Amerikaneren Robert Zoellick, den tidligere chef for Verdensbanken, er en af de udlændinge, der hyppigst har mødt Kinas præsident, Xi Jinping. Engang, hvor de to sad over for hinanden under forholdsvis private former, forsøgte han at få en idé om, i hvilken retning Xi ønskede at føre den kinesiske økonomi. Svaret fik ham til at måbe.
»De 86,68 millioner medlemmer af det kinesiske kommunistparti ...« lød de indledende ord i Xi Jinpings lange udredning, og det var egentlig nok. Det fortalte Zoellick alt om den kinesiske leders prioriteter.
»Jeg havde på det tidspunkt haft at gøre med masser af premierministre og kanslere og præsidenter,« siger Zoellick i et nyligt interview med onlinetidsskriftet The Wire. »Hvis jeg havde spurgt en hvilken som helst af dem om deres økonomiske udviklingsstrategi, ville de ikke have givet mig antallet af medlemmer i deres parti.«
Men Xi er anderledes. Han er partiets mand. Som søn af en af revolutionens pionerer er han født ind i Folkerepublikkens røde aristokrati. Partiet, som nu har over 96 millioner medlemmer ud af en befolkning på 1,4 milliarder, er hans et og alt.
Derfor er kommunistpartiets overlevelse også i Xis øjne det ultimative mål for succes. Det har været det overordnede princip for hans økonomiske politik – og al anden politik – i de ti år, han indtil videre har været ved magten, og sådan vil det blive ved med at være.
Xi har gennem en grundlovsændring sikret sig muligheden for at fortsætte ud over de to femårige embedsperioder, som før var kutyme for Kinas ledere. Konsekvensen er, at den 69-årige politiker i princippet kunne blive siddende i spidsen for parti og stat på livstid.
Christopher Marquis, der er professor i kinesisk management ved University of Cambridge, lægger ikke fingrene imellem, når han skal karakterisere den virkning, det har på verdens næststørste økonomi.
»Der er ingen tvivl om, at han er den forkerte mand til jobbet. Han fører Kina tilbage til noget, der minder om tiden under Mao Zedong, hvor en stærk fokus på ideologien resulterede i en række katastrofer,« siger han til Weekendavisen.
»Det er meget muligt, at han ender med at køre den kinesiske økonomi i sænk. Kina er ganske vist kæmpestort, og det har en meget robust økonomi. Men Xi har forvoldt skade på, hvad der før var en fantastisk succeshistorie.«
Allerede nu står det skidt til. Den kinesiske økonomi vil sandsynligvis ende med at vokse med mindre end tre procent i 2022, ifølge den seneste forudsigelse fra Verdensbanken, udsendt kort før jul. Det er i skarp kontrast til godt otte procents vækst i 2021.
Corona med mere
Først og fremmest afspejler det bratte fald i væksten de massive coronanedlukninger, som den kinesiske regering har gennemført, mens den stædigt har fastholdt nultolerancepolitikken trods fremkomsten af den stærkt smitsomme omikronvariant. Millionbyen Shanghai og andre økonomiske kraftcentre har været lukket ned i lange perioder ad gangen.
I de seneste uger er den kinesiske strategi over for covid vendt nærmest 180 grader, og regeringen har tilladt noget nær en total åbning af samfundet. Tal, der angiveligt er lækket fra de kinesiske sundhedsmyndigheder, lyder på en kvart milliard smittede.
Det vil uundgåeligt føre til høje dødstal, men det vil også være en form for chokterapi, som relativt hurtigt vil få den kinesiske økonomi ud af covidstilstanden. Sagen er bare, at Kinas udfordringer stikkere dybere.
Nogle af problemerne er skabt af partiet selv. I løbet af Xi Jinpings ti år ved magten er næsten fem millioner partimedlemmer blevet undersøgt på baggrund af en mistanke om korruption og andre misforhold. Formålet har, ud over at dæmme op for grådigheden, været at stramme op på Beijings kontrol med hele den vidtforgrenede partiorganisation.
Men resultatet har været et mærkbart fald i initiativlysten blandt embedsmænd på alle niveauer – en omstændighed, der har fået Xi til at opfordre dem til at turde noget mere. »Jeg synes, det er lidt morsomt, for det er jo på grund af ham, at de er bange,« siger Marquis.
Sun Xin, der forsker i kinesisk økonomi ved King’s College London, hæfter sig ved et parallelt fænomen i form af en omfattende centralisering af alle vigtige beslutninger, trumfet igennem for at fastholde lokale eliters loyalitet over for Beijing.
»Xi og hans nærmeste allierede i centralregeringen er endt som dem med det sidste ord i alle spørgsmål om fordelingen af goder. De bestemmer det hele. De, der ønsker adgang til økonomiske ressourcer, er nødt til at udvise meget stærk loyalitet over for kejseren,« siger han.
I det mere decentraliserede system, der fandtes tidligere, havde private entreprenører betydeligt større råderum. De mest fremtrædende af dem, som Jack Ma fra it-giganten Alibaba, kunne ligefrem shoppe rundt mellem forskellige provinser for at skabe de bedst mulige betingelser for nye projekter.
Derfor er det ikke overraskende, at det private erhvervsliv er blevet stækket som følge af centralmagtens bestræbelse på at samle magten på så få hænder som muligt. Det er især gået ud over teknologisektoren, der før har været en af vækstmotorerne i den kinesiske økonomi.
Netop Jack Ma, der havde en tendens til at stikke næsen lovlig langt frem og endda kritisere overregulering af finansmarkederne, har i de seneste år været noget nær persona non grata. Han er stort set forsvundet fra rampelyset, og astronomiske summer er blevet skåret af Alibabas værdi på aktiemarkederne.
»Det er både skadeligt og demoraliserende. Hvis talenterne ikke kan få lov til at høste frugterne af de gode ideer, de udklækker, så vil de gode ideer enten flytte et andet sted hen, eller de vil slet ikke blive realiseret,« siger Sonja Opper, en ekspert i den kinesiske økonomi ved Bocconi University i Milano.
Hun tilføjer, at den kinesiske regering udmærket er klar over, at den hårde linje over for it-selskaberne og de succesfulde entreprenører har været kontraproduktiv, og derfor vil den også forsøge sig med en blødere linje fremover.
»I stedet for at fortsætte med sin indgriben i erhvervslivet vil regeringen sandsynligvis vente og se, om den nylige magtdemonstration har været en tilstrækkelig advarsel til Kinas entreprenørelite om at arbejde i samklang med parti og regering snarere end i modstrid med dem,« siger hun.
Hvis ikke de private forretningsfolk makker ret, står de store statsejede virksomheder klar til at tage over, og de gør allerede nu mere væsen af sig end længe.
Påskud
Kommunistpartiet bruger blandt andet behovet for at skabe større lighed i samfundet som et forsvar for den mere intensive statsstyring, men Sonja Opper anser det for at være et let gennemskueligt påskud.
»Det er en belejlig fortælling, som Xi Jinping har brugt til at retfærdiggøre sin politiske vending. Nogle køber måske den forklaring på grund af den store indkomstulighed i Kina indtil videre, men det er og bliver populistiske dækhistorier,« siger hun.
Sun Xin er enig i, at den økonomiske politik under Xi i første række har et politisk rationale og ikke alene drejer sig om at sikre partiets fortsatte beståen, men også hans egen position som ubestridt leder.
»Det er muligt, at det kan have nogle afledte sidegevinster, og at det for eksempel fører til mere ligelig fordeling af goderne eller bedre miljøbeskyttelse. Men det er ikke den fundamentale målsætning. Helt basalt handler det alene om at sikre partiets politiske overlevelse,« siger han.
Sun Xin tvivler dog på, at Kina vil komme i nærheden af den statsstyrede model, som fandtes under Mao. Den ikkestatslige sektor har simpelthen bidt sig for godt fast og står ifølge hans estimat for 70 til 80 procent af beskæftigelsen i byerne.
Desuden tror han, at kommunistpartiet i den nærmeste fremtid vil slække grebet en anelse. Årsagen er den stride modvind, som den kinesiske økonomi er havnet i, afspejlet især i de faldende vækstrater. Den private sektor har mistet modet efter regeringens hårde linje, og den er varsom med at investere. Der er voksende arbejdsløshed i byerne.
»Så der er brug for en mildere linje, bare en overgang, men i det lange løb er tendensen i retning af mere statsstyring,« siger han, og han tror, at Kina blandt andet som en konsekvens heraf må vænne sig til markant lavere vækstrater.
Ikke alle er dog enige om, at Kina går mod en dyster fremtid. Doug Guthrie, en tidligere ledende medarbejder i Apple-koncernen, der i dag forsker i den kinesiske økonomi ved Arizona State University, er optimist på Kinas vegne.
Han peger på, at Kina har opbygget en rå industriel muskelstyrke, som indebærer, at det kontrollerer forsyningskæderne inden for en række essentielle produkter, med den allestedsnærværende smartphone som det klassiske eksempel.
Det er en position, som andre lande i regionen får svært ved at erobre fra Kina. For forsyningskæder tager mindst ti år at opbygge og består af et helt økosystem af leverandører, støttet af en stærk statsmagt.
»Da jeg var ansat ved Apple, arbejdede vi sammen med hundredvis af kinesiske leverandører. Hvad så, hvis en af leverandørerne blev flyttet til Vietnam? Det er ligegyldigt, for det er ikke hele forsyningskæden. En smartphone har hundredvis af komponenter,« siger Guthrie.
»Kina styrer fortsat mod at blive verdens største økonomi inden for de næste fem år. Det er en af grundene til, at Xi Jinping ønsker en tredje embedsperiode. Han ønsker at være ved magten, når Kina bliver nummer et.«
