til slægtninge i Iran, ligesom hun ikke taler farsi, som er Irans officielle sprog«. Hun tilhører desuden et sunnimuslimsk aserbajdsjansk mindretal i det shiamuslimske teokrati Iran. Højesteret fastslog, at hun kun har haft »en meget ringe tilknytning til Iran«. De forhold havde ikke spillet ind, da ministeriet fratog kvinden statsborgerskabet. Det burde de.

Protester mod dommen hører man naturligvis fra omegnen omkring Danmarksdemokraterne, mens reaktionen fra regeringens side har været ganske afbalancet. Dommen i onsdags fik både justitsminister Peter Hummelgaard og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til at erklære, at man nu vil evakuere familien fra lejren, så kvinden kan blive retsforfulgt. Ikke længere noget med, at hun har lagt Danmark bag sig.

Hvad angår de tre andre kvinder, er deres skæbne stadig uklar. En af kvinderne, som også har marokkansk statsborgerskab, tabte sin sag i Højesteret, og den er blevet indbragt for Menneskerettighedsdomstolen. De sidste to har anket deres sag til landsretten. Men mon ikke regeringen også overvejer, om de alle tre og deres børn skal fragtes tilbage til Danmark, hvis de ønsker det? Det var i hvert fald udenrigsministerens holdning før valget. Om han stadig mener det, er dog ifølge Politiken tvivlsomt. Det bør han mene.

Den tidligere regerings udenomsretslige administration af syrienkrigeres statsborgerskab er ikke en lovændring, der er ældet med ynde. Den står tilbage som et monument over en tid, hvor regeringens vrede og krav om hævn antog autoritære træk.

Danske statsborgere skal dømmes af danske domstole. I Danmark.