WASHINGTON – For et par måneder siden kom der et nyt radioprogram i USA.
Det hedder The Middle og handler om den del af Amerika, der normalt fylder meget lidt i medierne herovre. Om det Middle America, som beboere i kysternes storbyer nedladende kalder Flyover Country: de vidtstrakte prærier, skove, bjerge, ørkenområder og småbyer, som de kun har set fra ti kilometers højde på vej fra New York til Los Angeles.
The Middle bliver sendt fra en ny by hver uge – Live fra Phoenix! Live fra Fort Myers! – og er på en måde et gammeldags program. Værterne præsenterer ugens emne, det kan være klimaforandringer eller valgsvindel, og bagefter ringer lytterne ind og giver deres mening til kende. Ikke alle har lige meget fornuftigt at sige, men de fleste sætter pris på at blive hørt.
Og måske er The Middle i virkeligheden et meget moderne radioprogram. For er der nogen, som alle amerikanere kommer til at lytte mere til fremover, så er det indbyggerne i The Heartland.
Joe Biden gør det allerede. Når Biden siger, at han vil genopbygge USA, så mener han fra midten og udefter. Begrebet bidenism plejede at blive brugt om præsidentens berygtede fortalelser – som da han hævdede at have »kendt otte præsidenter, tre af dem intimt«. Men i dag dækker det over den økonomiske nationalisme, som præger alle regeringens nye love om infrastruktur, grøn omstilling og ny teknologi. Uanset hvor man ser hen, peger pilen i samme retning: ind i landet, væk fra kysterne.
Tre ting på én gang
Det er et vildt eksperiment, regeringen forsøger sig med.
Et voldsomt kursskifte i et land, som i dén grad bliver defineret af kulturen på øst- og vestkysten. Alle magtbastionerne i det amerikanske samfund har udsigt over enten Atlanterhavet eller Stillehavet: finanssektoren i New York, politik i Washington, underholdning i Los Angeles, forskning og teknologi med mere i San Francisco, Seattle og Boston. Ser man på landets risikovillige venturekapital – der er så vigtig for at få nye virksomheder skudt afsted og ting til at ske – så flyder 75 procent af investeringerne til de samme tre stater, alle med kystlinje: New York, Massachusetts og Californien.
Biden vil vende strømmen med en dæmning af offentlige milliarder, som skal forvandle udvalgte byer og regioner i midten af landet til teknologiklynger og vækstlokomotiver.
I virkeligheden skal regeringen forsøge at gøre tre ting på én gang:
1. Puste nyt liv i de stater (og vælgere), som er blevet forbigået af økonomien i de seneste 20 år.
2. Lette presset på de mest populære kystbyer som New York og San Francisco, hvor boligpriserne er eksploderet, og livet er blevet vanskeligt på sin egen overstimulerede måde.
3. Styrke USAs konkurrenceevne i den store, altoverskyggende og allervigtigste kamp mod Kina.
Det er altså intet mindre end en kraftpræstation, som Joe Biden skal levere i anden halvdel af sit præsidentembede: Hvad Amerika har tabt udad til kineserne og globaliseringen, skal nu indadtil vindes – så fremtidens arbejdspladser ligger i USA.
Her er det ikke heden, men gamle industrizoner og oversete universitetsbyer, der skal have gødning og pleje. Steder som Toledo i delstaten Ohio. Tucson i Arizona. Boise, Idaho. Lafayette, Louisiana.
Konkurrencen om støttemilliarderne er i fuld gang, og i hovedstaden Washington har tænketankene travlt med at tegne nye USA-kort over de 20 statsstøttede »innovationsklynger« og regionale kraftcentre i sydstaterne, Appalacherne og Rocky Mountains.
Der er selvfølgelig noget velkendt ved de kort. Det var i de samme områder, Donald Trump fiskede stemmer til valget i 2016. Og hvor mistilliden til myndighederne og anklagerne om valgsvindel ved præsidentvalget i 2020 er mest udbredt.
»Vi diskuterer tit, om den politiske opdeling i USA er drevet af kultur eller økonomi,« siger Mark Muro, der studerer netop dét spørgsmål ved tænketanken Brookings Institution.
»Svaret er nok begge dele, men både jeg og mange andre har længe peget på behovet for økonomisk intervention, hvis man vil bremse opdelingen af landet. Den kommer endelig nu, og det er et stort skift, fordi det også er en anerkendelse af, at den globaliserede laissez faire-økonomi har haft en lang række negative konsekvenser for amerikanerne. Biden-regeringens forsøg på at gentænke USAs geografi og skabe større økonomisk balance mellem staterne er i virkeligheden også et forsøg på at gentænke globaliseringen i det hele taget.«
Afhængig af chips
Biden har haft travlt. Først kom infrastrukturplanen, der skal sætte gang i anlæggelsen af veje, broer, jernbaner og hurtigt internet. Så kom CHIPS Act, der skal poste 280 milliarder dollar i amerikansk produktion af computerchips og anden teknologi, som man før har importeret fra udlandet. Og senest er det Inflation Reduction Act, der blandt meget andet vil bruge 369 milliarder dollar på at gøre USA selvforsynende med grøn energi.
Det er løfterige ambitioner og heftige beløb. Især fordi så mange af pengene helt usædvanligt er øremærket til nogle af de mindst folkerige dele af landet. Da Mark Muro og hans kolleger ved Brookings Institution gennemgik de tre lovsæt, fandt de 19 programmer og mere end 80 milliarder dollar, som er dedikeret til byer og regioner, som slet ikke er vant til den slags opmærksomhed.
»Håbet er, at klynger for innovation og teknologi, som ligger i nye dele af landet, også vil være bedre til at løse nogle af de store udfordringer, som vi står over for,« forklarer Muro. »I dag er flere af klodens problemer for eksempel forbundet med miljø, landbrug og naturbeskyttelse, og det er svært at tro på, at løsningerne udelukkende kan komme fra storbyer som New York eller Boston.«
I første omgang er der især én industri, som USA bekymrer sig for: computerchips. Lovpakken CHIPS Act er ligefrem opkaldt efter dem. Amerikanske fabrikker skal bruge chips til alt fra køleskabe til biler, telefoner og elpærer, og under pandemien stod det med ét klart, hvor afhængig USAs industri er blevet af at importere dem fra lande som Kina, Sydkorea og Taiwan.
At så mange led i forsyningskæderne kunne være så skrøbelige, kom virkelig som et chok for amerikanerne. I Los Angeles’ havn lå fragtskibe for anker i ugevis. I Chicago holdt godstogene i kø, indtil slangen af vogne snoede sig mere end 30 kilometer ud af byen.
Pandemien fik også USAs regering til at bekymre sig for deres sundhedssystem, energiforsyning og fødevaresikkerhed. Amerikanerne opdagede, hvor afhængige de var af andre lande, som de ikke delte verdenssyn eller værdier med.
Men det skal være slut nu. USA skal være så godt som selvforsynende, og det begynder med chipsene. I de seneste måneder har Joe Biden fløjet rundt for at kaste glans over nogle af de nye megaanlæg, som skal fremstille computerchips med statsstøtte. Intel er ved at opføre to anlæg i Arizona, og Micron Technology vil bruge 100 milliarder dollar på at bygge et i den vestlige del af staten New York.
Men chips er kun en forsmag. Regeringen har også afsat midler til udvikling af kunstig intelligens, robotter, kvantecomputere, biotek, genteknologi og alternative energikilder. Ude i den tætbevoksede østlige del af staten Washington skal en ny innovationsklynge have fokus på tømmerindustrien.
Amerikanske skolebørn kan også godt begynde at ruste sig til hvervningskampagner inden for naturvidenskab og teknik. I lovpakken er der afsat penge til mere undervisning i de såkaldte STEM-fag, som i forvejen fylder meget i skolerne.
Amerika først igen
USA har mange gode grunde til at vende blikket indad. Krigen i Ukraine, klimaforandringer, corona og kold krig med Kina gør det mere risikabelt at have en økonomi, der er så tæt vævet sammen med andre landes. Især hvis nogle af dem ikke vil én det godt.
Men Joe Biden har også hjemlige hensyn. USA er ved at blive revet midtover. Penge, muligheder og ideer hober sig op i en håndfuld byer på kysterne, mens regioner og hele stater tørrer ud.
»Det er en ny måde at se på USAs økonomi,« siger Eric Carlson, der sammen med kolleger i tænketanken Economic Innovation Group har analyseret konsekvenserne af Bidens lovpakker. (Gruppen har også ranglistet de mange kandidatbyer, der håber på at blive kåret som en af de 20 innovationsklynger i regeringens forslag. Øverst på listen: Greenville, South Carolina).
»De fleste økonomer har ment, at den amerikanske stats fornemmeste opgave er at sørge for, at kapital og arbejdskraft kan bevæge sig frit rundt i verden, og så i øvrigt lade industrien være i fred. Nu bliver det vendt på hovedet, så den amerikanske stat vil bestemme, hvor industrien og arbejdspladserne skal være. Men det er også blevet klart for mange af os, hvor ekstremt ulige USAs økonomi er blevet op gennem 2010erne, og hvor destabiliserende det har været rent politisk og socialt. Den ubalance er ikke i nogens interesse – heller ikke for de områder, der løber med alle ressourcerne,« siger Carlson.
Byer som New York og San Francisco har længe nydt godt af de mange veluddannede tilflyttere, der er strømmet til for at arbejde i teknologi- og finanssektoren. Men det har taget overhånd. Uligheden er blevet så stor, at byerne er ved at knække over. I San Francisco er der hjemløse alle vegne, og byens tjenere og rengøringspersonale overnatter i campingvogne langs hovedvejene, fordi det er umuligt at få råd til en bolig i køreafstand. New York er heller ikke rigtig blevet sig selv efter pandemien. Byens ultrarige har isoleret sig fra resten af indbyggerne, og de nye skyskrabere bliver opkøbt af arabiske og kinesiske rigmænd, som kun bruger lejlighederne et par uger om året.
»Flere af de her byer er faktisk blevet ret uudholdelige at bo i for mange mennesker,« siger Eric Carlson. »Hvis velstanden fortsætter med at blive koncentreret i dem, vil vi blive ved med at se stigende huspriser, trafikproblemer og faldende livskvalitet. Men hvis teknologi og innovation får mulighed for at slå rod i nye områder, vil de tiltrække flere højtuddannede, som flytter dertil for at få nogle muligheder, de ikke kunne få andre steder. Statsstøtten kommer ikke til at underminere den koncentration af velstand, der er bygget op langs kysterne, men nu vil andre områder også have mulighed for at deltage i konkurrencen. Det giver en ny geografisk energi.«
For en gangs skyld er Demokraterne og Republikanerne ret enige om, hvad der skal til. Republikanerne havde ganske vist lovet at skrue ned for det offentlige forbrug, når de får flertallet i Repræsentanternes Hus til januar, men det er svært for dem at blokere en politik, der blev søsat af Donald Trump. Den forrige præsident forsøgte at skabe et partnerskab mellem staten og erhvervslivet, som især skulle komme udkants-Amerika til gavn, og som til forveksling ligner det, Biden er ved at stable på benene.
Gammeldags protektionisme i grønne gevandter
Det er da heller ikke gået de europæiske statslederes næser forbi, at den nuværende demokratiske præsident tilsyneladende er ved at gennemføre Trumps America First-politik, bare under en ny fane. I en kommentar i den franske avis Le Monde lød det for nylig, at »for EUs økonomi har Biden vist sig at være værre end Trump«.
De nye love bliver også kritiseret for at være gammeldags protektionisme iført grønne gevandter. I praksis vil amerikansk teknologi få klækkelig statsstøtte og skattefordele, mens produkter fra EU vil blive trukket ned af afgifter. Frankrigs præsident har endda foreslået at indføre en »køb europæisk-lov«, som kan modvirke de nye amerikanske.
Det er ikke nødvendigvis en dårlig idé, mener Mark Muro fra Brookings Institution. EU er ramt af de samme kræfter som USA og bør også bekymre sig for deres geografi. Der er ikke længere nogen statsledere, der tror på, at »Verden er flad«, som den globaliseringsbegejstrede økonom Thomas Friedman erklærede det i 2005. Dengang var det kun fattige lande, der klagede over globaliseringens negative konsekvenser – nu gør Vesten det også, anført af USA.
Her havde man ellers længe gode grunde til at glæde sig over samhandlen med især Kina. De amerikanske forbrugere kunne købe billige fladskærmsfjernsyn fra de kinesiske fabrikker, og ingen regnede rigtig med, at man ville komme til at savne de job, der forsvandt ud af landet.
Men glæden aftog, efterhånden som globaliseringens gevinster blev koncentreret i toppen af det amerikanske samfund. Som Financial Times-kommentatoren Rana Foroohar skriver i sin nye bog, Homecoming, var der måske i virkeligheden kun »to grupper, som trivedes uforholdsmæssigt godt i perioden med neoliberalisme efter amerikansk opskrift: multinationale virksomheder og kineserne«.
»Den stigende geografiske ulighed er et særligt stort problem i USA,« siger Mark Muro fra Brookings. »Men egentlig er det et globalt problem, som andre lande også er nødt til at forholde sig til. Men man ser det også i Storbritannien, og jeg vil tro, at I også kommer til at se det i Skandinavien, hvis ikke I aktivt forsøger at modvirke udviklingen. Meget tyder på, at man kommer til at ende med denne her opdeling, som ikke er socialt eller politisk bæredygtig, medmindre man gør noget. Jeg tror også, at landene i Europa kommer til at orientere sig mere mod deres nationale økonomier fremover. De kommer til at genopdage geografien. Og holde op med at se globalisering som svaret på alting.«
