Bor der allerdybest inde i Martin Lidegaards sind en lille satan, som håber på det udfald af Jon Stephensen-sagen, at den moderate folketingsmand bliver løsgænger?
Den radikale leder udstøder straks den larmende, dybe latter, som er en del af hans offentlige signatur. Hvorpå han holder en længere pause, som om han alligevel skal tænke over, at det ville rykke ham nærmere på den attråede position, hvor hans syv mandater igen kan være bestemmende for noget som helst. Det er vist mest svarets diplomatiske toneleje, der søges afvejet i tænkepausen, for Martin Lidegaard siger:
»Der findes en lille djævel inde i mig, som håber, at Radikale Venstre igen får chancen for at have de afgørende mandater, fordi jeg selvfølgelig håber at komme i den position, at vi kan påvirke denne eller den næste regering for alvor.«
Mange har fordømt eller ligefrem latterliggjort Martin Lidegaards overraskende beslutning om ikke at gå i regering. Den offentlige fortælling om De Radikales exit fra Marienborg-forhandlingerne i den alleryderste stund tabte Lidegaard også; der blev spinnet heftigt hen over jul og nytår. Der kom – også i denne avis, anfører Lidegaard – overdrevne historier om, hvor solide radikale fingeraftryk han havde takket nej til i regeringsgrundlaget på de videregående uddannelsers område.
Men den helt afgørende faktor i Marienborg-dramaet har man overset, understreger han: nemlig hvor unødvendige de radikale mandater var for den nye regerings flertal. Lars Løkke Rasmussens 16 mandater kunne ikke undværes, Jakob Ellemann-Jensens 23 heller ikke, Lidegaards sølle syv var i den forstand overflod. Overflødige. Lige til at tromle flade.
»Som de første tre måneder med den nye regering er gået, er jeg kun blevet mere overbevist om, at det var rigtigt at gå. Regeringens prioriteter er i ubalance. Ambitionerne er ikke store nok, og vi ville blive kørt over, hvis vi insisterede på at gøre dem større. Så i den forstand er jeg lettet, man kan jo ligefrem mærke magtesløsheden i regeringskontorerne, især på klima- og uddannelsesområdet. Her står det ikke stille, men bevæger sig baglæns.«
Martin Lidegaard erklærer sig selvfølgelig samtidig frustreret, fordi han ikke har mandaterne til at tvinge regeringen.
»Vi radikale er jo sat i verden for at søge indflydelse og trække verden i en bedre retning, som det ser ud fra vores position. Nøgleordene for os er det grønne, børnene og uddannelserne, kort sagt en ny generationskontrakt, hvor vi lidt ældre giver noget til de nye generationer.«
Døgnflue eller systemskifte
Martin Lidegaard er i lyseblå, åben skjorte, mørkeblå blazer og sorte bukser, skoen ligeledes sort. Forforgænger Morten Østergaards hvide sneaker er en fjern fortid, forgænger Sofie Carsten Nielsens kække stilet er også allerede vældig længe siden, tiderne har været hårde ved det lille selvbevidste parti de seneste år.
Jeg interviewer Lidegaard på hans kontor på Christiansborg, det er tidlig tirsdag, fire dage efter vores samtale holder Moderaterne årsmøde. Jeg påpeger De Radikales skæbnemættede relation til det nye parti: Er det ikke, som om man ser Løkkes skarpe skygge på væggen, når lampen tændes på Martin Lidegaards kontor?
Radikale Venstre flækkede ud af Venstre i 1905 og overtog med selvfølgelig selvbevidsthed regeringsmagten fire et halvt år senere. Moderaterne stiftedes sidste sommer med tilsvarende afsæt i Venstre efter et forløb, som føltes som verdens længste politiske drægtighedsperiode. Det er allerede Løkke her, der og alle vegne med reformsult, uskør udlændingepolitik og selvbevidste replikker, der stavelse for stavelse kunne være den radikale leders.
Martin Lidegaard smiler ad skyggebilledet. Det er, som om han hviler i sig selv efter vinterens kaos, men sådan virker han på den anden side næsten altid. Han svarer ikke direkte, i stedet afleverer han en mere omfattende analyse af, hvordan det politiske Danmark ser ud nu – og hvad Radikales rolle bør blive. Det gør han efter en omfattende nylig rundtur i partiets bagland inklusive den af og til sagnomspundne hovedbestyrelse. Møderne med de radikale rødder har ikke svækket følgende tre hovedpointer:
For det første ser Lidegaard de første tre måneders opgør mellem regering og opposition om store bededag som en slags institutionel kamp, som endnu ikke er afsluttet, og hvor partierne søger nye positioner og mere varige roller. Først efter sommerferien begynder billedet at tegne sig, vurderer han.
»Ingen ved jo endnu, om flertalsregeringen er en undtagelse, en døgnflue, eller om vi er midt i et egentligt systemskifte, hvor midten i lang tid vil have magten i forskellige opstillinger, og fløjene er sat mere varigt på bænken. Så længe det spørgsmål ikke er afklaret, vil man se os radikale i forskellige konstellationer. Vi vil byde os til som konstruktiv partner til regeringen og forsøge at få ambitionsniveauet op. Vi vil populært sagt lave grøn politik med de røde, mens vi sammen med en række blå partier vil presse på for en mere offensiv reformdagsorden, end regeringen kan eller tør levere.«
Lidegaard vil ikke røbe, hvilke blå partier der går sammen her, den reformakse vil meget snart erklære sig for offentligheden, forsikrer han. Da jeg gætter på, at det bliver uden reformskeptiske Dansk Folkeparti og uden Danmarksdemokraterne, som synes mere optaget af at forbande Venstres formand end af at reformere fædrelandet, nikker han venligt og imødekommende, men svarer blot: »Det er klart, at det især bliver centrum-højre.«
For det andet har Lidegaard ikke tiltro til, at flertalsregeringen har den nødvendige ambition om at tage uddannelser og klimaet så alvorligt, som den bør. Der er, som han udtrykker det, en »skrigende diskrepans« mellem det, man siger, og det, man gør på klimaets område.
Akkurat det spørgsmål var, siger han, en af de afgørende skillelinjer i regeringsforhandlingerne på Marienborg i december. Lidegaard ville have sikkerhed for, at den grønne dagsorden blev fremmet, men den garanti kunne han ikke få; Mette Frederiksen er stadig rød, før hun er grøn, selvom hun ikke længere vil sige det.
»Jeg ønskede i forhandlingerne et såkaldt fast track til regeringens økonomi- og koordinationsudvalg, så en klimaminister ikke er henvist til at støve af ude på pulterkammeret, mens herskaberne i de fine stuer træffer beslutningerne. Det ville betyde, at et grønt forslag ville kunne blive behandlet politisk, selvom det ikke var blåstemplet i Finansministeriet. Det ønskede man ikke. Der er og har historisk været en stor skepsis i Finansministeriet over for at lade klimaet fylde nok, men jeg vil ikke skyde på embedsmændene, det er naturligvis et politisk ansvar, at det er sådan.«
– Altså Wammen og bag ham Frederiksen?
»Ja. På en måde er det meget enkelt. Man kan bare se på, hvad der er sket siden 2019. Der er lavet en masse gode aftaler og mål, som vi i al beskedenhed har bidraget meget aktivt til, mens implementeringen stort set har stået stille. Det afgørende er ikke, hvad vi gør efter 2030, men de næste syv år. Det er det krystalklare budskab i den nye klimarapport fra denne uge. Regeringen kalder sig selv en implementeringsregering på klimaområdet, men jeg ser ingen tegn på, at det bliver anderledes, når det gælder konkrete politiske tiltag som vedvarende energi på land, grøn fjernvarme til at afløse Putins gas eller håndtering af landbrugets udledninger.«
Tag fra de grå
Endelig indgår for det tredje i Martin Lidegaards analyse, at regeringen ikke vil gøre det, han finder fornødent på velfærdsområdet, fordi den sit flertal til trods ikke vil turde gå op mod den ganske talrige ældre del af vælgerkorpset. Det vil De Radikale. Lidegaard sammenfatter sine bestræbelser i den lækkert fængende parole »tag fra det grå guld, og invester i en gylden fremtid«.
Han vurderer, at mange ældre gerne vil have et større frirum i deres alderdom, som minder om det liv, de allerede har levet. De vil gerne fortsætte med at arbejde eller yde en frivillig indsats, hvis de selv kan få lov til at bestemme hvordan. Mange har også helbredet til det, tilføjer han med henvisning til et forskerstudie forestået af Ældre Sagen.
»I dag tager man fra de unge og giver til de ældre. Tag sundhedsområdet, ældrechecks og den nye uddannelsesreform som eksempler. Ingen anden gruppe har oplevet større vækst i sin realindkomst. Men den pengestrøm skal vendes om. Min generation bør levere mere i en ny velfærdskontrakt. Det er jo et kæmpe paradoks, at vi aldrig har været rigere, mens børn og unge aldrig har haft det dårligere. Vi er nødt til at indse, at velfærdssamfundet ikke kan levere alle ydelser til alle fra vugge til grav. Den debat vil vi gerne sikre bliver ført. Vi har ikke lagt os fast på svarene, men vil gerne diskutere betaling for hjemmehjælp og for særlige plejebehov i de befolkningsgrupper, der har råd, så vi i stedet kan prioritere de svageste ældre og de kommende generationer.«
– Der aflivede du den universelle velfærdsmodel?
»Jeg vil hellere sige det sådan, at det vel er vigtigere, at de universelle ydelser målrettes børn, unge og uddannelse, så vi har råd til at investere i et opgør med mistrivsel og den negative sociale arv og sikre lige muligheder for alle børn i Danmark. Vi kan ikke levere det hele til alle fra vugge til grav, det bliver til halve løsninger, det siger kommunerne jo allerede i dag. Det må vi have en ærlig debat om.«
– Er du også ude efter folkepensionen til alle?
»Hele pensionssystemet skal tilpasses. Vi har ingen planer om at ville røre ved folkepensionen, men skulle det ske, måtte man selvfølgelig finde et system, som passer til de nye tider. I dag er det sådan, at folkepensionen er for lille for dem, der virkelig har behov for den, men alt for stor for dem, som ikke behøver den.
– Skal tilbagetrækningsreformen fra 2006, som sikrer stigende pensionsalder, skærpes?
»Den aftale var god, og den står fint også i dag. Jeg vil hellere udfordre regeringens tilbagetrækningsreform. Man forringer seniorpension, som er den bedste ordning og målrettet de nedslidte, for til gengæld at skrue op for ydelserne til arnepensionen. Samtidig er der larmende tavshed om efterlønnen, som i dag mest er en lukrativ forsikringsordning for de velstillede. Hvis man virkelig kerede sig om de nedslidte på arbejdsmarkedet, skulle man satse på seniorpensionen.«
Hvem ejer midten
Martin Lidegaards politiske projekt ser sammenhængende og på en måde også logisk ud på papiret, så længe det forbliver på skrivebordet. Investeringer i klima, ungdom og uddannelse giver De Radikale en lysende pant på den fremtid, som for tiden er mere tillokkende end den grå afmagts nutid. Tillige har Radikale tydeligvis besluttet sig for en bevidst udnyttelse af den frie position uden for det daglige ansvar til at tale mere åbent og frejdigt, end større regeringspartier kan tillade sig – selvbevidst flertal i ryggen eller ej.
Men hvad nu, hvis Moderaterne er de nye Radikale, det nye århundredes potente og reformerende midterparti? Det fik Martin Lidegaard ikke svaret på tidligere i interviewet. Det kommer nu:
»Jeg tror, at positionen er holdbar, der er plads til et stort parti på midten. Men jeg er ikke så sikker på, at Moderaterne er et langtidsholdbart bud på at indtage pladsen. Partiet er skabt og drevet af en person.«
Tror Martin Lidegaard da ligefrem, at Løkke kan være på vej til Bruxelles? Det vil han ikke byde på. Men mens Radikale ved dannelsen i 1905 var en egentlig, etableret politisk strømning i Venstre, er Moderaterne resultatet af en enkelt mands vurdering af magtudøvelsens muligheder og umuligheder efter blå bloks valgnederlag i 2019. Det præger ifølge Lidegaard politikkens indholdsside:
»Det er ganske enkelt svært for mig at se, hvad Lars Løkke egentlig har fået ud af deltagelsen i Mette Frederiksens regering ud over selve magtens bygværk. Han har været med til at rejse bygningen, men hvad skal der være inde i den, hvad skal han måle sig på politisk? I valgkampen sagde han, der var nogle tidsler i udlændingepolitikken, han ville have luget væk, det er ikke sket. Han sagde til gengæld ikke meget om den nødvendige indsats for klimaet, og der er så heller ikke udsigt til noget videre. Tag endelig uddannelsesområdet. Hans minister, Christina Egelund, har tydeligvis intet brændende ønske om at gennemføre den reform, hun skal forhandle på plads i foråret. Hvad vil Moderaterne egentlig? Vil de bare sidde der?«
– Du føler dig ikke så afhængig endda af Jon Stephensens skæbne, det moderate projekt vil forvitre ganske af sig selv?
»Jeg er fast overbevist om, at vi igen vil få de afgørende mandater. Om Moderaterne overlever, afhænger af Løkke. Om fløjene bliver sat på bænken, afhænger af, hvorvidt den nye regering overhovedet får leveret brugelig politik. Men efter valget i november sidste år er der tydeligvis nye varige skillelinjer i dansk politik, som gør den radikale røst mere betydningsfuld, ikke mindst når det handler om at prioritere investeringer i fremtiden og det grønne område. Venstre og Socialdemokratiet er de to mest enige partier i Folketinget, ingen står tættere på hinanden end Troels Lund Poulsen og Morten Bødskov.«
