Den forkerte minoritet

Det vakte stor opstandelse, da Aki-Matilda Høegh-Dam i fredags trådte op på Folketingets talerstol og holdt en tale på sit modersmål. Ingen af dem, hun talte til, forstod, hvad hun sagde.

Den forvirrede ordstyrer, Erling Bonnesen fra Venstre, opfordrede hende høfligt til at læse talen op på dansk og spurgte, om hun ønskede udvidet taletid til det. Aki Matilda Høegh-Dam så alvorligt op på ham og kom med et langt svar på grønlandsk, hvorefter Bonnesen vred sig i hænderne og lignede en mand, der håbede på at blive bortført af rumvæsener.

»Vil ordføreren være så venlig at fortælle, om det er et ja eller et nej?« bad han spagfærdigt. »Det var et nej,« svarede Høegh-Dam på dansk, og sådan blev det.

Flere politikere har siden kritiseret hende for at bedrive et nationalistisk pressestunt, og det er da heller ikke usandsynligt. Unge grønlændere, ikke kun politikere, har de seneste år markeret sig mindre ydmygt og mere selvbevidst over for Danmark.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvorfor den identitetspolitiske bevægelse ikke interesserer sig for et etnisk mindretal i egen baghave, hvis kvinder er blevet steriliseret af staten, og hvis børn blev sendt til Danmark for at blive »civiliseret«. Man kan samle Black Lives Matter-demonstrationer mod politivold i USA og varetage sårede følelser for et endnu uopdaget mindretal af sombrerobærende mexicanere på Københavns Universitet. Men grønlændernes kamp er stadig deres egen.

Der er sikkert flere grunde til, at grønlændere fylder mindre i debatten end et langt mindre antal efterkommere af vestindiske slaver eller koreanske adoptivbørn. Uden herboende bannerførere er der ingen til at drive dagsordenen, og danske unges kontakt til grønlandske unge er nærmest ikkeeksisterende. Folkeskoleklasser sendes ikke i pendulfart til Grønland på lejrskole eller kulturel udveksling, og de fleste danskere føler nok, at de har mere tilfælles med en amerikaner eller en anden europæer.

Men det skyldes formentlig også, at vi i Danmark betragter grønlændernes skæbne som et politisk og socialt anliggende snarere end et spørgsmål om eksotisk kulturbevarelse eller identitet. Det handler om klasse, og lige netop den kamp interesserer ikke diversitetstilhængerne. De går mere op i fortællinger, der kan visualiseres og brandes som kulturel kapital, for eksempel de sorte amerikaneres borgerrettighedskamp, som er ophævet til popkultur og musik, og hvis profiler som Michael Jordan eller Barack Obama kan transcendere etnicitet.

Til sammenligning har alkoholen og incesten været ødelæggende for det grønlandske samfund, men deres sociale deroute er ikke blevet markedsgjort. Heller ikke selvom forfatteren Niviaq Korneliussen vandt Nordisk Råds litteraturpris for sin roman Blomsterdalen om den grønlandske selvmordsepidemi .

Den nye geopolitiske interesse fra Kina og USA har imidlertid løftet Grønlands selvtillid og forhandlingsværdi. I Aki-Matilda Høegh-Dams tale, som Politiken har oversat, sagde hun blandt andet:

»I det seneste år kommer flere og flere krænkelser imod os inuitgrønlændere, som var blevet holdt hemmeligt af Danmark. Hemmeligheder, nedbringelse af befolkningstallet kommer frem i lyset, juridisk undertrykkelse, overtrædelser af menneskerettigheder blot for at spare penge på vores bekostning (...) De koloniseredes efterkommere er blevet vækket.«

De forargede reaktioner på hendes tale i Folketinget udstiller, at grønlænderne besynderligt nok ikke tæller med i det diversitetsregnskab, der ellers kræves opgjort i virksomheder og politik. I betragtning af, hvor meget den etniske repræsentation fylder i Danmark, må man undre sig over grønlændernes fravær.

Den identitetspolitiske dagsorden interesserer sig mest for at hjælpe dem, der allerede har deres på det tørre, og her er de hvide middelklassekvinder svære at vippe af pinden. Ingen kulturel kapital, ingen hjælpende hånd.