»Køb en bil« er nok den sætning, jeg har hørt flest gange i år. Kun overgået af, hvor mange gange jeg selv har tænkt det. Når jeg har stået på øde togstationer og ventet i 45 minutter på et tog, der enten var forsinket eller aflyst. Når jeg har stået i Aalborg kl. 20.30 og haft valget mellem at tage toget eller på hotel, fordi toget tidligst ville være i København kl. 4. Når jeg har oplevet, at min søn landede i Toronto lufthavn i Canada i samme sekund, at jeg selv steg ud på Herning station, selv om vi tog afsted fra København samtidig. Der er 6.259 kilometer til Toronto. Der er 320 til Herning.
Den kollektive transport i Danmark er til grin, og jeg forstår godt, at mange husstande har to biler og ikke gider høre på mere flyskam, bilskam og helligt klimasnak. For det er nemt at prædike trafikmoral, når man selv kan cykle på arbejde.
Mens store dele af verden har udbygget og fornyet tognettet, er vi i Danmark gået den modsatte vej. Her nåede den århundredegamle teknologi sit højdepunkt i 1980erne, og så begyndte vi ellers at tilbageudvikle den. Vi har indsat færre tog, forringet enhver form for service og sat prisen op, så det efterhånden koster det samme at flyve som at køre med tog. Hertil kommer, at vi har revet smukke arkitekttegnede stationer ned og erstattet dem med modernistiske betonterninger – en påmindelse om, hvor tilfældigt ens ankomsttidspunkt er. Faktisk har man gjort det så uattraktivt at tage toget, at man skal være idiot for at gøre det. Det er jeg så.
DA JEG FORLEDEN skulle fra Aarhus til Holstebro, en distance på lidt over 100 kilometer, var der faldet sne, så det tog mig tre timer at komme frem og næsten seks timer at komme retur til København. Som en togfører sagde: »Togene er ikke gearet til frost.« Det mindede mig om, hvad MC Einar sang i 80erne:
Det er vinter, man forventer vel lidt kulde og sne
Men det' da klart at en såd'n sag må komme bag på DSB
Intet vrøvl har de forsvoret, det de helt sikre på,
Men ved den første rim på sporet, går møllen i stå.
Ja tak, og sådan er det ikke bare hver vinter, men hele året rundt. Hvis ikke forsinkelserne skyldes frost, skyldes de signalfejl, sikringsfejl, nedfaldne kabler, overkørte kabler, forsinkelser på andre tog, hedebølge, sporarbejde eller it-problemer. De fleste ser derfor medlidende eller forundret på mig, når jeg fortæller, at jeg rejser med tog. Hvorfor, spørger de, særligt i provinsen, hvor man opfatter toget som et alternativ på linje med hestekærren og luftballonen. Engang svarede jeg, at jeg bedre kunne arbejde i toget, men den må jeg længere ud på landet med end Tommerup og Thyregod. Det kommer jeg tilbage til.
Sideløbende med at tognettet er blevet forarmet, er der rullet masser af asfalt ud over Danmark, men mange oplever alligevel, at de ligger og camper i timevis på strækninger, der er blevet opført, så de kunne komme ti minutter hurtigere på arbejde. For naboen har søreme også to biler, og når børn fylder 18 år, får de et kørekort og en bil, for hvis de ikke bor, læser og arbejder i København eller Aarhus, for hvordan skal de så ellers komme frem? Med tog? Busser, der kører hver anden time? Held og lykke siger jeg bare.
I LANDENE OMKRING os oplever togdriften en opblomstring, og træder man ind i et fransk eller svensk tog, er det som at træde ind i et andet årtusinde, hvor teknik, punktlighed og service spiller en hovedrolle. I Kina og Japan har de magnettog, der kan tilbagelægge op til 600 kilometer i timen, og her kører togene ikke bare hele tiden, men også til tiden. Det sidste tager man i Japan så bogstaveligt, at da et tog afgik 20 sekunder før tid, rykkede selskabet ud med en undskyldning. Det ville selvsagt aldrig være sket i Danmark.
Her har man til gengæld længe haft planer om, at højhastighedstog skulle sikre kortere rejsetider, for eksempel tre timer fra København til Aalborg, men regeringen har netop bebudet, at man dropper Togfonden. Det er interessant, når man tænker på, hvor glad den forrige regering var for at udflytte arbejds- og uddannelsespladser, og hvor meget der er blevet talt om sammenhængen mellem land og by og selvfølgelig også om klima. Hvis man vil gøre det attraktivt for folk at bo i én by og arbejde i en anden, kræver det en ordentlig infrastruktur, og her er toget et klimamæssigt alternativ til bil og fly. Så det kan man da kalde et selvmål, hvis ikke det skal kaldes en skandale.
Engang hed det, at »I toget er tiden din egen«, og de mange forsinkelser betyder, at der er masser af den. Men tiden er ikke ens egen, medmindre man får en af de få pladser i stillezonen, og her er årsagen: Vi er et af de folkeslag i verden, som er mindst optaget af noget så banalt som hensyn til andre.
Grænsen mellem privat og offentligt er i mange tilfælde nedbrudt, og det betyder, at mobilsamtaler ikke længere føres diskret, men på medhør, så andre tvangsindlægges til at bevidne seancen. Senest åbnede en ung kvinde sin iPad et sted mellem Vejle og Fredericia, og så kørte det ellers derudad med Facetime-opkald til en veninde, der lige havde købt nyt tøj, og mens hun prøvede det, råbte den unge kvinde: »hvor er det SEEEEJT« fra togsædet. Andres forsøg på samtale blev fuldstændig savet over af kvinden, som skreg »JA, HVOR ER DEN FUCKING FED«, og »SÅDAN EN VIL JEG OGSÅ HAVE«, nøjagtig som sad de hjemme i stuen sammen.
Men hun var ikke hjemme, og selvfølgelig må man godt foretage opkald eller tale med andre i et tog. Da min sidekvindes mobil ringede, gik hun dog afsides og besvarede opkaldet, men hun var også over 50.
ÅBNE MOBILSAMTALER ER et genkommende fænomen, ligesom TikTokvideoer med høj lyd, skrald på bordene og tilmudrede støvler på stofsæderne, og det hele vidner om en total mangel på urban dannelse. Engang var normen, at man tog hensyn til andre; i dag er det forventningen, at andre skal rumme ens hensynsløshed.
Støjniveauet gør det selvsagt svært eller umuligt at læse en bog eller arbejde koncentreret. Derfor siger jeg heller ikke længere, at det er derfor, jeg rejser med tog, men at jeg er så inkompetent en bilist, at det er toget eller døden.
Det forstår folk.
Kun døden overgår de elendige togforhold i Danmark.
